Menu
Forrige artikel

Idas nye verden

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 4790

 

Af Ester Monrad, cand. mag. i historie og dansk

I bogen ”Idas nye verden” af Lise Muusmann, udgivet i foråret 2019, møder vi pigen Ida og hendes forældre. De er i 1880 brudt op fra Nakskov på Lolland for at søge lykken i Amerika. Fortællingen starter på båden, og allerede her bliver det dramatisk, da de møder det ældre ægtepar Ane og Rasmus. Da Rasmus ikke klarer turen, tager Ane med den lille familie videre på den hårde færd. Fra New York går rejsen mod North Dakota, hvor det er planen, at den lille familie skal tage homestead og skabe en ny tilværelse.

Turen opleves gennem 10-årige Idas øjne. Målgruppen er derefter, og Idas undren over alt det nye, man ser, er en god vej ind i at forstå, hvor anderledes alting må have været for dem, der tog skridtet mod en ny tilværelse: Turen over Atlanten, et nyt sprog, at finde vej i et nyt land, andre befolkningsgrupper og sprog, en ny og farlig natur, en indfødt befolkning, der ikke er begejstret for indvandringen. Det og meget meget mere oplever Ida og den nye familie. Til tider kan det virke overvældende, hvor meget der sker på de 165 sider.

I den sidste del af bogen kommer Ida og familien i tættere kontakt med indianerne, og her bliver historien til tider lidt kringlet, og måske svær at forstå for målgruppen. Således kan man være lidt forvirret over, om indianerne vil Ida og hendes familie det godt eller ej. Her bliver portrættet af indianerne og den irske familie, Idas familie følges med, lidt uklar, og beslutninger og begivenheder tilsvarende svære at forstå.

Som nævnt begynder rejsen i Nakskov og slutter med den store opgave, det var at skabe et nyt hjem og overleve på den nye plet. Når de desuden møder en masse udfordringer undervejs, er der derfor meget forskelligt at tage ind, men måske kan netop alt det fremmede åbne op for en snak med børn om, hvorfor man udvandrede, hvad man mødte, og hvorfor alt var så anderledes end hjemme. I det store hele er det en god vej ind i forståelsen af den danske udvandring, og måske et alternativ til de populære bøger af Laura Ingalls, hvis historie jo begynder på kontinentet. Her begynder historien tilbage i Danmark, således at det virkelig bliver et møde mellem en gammel og velkendt verden og en ny, farlig og ukendt.

En udmærket læseoplevelse for målgruppen.  

[Historie-online.dk, den 6. august 2019]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Ida i North Dakota
Historien om Luffe
Sabotøren