Breve fra Anders

Af Henning Lyngsbo

Det er svært at lægge en bog fra sig, når den handler om danske krigssejlere. Det gælder også for Anders Bjørn Hansens nyligt udgivne bog: Breve fra Anders. Den bygger godt nok på samme koncept som mange andre bøger, der fortæller om sidste verdenskrig. En kronologisk fortælling om hovedhistorien – krigens data – garneret med en mangfoldighed af fortællinger/oplevelser fra de implicerede personer, militær eller civil, om øjeblikkets – nuets - fortællinger. Bogen er velskrevet og læsevenlig. Fint noteapparat, kildeoversigt, litteraturliste, person- og stedregister.

Men Anders Bjørn Hansen har desuden lagt en rød tråd bogen igennem. For nogle år siden fik han overdraget et stort antal breve skrevet af hans farbror Anders Hansen til dennes ægtefælle Inger Karla Hansen. De var nygifte, da Danmark blev besat. Mens Inger passede deres 2½ værelses lejlighed på Østerbro i hovedstaden København, passede Anders sit job som andenstyrmand på ØK-skibet m/s Panama, der efter en tur over det sydkinesiske hav var kommet til Filippinernes hovedstad Manila, da Danmark blev besat d. 9. april 1940.

Sidste gang ægtefællerne havde set hinanden var i januar 1940. Men selv om Danmark da var frit, var verdenskrigen for længst begyndt for Danmarks søfart og de danske sømænd. Tysklands angreb på Polen d. 1. september 1939 og de heraf følgende krigserklæringer fra England og Frankrig gjorde havet til krigsskueplads. Som forfatteren skriver, gav det søfolkene en markant forskellig oplevelse af krigen i forhold til befolkningen i Danmark. Alene i perioden september 39 til april 40 forliste 29 danske skibe som følge af torpederinger og minesprængninger. 345 søfolk omkom.

Samlet befandt der sig omkring 6.300 danske søfolk uden for de danske farvande på danske handelsskibe. Hovedparten var med fra krigens start til dens afslutning. De fleste deltog i krigen på de allieredes side. Omkring 1.000 danske søfolk mistede livet.

Tabstallene fra søen er tankevækkende, når man sammenligner dem med de relativt lave tabstal, Danmark havde på landjorden i hele besættelsesperioden, herunder modstandsbevægelsens tab.

Anders omkom d. 11. april 1945, da m/s Panama forliste i Atlanterhavet.  Godt 3 uger før Danmarks befrielse og godt 4 måneder før krigens endelige afslutning ved Japans kapitulation.

Gennem 5 år havde Anders jævnligt skrevet brev til Inger. Men brevene blev ikke afsendt, idet de afleveredes til postforsendelsen med den klausul, at de først måtte sendes til Danmark, når freden var indtrådt. Da brevene i sagens natur var indleverede på forskellige destinationer verden over, kom de derfor til Danmark efter krigens afslutning uden kronologi eller fast frekvens. Det siger sig selv, at det må have været en stor belastning for Inger, at hun overhovedet ikke fik breve under hele besættelsestiden. Men lige så slemt må det have været at modtage dem stykvis og ikke i datoorden. Nogle af de første breve, hun fik, var de senest daterede breve, og de byggede jo på forudsætninger i de breve, som endnu ikke var fremkommen. Anders havde næppe tænkt over den effekt. For ham var det vigtigt, at der ikke kom noget brev til Danmark under besættelsen, hvor det kunne blive opsnappet af tyskerne med deraf følgende risiko for personforfølgelser.

Det er vel umuligt at sige, at Inger har fået alle de breve, Anders med tiden havde skrevet. Men de modtagne har været i et så stort antal, at Anders´ nevø, forfatteren, kunne anvende dem som den røde tråd i sine mange fortællinger. Brevene er også fortællinger. Om Anders og hans omgivelser. Om hans længsel efter Inger og hendes nærhed. Om hans politiske bevidstgørelse. Om hans fortvivlelse over skæbnens legen tagfat. Og om hans enestående pligtopfyldelse i en verden i kaos.

Forfatteren gengiver imidlertid ikke de enkelte breve in extenso. Ligesom han heller ikke gengiver alle breve. Forholdet mellem citattekst og brevenes samlede tekst er derfor ubekendt for læserne. Og da brevene – mig bekendt - er utilgængelige for læserne, er det ikke muligt at opnå et samlet billede af personen Anders og hans oplevelser. De anvendte citater er i vid udstrækning skåret over den samme læst: Længsel efter Inger. Men som forfatteren skriver: Bogen er ikke nogen biografi.

Anders skrev mange og ofte lange breve. Et sted anfører forfatteren, at Anders i gennemsnit skrev 10 om året. Det må være en fejlskrift. Hvis man optæller de daterede breve anført i bogens noter er der skrevet langt over 100 breve i de 5 år. Det giver mindst 20 breve årligt. Det er ret meget som kildemateriale betragtet, og da Anders ikke var nogen dårlig skribent, sidder man med en fornemmelse af at være forholdt et og andet. De anvendte citeringer får derved let et skær af idealiseringer. Bogens hovedtitel er Breve fra Anders, så det er vel berettiget at have forventninger om en vis tyngde og information derfra.

Til gengæld må jeg rose forfatteren for sin behandling af det yderst spegede spil om rettighederne over de danske skibe, der befandt sig uden for dansk territorialfarvand. For de krigsførende lande var skibstonnage en mangelvare. Så med tyskernes overfald af Danmark var der godt 600.000 brt uden for Danmark. Og hvad skulle der ske med dem? 

Besvarelsen heraf blev grumme kompliceret på grund af den danske regerings kollaborationspolitik overfor tyskerne. I modsætning til Norge, der gjorde modstand, og dermed straks gjorde sig til allieret med de lande, der kæmpede mod tyskerne. I første række England og Frankrig. Imens opfattede disse 2 lande – og andre med – Danmark som tyskervenligt og dermed værende i kategorien fjende. Dermed var der fri adgang til at beslaglægge de danske handelsskibe, hvor man kunne komme til det. Først og fremmest hvor skibet lå i en britisk eller fransk havn. Men også på det åbne hav.

Tyskerne var klar over disse muligheder og søgte at tvinge den danske regering og de danske rederier til at beordre skibene hjem eller i det mindste til en neutral havn.

Hertil kom, at man ikke kunne kommunikere med alle skibene. Så de danske skibskaptajner og deres besætninger kom uforskyldt i nogle alvorlige overvejelser. Hvor skulle man sejle hen?  I flere tilfælde var der uenighed mellem besætning og kaptajn. Det kom et par gange til mytteri. 

Forfatterens beskrivelser af, hvad der skete på det administrative plan og ude på skibene i en krig, der også interesserede sig for, hvilken rolle de danske skibe nu skulle spille, er spændende læsning. Jeg kan ikke erindre nogen historiker fremstille dette emne bedre, end Anders Bjørn Hansen gør det.

Forfatteren har ikke taget forholdene i hjemmeflåden og i fiskerflåden med i sin bog. Det er en fornuftig beslutning. Det gør det nemmere for læseren at koncentrere sig om de udenlandske forhold.

Forfatteren giver os et bredt, men også meget detaljeret billede af vilkårene for de danske krigssejlere, der i stigende grad oplevede dagligdagen som et helvede af nærmest kosmiske dimensioner skabt af havets vildskab og krigens galskab.

Det er nogle gange med gru i øjnene, man læser om krigssejlernes dødbringende oplevelser. Slemt er det også at læse om, hvordan Anders gik ned med sit skib, fanget i styrehuset af havets favntag. Han nåede således ikke at komme fri. Slemt er det også at læse om Ingers ensomme oplevelse af befrielsen og sidenhen den ultimative meddelelse om, at Anders var død.