Bomber over Danmark

Af Erik Ingemann Sørensen

DE LYSE FUGLE FLØJ
”Man hører så meget sludder om ”den ridderlige luftkrig”. Den melankolske sandhed er, at det 20. århundredes teknologi gjorde det umuligt at praktisere ridderlighed. Der er intet ridderligt ved at beskyde jordmål (”ground-strafing”), ingen fair play i, at en hel eskadrille sniger sig ind på en enligt bumpende transportmaskine…Det er en kendsgerning, at der på begge sider var folk, som mente, det var ren idioti at lade en fjendtlig pilot komme levende ned i faldskærm, når man kunne skyde ham. For han kunne jo sidde i en anden maskine dagen efter og skyde dig ned. Der var tilfælde, hvor flyvere i redningsflåder blev skudt, hvor flyvere, som forsøgte at slippe ud af et vrag, blev skudt…Nej, det var bestemt ikke for gentlemen (”not a gentleman affair”).

Ordene stammer fra forfatteren Larry Forresters bog ”Fly for your Life”, der er beretningen om en af RAF’s fremmeste piloter. Det var med andre ord i luften som på jorden: ”kill or get killed”. Man kommer givet ikke levende gennem en krig, hvis man ikke er i besiddelse af en endog særdeles stor og iskold kynisme. Nu gør dette jo ikke hverken de allieredes eller tyskernes piloter til koldblodige massemordere. Det er blot den nøgterne forklaring på, at man handlede som man gjorde.

Et sted, det tydeligt kommer frem, er i forbindelse med RAF’s angreb på Shell-huset i København den 21. marts 1945. Et succesfuldt angreb, men med tragiske konsekvenser, da der omkommer næsten 100 børn på Den franske Skole samt et større antal civile i området. Det er et dybt tragisk islæt i besættelsestidens historie. Under briefingen inden angrebet på Shell-huset sagde danskeren Svend Truelsen: ”Sacrifice of a few for the many”. Man vidste, at der kunne blive civile ofre – men bekæmpelsen af truslen mod modstandsbevægelsen vejede tungere. Det var absolut ikke ”a gentleman affair”.

En helt ny bog

Det er to citater fra bogen ”Bomber over Danmark” skrevet af historikerne Henrik Skov Kristensen, Claus Kofoed og Frank Weber. Bogen - der dengang var i 2 bind - udkom oprindeligt på Aarhus Universitetsforlag i 1988 under titlen ”Vestallierede luftangreb i Danmark under 2. verdenskrig”.  Den har de senere år stort set været umulig at opdrive. Den øgede interesse for 2. verdenskrig og besættelsestiden har nu fået Nyt Nordisk Forlag til at udsende bogen i anden og nybearbejdet udgave med den noget mere dramatiske hovedoverskrift: ”Bomber over Danmark”.  Det er museumsinspektør Henrik Skov Kristensen, Frøslevlejrens Museum, en markant personlighed inden for arbejdet med besættelsestiden, der er hovedmanden bag denne stort set helt nye bog. Han skriver selv herom: ”Fra mine to daværende medforfattere har jeg fået helt frie hænder til at tilrettelægge og redigere den foreliggende bog. Jeg takker for tilliden og håber, de vil blive tilfredse med resultatet”. Det kan vi andre naturligvis ikke vide, men der er al mulig grund til at være stærkt tilfreds med og jublende begejstret over den nye bog – hvad det i realiteten er. Den er ganske enkelt det optimale udtryk for historieformidling, når denne er bedst. Byggende på et formidabelt kildearbejde og en særdeles grundig forskning, suppleret med et storartet billedmateriale og skrevet i et elegant og flydende sprog, må den ganske enkelt stå som hovedværket om denne side af de dramatiske år i forrige århundrede.

Fra jorden så man kun kondensstriberne og de små prikker mod himlen. På baggrund af den fornemme research og det flydende sprog kommer læseren imidlertid så tæt på den enkelte pilot og hans skæbne, at man bliver dybt grebet. Det føles endda fra tid til anden, som sad man ved siden af piloterne under de mange flytogter, hvor målet var Danmark. Og det skal der så sandelig noget til, når man sidder med denne mursten på 866 sider.

En af de afgørende grunde til, at bogen absolut ikke føles som en mursten, skyldes den overdådige billedside. Her er der ikke – forekommer det - sparet på noget. For det første er der så mange nye, aldrig offentliggjorte, billeder, at bogen alene med disse er en milepæl. Hertil kommer, at forlaget i den grad har ”pudset billederne”, så de står ualmindeligt skarpe i det flotte tryk. Man har valgt det halvmatte papir (90 g Arctic Matt), der er stærkt medvirkende til, at billederne står så skarpt. Mange af billederne er hentet på Imperial War Museum i London og er således originale Royal Airforce-optagelser fra de enkelte togter. Her er billederne fra angrebene mod Shell-huset i København og Aarhus Universitet aldeles ypperlige eksempler på, hvad den moderne teknik kan udrette, når der kæles for detaljerne. Orker man ikke at gå i gang med bogen fra ende til anden, kan man med fordel vælge at lade billederne i sig selv fortælle historierne. Det kan der gå mange frydefulde timer med. Og luftkrigens barske realiteter ridses skarpt op med de mange enkeltportrætter af engelske piloter. Når de lettede fra de talrige engelske baser, var der ingen, der vidste, om de ville komme tilbage. Dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned – i fem år. Det var et nervepres uden for alt, hvad man overhovedet kan forestille sig. At piloterne mod alle odds magtede at kæmpe sig gennem hænger ikke alene sammen med Churchills berømte tale:
“we shall fight on the seas and oceans, we shall fight with growing confidence and growing strength in the air, we shall defend our Island, whatever the cost may be, we shall fight on the beaches, we shall fight on the landing grounds, we shall fight in the fields and in the streets,
we shall fight in the hills;” Den heroisk kæmpende pilot med det kækt svungne silke tørklæde om halsen måtte ganske enkelt klare sig gennem ved hjælp af metamfetamin. For at kunne holde sig vågen – for at kunne se døden i øjnene næsten dagligt. Uden at bryde sammen.

Fremragende formidling

Takket være det store arkivarbejde er det lykkedes for de tre forfattere at få tegnet fornemme portrætter af flere af aktørerne. Man er ikke alene med i maskinen, man føler også, at man kender piloten ved styrepinden. Ham der ser bomberne ramme, fjendtlige piloter i faldskærme – og kammeraterne, der styrter i døden i et flammehav. Eller som forsvinder i en kæmpeeksplosion lige for øjnene. Det er utrolig stærk formidling – formidling i netop den form der gør, at historie bliver levende – bliver til enkeltpersoner, som læseren kan leve sig ind i. Naturligvis kan noget sådant gøres ved hjælp af de klassiske elementer som blandt andet den historiske præsens. Men der skal mere til end blot denne for at være fremmest. Det er netop det, der er de tre forfatteres fornemme stilistiske styrke. Man skal være varsom med sammenligninger. Især med den markante gruppe af anglikanske historikere, for hvem det narrative element næsten er et adelsmærke. Her tænker jeg naturligvis først og fremmest på Antony Beevor, der med så markante værker som senest ”Anden verdenskrig”, ”Stalingrad” m.fl. virkelig har fundet formidlingens fuldendte form
Adskillige gange undervejs i denne bog sidder man dog med samme gode fornemmelse af vellykket formidling. Det er der al mulig grund til at uddele ros for.

At man undervejs må igennem enkelte ganske tunge afsnit gør ikke noget. Strukturer, kommandoveje, opbygning af squadrons, Staffels osv. er nødvendige at have med for at sikre forståelsen. Der er mange tekniske specifikationer, som ikke kan udelades, når man skal have det dækkende billede. Men. Desværre har forlaget misset et par muligheder for at formidle det tunge stof bedre. Når der konstant springes rundt mellem alle disse flytyper på begge sider, så havde det været en virkelig god og informativ støtte, om man nu havde anbragt billeder med data om de enkelte fly. Gerne modstillet de tyske. Og så har man undladt at bringe oversigtskortene. For virkelig at følge og forstå det enkelte togt, er det nødvendigt at sidde med et godt topografisk atlas ved siden af, så man kan følge ruterne. Både ind og ud. Et stort kort over Danmark, hvor man havde indplottet samtlige de mål, bogen omhandler, kunne have gjort underværker. Nu er det ikke så lidt af et arbejde, læseren skal i gang med for at sikre sig overblikket. Til gengæld bringes der et yderst detaljeret kort over de baser i England, hvorfra der blev udført bombetogter mod Danmark. Nu klarer man sig med egne kort. Men det havde unægtelig været bedre, om bogen havde indeholdt disse.

Lige så stor en forskel der var på de mål, de allierede gik efter, lige så stor en forskel er der i de hertil knyttede kapitler. ”Kedelige togter” er ikke forsøgt ”poppet op” for at sikre et generelt spændingsniveau. Det sikrer det absolutte indtryk af værkets solide faglighed. En faglighed der yderligere understreges af det usædvanligt fornemme noteapparatur, der flere steder indeholder små faglige diskussioner. Det er ypperligt og en usædvanlig fornem støtte til den, der vil bore dybere ned i emnet. Det eneste, der synes at mangle, er henvisninger til kilder på nettet, der indeholder filmisk materiale. Angrebet på Shellhuset 21. marts 1945 blev filmet af angriberne selv og ligger på nettet. Et fornemt supplement til bogens stærke fremstilling. Det virker stadig, som om forlagene ikke er nået dertil, at de rent redaktionelt beder om dokumentation i form af levende billeder. Eller slet og ret forlanger at der bringes henvisninger til supplerende materiale på nettet. Her i 2012 er den teknologiske virkelighed ikke længere en, man bare lukker øjnene for. Nu kan læseren selv kigge efter på følgende adresse: (www.youtube.com/watch?v=3QvAehsI2Oc).

De fortættede dramaer

Den store forskel på de enkelte togter afspejles naturligvis i formidlingen. Bombetogtet mod netop Shellhuset er et fortættet drama, der bliver yderlige intensiveret, da englænderne kommer til at fejlbombe Den franske Skole og en række boligblokke. Det er en af de mest gribende begivenheder under den tyske besættelse. Men forfatterne gengiver en række andre angreb med en intensitet, der medfører, at de, efter at bogen er lukket, også bliver stående med vibrerende nerve. Angrebet på Husmandsskolen i Odense og på Aarhus Universitet – begge med Gestapo-centre – er ypperligt gengivet.

Men der er især to kapitler, der med deres tragiske konsekvenser bliver stående ekstra længe.
Det ene er ”Tretten er ude – luftslaget over Aalborg den 13. august 1940” – altså i starten af krigen. Det andet er fra krigens sidste timer: ”Maj 1945 – slutslaget i de indre danske farvande.”

Angrebet på Aalborg lufthavn i august 1940 skal ses i sammenhæng med ”Slaget om England”, hvor de tyske maskiner jo kom flere steder fra. Det ville englænderne dæmme op for med dette angreb. 12 fly – alle af typen ”Blenheim” (bombemaskiner) – satte kursen mod Danmark. Herefter gik stort set alt galt. Fejlnavigation, fejltolkninger, tyske lykketræf med mere medførte, at det hele endte i katastrofe. Angrebet, der kostede 20 engelske flyvere livet, belyses fremragende med kilder fra begge sider. Og en ærlig tysk pilot indrømmer da også: ”Vi var uforskammet heldige. Vi var lige kommet hjem fra Stavanger og havde netop forladt flyene, da alarmen lød. Motorerne var stadig varme, da vi startede op igen…”

På jorden kunne tilskuerne følge de dramatiske luftkampe, se nedskydningerne og følge faldskærmene, hvoraf ikke alle foldede sig ud. Rundt om ramte de sønderskudte fly jorden, hvor de overlevende enten blev hjulpet af lokalbefolkningen eller af tyskerne. Tættere ind på livet kunne man ikke få krigen. Og der var tilsyneladende så mange med et kamera i området, at begivenheden blev rigt dækket på billedsiden.

Der er fortættet drama i beskrivelsen: ”Bristow og Ellen (efternavn) tog sig nu en hivert af Ellens whisky og fik sig en hårdt tiltrængt smøg. En lokal landmand, som havde fulgt luftkampen og set de to lande i faldskærm, kom hurtigt i kontakt med dem. Både Bristow og Ellen var stærkt opsatte på at komme tilbage til England igen og gentog gang på gang ”back to England, back to England”. Landmanden syntes at forstå deres hensigter og førte dem ind i sin lade…”

Den 16. august blev de 20 dræbte flyvere begravet på Vadum kirkegård. Det skete med fuld militær honnør og æressalut. Endnu var man så tidligt i krigen, at man respekterede fjenden. Den sidste tid blev flyverne kulet ned tilfældige steder, så lokalbefolkningen ligefrem måtte bede om tilladelse til at få ligene i ”kristen jord”.

Slutslaget om Danmark står stærkt på en anden måde. Alle vidste, at krigen i realiteten var forbi. Alligevel bliver majdagenes luftangreb uhyre blodig med tab på begge sider. Et eller andet sted gemmer der sig en engelsk vildskab. Som om alt, der kunne hævnes, skulle hævnes. Det er et ganske tankevækkende kapitel, der viser krigens forrående karakter. Men også de allieredes mistro til tyskerne. For hvad var de tyske ubåde ude på? Ville de kæmpe videre mod nord? Ingen vidste noget præcist, så for en sikkerheds skyld blev en stor del af dem sænket. Tænk at nå så langt, at man i realiteten kan høre befrielsesklokkerne for så at blive dræbt.

Som nævnt tidligere er det en på alle måder fremragende bog, der her er udkommet. Det er forrygende flot formidling der ganske enkelt må få anmelderen til at konstatere, at vi her har fået den ultimative bog om denne side af besættelsestiden. Der er al mulig grund til at kippe med flaget for de tre historikeres fornemme indsats.