Borgerskab og fællesskab

Af cand. mag. Niels Høffding

Baseret på hendes ph.d. afhandling har Juliane Engelhardt begået et værk om 57 patriotiske selskaber i helstaten 1769 – 1814. Bogen er inddelt i tre hovedafsnit, der omhandler selskabernes organisationsstruktur, deres udadrettede aktiviteter og deres idé- og holdningsmæssige grundlag. Hvert afsnit har en indledning og afsluttes med en delkonklusion. Betegnelsen delkonklusion lyder lidt opgaveagtigt, og der kunne godt være anvendt en mere sigende og fantasifuld overskrift. Efter hovedkonklusionen følger 5 bilag med bl.a. medlemslister, selskabernes skrifter m.m., samt en litteraturliste og registre.

Hvad skal vi forstå ved patriotisme og de patriotiske selskaber? Medlemmerne i disse selskaber bestod af repræsentanter fra de øvre sociale lag dvs. det højere borgerskab, men også medlemmer af kongefamilien og ministre deltog eller støttede dem. Her var man ligestillet, alle var patrioter. I begrebet patriotisme indgår der en økonomisk og moralsk dimension derved, at medlemmerne skulle være arbejdsomme, flittige og disciplinerede, og det var medlemmernes opgave at udbrede disse idealer til almuen. Nationen skulle så vidt muligt være selvforsynende med varer, hvilket var i tråd med tidens merkantilistiske politik. Der var en åbenbar modsigelse i, at mange samtidig gik ind for de moderne liberalistiske principper, som Adam Smith havde formuleret i sit hovedværk Wealth of Nations, som hurtigt var blevet oversat til dansk. Den anden side af patriotismen gik ud på, at de brede lag skulle oplyses og uddannes. Som det tredje element indgik forestillingen om, at mennesket er frit fra naturens side og kun kan nære kærlighed til fædrelandet, hvis det har ytringsfrihed, retssikkerhed og privat ejendomsret.

Således herskede der en vis modsigelse mellem på den ene side en universalistisk opfattelse om, at menneskerettigheder var gældende for alle, sådan som vi senere finder dem formuleret i den franske erklæring fra 1789 og FNs konvention fra 1948. På den anden side gjorde selskaberne sig også til talsmænd for borgerlig individualisme. Enhver vidste bedst som fornuftsvæsen, hvordan man skulle tilrettelægge sin egen tilværelse. Men hvordan forene de to modstridende opfattelser, ville samfundet ikke falde fra hinanden? Modsætningen søgte selskaberne at forene ved hjælp af begrebet dyd. Hvert menneske ønskede nok at varetage sine egne interesser, men som et moralsk, ansvarsfuldt og dydigt menneske stræbte det alligevel efter at fremme almenvellet. Her tænker man uvilkårligt på Adam Smiths ”usynlige hånd”, som ordner alt til det bedste for alle. I den forbindelse inddrager forfatteren det moderne begreb om samfundets sammenhængskraft og hævder, at det er en diskussion, der allerede var i gang på den tid.

Hvilke midler tog selskaberne i anvendelse for fremme deres mål? Det var et erklæret mål, at almuen skulle oplyses for at blive bedre medlemmer af samfundet og derved mere produktive. Selskaberne søgte at forbedre almuens sociale tilstand ved at oprette spindeskoler, udbygge fattighjælpen, oprette realskoler som Borgerdydsskolerne, give præmier som opmuntring og fremme oplysningen ved publicering af moralske skrifter. På den anden side skulle de bredere lag dog ikke oplyses så meget, at de fik ambitioner om at træde ud af deres stand. Fæstebonden kunne godt blive selvejer, håndværkeren dygtigere i sit fag, men de skulle ikke nære ønsker om at ændre den sociale orden. Lykkedes dette program? Forfatterens svar er nej. Modstanden og uviljen fra almuens side var for stor. Den havde kortsigtede mål: at få mad på bordet, mens borgerskabet i selskaberne havde langsigtede mål.

Hvordan var selskabernes syn på kvindernes position i samfundet? Ikke overraskende var deres syn det traditionelle, at kvinder skulle være gode mødre og tage sig af hus og hjem. Dog mente mange, at de også skulle oplyses gennem en vis skolegang, så derfor blev der oprettet skoler for unge piger.

Hvorledes var forholdet mellem selskaberne og staten? I anden halvdel af 1700-årene var behovet for reformer presserende, hvilket bl.a. kom til udtryk i gennemførelsen af de store landboreformer. Generelt tog staten sig ikke meget af de økonomiske og sociale samfundsproblemer, den var simpelt hen ikke indrettet til det. De patriotiske selskaber var opmærksomme på dette tomrum og søgte her at spille en rolle som fortaler og opinionsdannende for reformer på en række felter. De forestillede sig, at staten på længere sigt skulle tage sig af disse problemer og deres løsning. Derfor følte mange medlemmer i de patriotiske selskaber, at de måtte tage sig af dem på privat basis. Det må understreges, at krav om politiske rettigheder ikke kom på tale. Kravet om reformer kunne medføre en kritik af enevælden, og det ønskede medlemmerne af disse klubber på ingen måde. Derfor var de meget forsigtige mht. kravet om ændringer. Frygten for revolution var også nærværende, især efter at de så, hvad den franske revolution kunne føre til. Så man kan sige, at de veletablerede borgere i selskaberne stoppede op på halvvejen. På længere sigt var der åbnet op for krav om også at få politiske rettigheder, men den udvikling hører en senere tid til, som det skete med indførelsen af grundloven af 1849 og kvindernes stemmeret i 1915.

Hvorfor forsvandt de patriotiske selskaber i årene efter 1800? Der er flere forklaringer. Dels mistede de kraften, ved at oplysningstiden hørte op med revolutions- og napoleonskrigene og for Danmarks tilfælde også med englandskrigene. Som følge af de nye tider afløstes patriotisme af en mere indadvendt nationalromantik. Dels stækkedes den tålte mulighed for at ytre sig ved stramningen af censuren i 1799 og landsforvisningen af P.A. Heiberg og Malthe Conrad Bruun. Endelig påtog staten sig langsomt at gennemføre de sociale og politiske reformer, som de patriotiske selskaber havde agiteret for. I det helt lange perspektiv mener forfatteren, at denne udvikling fører frem til den moderne velfærdsstat.

Forfatteren har skrevet en bog om et ikke særlig velbelyst emne baseret på et meget omfattende kildemateriale. Man undrer sig noget over ved i introduktionen at læse, at forfatteren afstår fra at fremlægge en tese, der er mere beskedent tale om en materialefremlæggelse (s. 22). Det må undre, da den samtidig hævdes at være et resultat af videnskabelig grundforskning. Man må forvente, at der formuleres en hypotese, som må være styrende for valget af materiale. Der stilles da også en række styrende spørgsmål (s. 23), men de har nok en mere analytisk karakter end en egentlig tese.

Da bogen vel er beregnet til en bredere læserkreds, kunne den med fordel være forkortet. En del gentagelser kunne være luget ud. F.eks. kunne tredje kapitel om tidens generelle historie være kortet ned eller helt fjernet, da en læser af en bog af denne karakter må formodes at være bekendt med det almene historiske stof. Ellers findes det let andre steder.

Bogen har bl.a. sin styrke i den idéhistoriske synsvinkel, som medfører, at vi kommer godt rundt i tidens filosofiske tankegods. Men man må studse over, at så betydelige filosoffer som Foucault, Rorty, Gadamer, Horkheimer og Adorno spises af med en halv side (s. 268f.).

Billedmaterialet kunne også have været mere righoldigt. Da det drejer sig så meget om almuen, kunne der ud over et billede af fattige spindepiger godt have været billedgengivelser af f.eks. fæstebønder og selvejere for visuelt at fremstille selskabernes forestillinger om bøndernes sociale udvikling.

Juliane Engelhardt har skrevet et vægtigt værk i et let læseligt sprog om et underbelyst emne baseret på et omfattende kildemateriale. Hun formulerer en forhåbning om, at andre vil få glæde af dette og måske arbejde videre med emnet uden dog at antyde, i hvilken retning den fremtidige forskning kunne gå.