Bondegårde i Skast Herred 1636-1760

Af Mogens Kragsig Jensen

Henrik Vensild har med Bondegårde i Skast Herred publiceret et værk som han emnemæssigt har beskæftiget sig med on and off siden sin studietid. Med støtte fra Landbohistorisk Selskab og Historisk Samfund for Ribe Amt er der kommet en flot publikation ud af anstrengelserne.

Skast herred ligger i Sydvestjylland og omfatter området nord for Esbjerg. Mod vest afgrænset af Varde Å, og mod øst af Sneum Å. Forfatterens hensigt er at påvise relevansen af at inddrage skriftlige kilder i arbejdet med bøndergårdes bygningshistorie. Ikke mindst herredets lange række af tingbøger fra 1636-1747 – kun med få lakuner – gør, at Skast trods den totale mangel på fysiske rester af periodens verdslige bygninger, er velvalgt som undersøgelsesområde. Det er der kommet et grundigt studie ud af, og i fremstillingen kommer man tæt på såvel gårdene, som deres beboere og omgivelser.

Bogen er disponeret i fem dele. Der indledes med en generel indføring i Skast herreds historie, topografi, natur og bebyggelsesforhold, glimrende supplereret med en række informative kort der anskueliggør variationerne i bebyggelsesforholdene i herredets 16 sogne.          

I Gårdanlæg, længetal og fagantal redegøres der for variationen i gårdenes størrelse, deres hartkorn, samt antal brugere. Derudover inddrages gårdanlæggenes omgivelser, f.eks. brønde, kålgårde, tofte og diger. Det bliver bl.a. her dokumenteret, at udviklingen i bondegårdens bygningshistorie over tid er meget ujævn. Krigs- og krisetider i midten af 1600-tallet har betydet en kvalitetsforringelse, der bl.a. afspejler sig i færre længer og bygninger, mens gårdene omvendt hen i 1700-årene atter bliver mere velbyggede. F.eks. var det omkring 1690 mest almindeligt med to længer på den typiske ryttergård i Skast herred, i modsætning til de tre eller fire længer der var hyppigst forekommende i sammenligningsmaterialet fra andre vestjyske herreder. Forfatteren er lidt forsigtig med at drage generelle konklusioner, da de målbare bygningsforhold viser sig at være meget uensartede selv for gårde af samme størrelse og beskaffenhed. Et særligt felt er problematikken omkring flere brugere af samme gård. Det bliver godt fortalt i eksemplet fra Allerup (Sneum s.) fra midten af 1600-tallet, hvor Peder Tygesens, Tøste Ingvorsens og Jørgen Sørensens sammenbyggede gårde er forsøgt rekonstrueret efter en række retsdokumenter. I dette og lignende tilfælde er den anvendte vekslen mellem teori og eksempel med til at holde læseren på rette spor.    

I Byggemåde, materialer og forandringer er det bygningernes konstruktion det gælder. I Skast herred var bygningerne ejet af bønderne selv, idet de traditionelt blev betragtet på linje med løsøre. Dette forhold ændrede sig efter svenskekrigene, hvor bønderne efterhånden måtte overdrage bygningerne til jordejerne. Forfatteren redegør overbevisende for anvendelsen og forekomsten af de forskellige konstruktioner, herunder anvendelsen af jordgravede vægstolper der hidtil har været anset som en primitivt træk, men som i stedet bør tolkes som resultat af bygningstekniske overvejelser og en rigelighed af træ.

I Stuelængens indretning koncentrerer bogen sig om forekomsten af ildsteder og kakkelovne, der anses som en af nøglerne til forståelsen af beboelsesrummenes funktion. Salshuset (d.v.s. stuehuset). er også funktionsmæssigt den bedst dokumenterede af gårdens bygninger. Også selve indretningen er en kontinuerlig udvikling, og ved periodens slutning omkring 1760 havde man nået det der skulle udgøre niveauet for 1800-tallets bøndergårde.

I Nogle gårde i Jerne og Næsbjerg – koncentreres fortællingen om gårdene i to sogne. Kilderne giver ikke mulighed for at følge en enkelt gård hele bogens perioden igennem. Men i sognene Jerne (det nuværende Esbjerg) og i Næsbjerg (øst for Varde), var en del af gårdene ryttergods, hvorfor synsforretningerne flyder lidt rigeligere.

Heldigvis hjælper en lang række af informative kort og tegninger læseren gennem forståelsen af det til tider meget faktamættede stof, og anskueliggør samtidig de store variationer der er i herredets sogne. Forfatteren har ikke glemt gårdenes beboere, og bogen er naturligvis også forsynet med et person- og stednavneregister. Undersøgelsens lange tidsspand betyder, at de anvendte kildegrupper nødvendigvis må veksle perioden igennem, og der gøres også  flere steder tanker om materialets repræsentativitet. Men specielt med det in mente er det særligt prisværdigt at forfatteren har givet sig i kast med det over hundredeårige perspektiv i bygningshistorien i et helt herred.