Breve hjem

Af Erik Ingemann Sørensen

Den sig nærmende jul er et slags jubilæum. Det er vel i realiteten netop 100 år siden, menneskeheden kunne fejre den allersidste jul i et civiliseret Europa – i ”Die Welt von Gestern”, som Stefan Zweig skriver. 1. verdenskrig vendte for altid op og ned på den europæiske civilisation. Siden er vi ikke vendt tilbage – gør det måske aldrig.

Det tilstundende 100 år for krigens udbrud har fået Gyldendal til at genudsende bogen ”Breve hjem – danske soldater i Første Verdenskrig”, der udkom første gang i  1917 og 1918 under titlen ”Danske Soldaterbreve” – første og anden samling. Udgiveren var forfatteren Harald Nielsen, der allerede under krigen fik udgivet både ”Sønderjyske Soldaterbreve” og i henholdsvis 1917 og 1920: Danske Soldaterbreve I og II”.  Det er de sidstnævnte, der genudgives i forbindelse med jubilæumsåret – med et glimrende forord af historikeren Claus Bundgaard.

Det hedder sig ofte, at billeder siger mere end ord. Det er i visse situationer naturligvis rigtigt, fordi de brænder sig så umådeligt fast på nethinden. Den lille pige fra Vietnam er det umuligt at glemme. Heller ikke Zapruders billeder.

Over for dette står den engelske digter, Thomas Gray’s sætning: ”Words that burn…” Det kunne sagtens have været underteksten på denne fremragende bog. Der er så megen gru og så mange rædsler i disse breve, at de er svære at glemme. Og her må man erindre, at det er ganske almindelige mennesker, der skriver om deres oplevelser, om deres dagligdag.

Brevene stammer blandt andet fra tre danskere, de havde meldt sig til Fremmedlegionen, samt fra udvandrere. En interessant spredning. Legionærerne havde jo meldt sig for spændingens og udfordringens skyld. Det var krigen ”an sich”, der var målet. De andre gjorde sig mere tanker over kampen mod det Tyskland, der havde nedkæmpet Danmark 50 år tidligere.

Frem og tilbage uden forståelse

Der er et fælles element i de mange breve: de talrige bevægelser fra punkt a til punkt b. I bagende sol, hvinende snestorm, søle og ælte. Den menige soldat har intet overblik, ingen fornemmelse af, hvad der sker rundt om. Rygternes løbeild er velkendt, men overblikket får den menige aldrig. Derimod: ”Bajonet på – fremad”. Dag efter dag – nat efter nat, mens man kunne høre skrigene fra de sårede kammerater ude foran skyttegravene.

Til gengæld kunne officererne sidde trygt langt bag fronten og diskutere, hvordan man næste dag skulle satse på endnu et angreb. Fremragende beskrevet i Andre Maurois’ ”Oberst Brambles messe”. Hvinende satirisk hedder det her i en konstatering fra en engelsk officer: ”I krigstid er soldatens liv undertiden forbundet med direkte livsfare”. Og senere: ”Det skal blive godt, når krigen er slut, og vi kan komme hjem til nogle ordentlige manøvrer”.

Brevene fra mudderet, skrevet af soldater, der søgte skjul bag kammeraternes opstablede lig, beretter om en helt anden virkelighed.

Det er voldsom læsning selv så mange år efter – ofte gribende i deres ”naivitet”, hvor den  allesteds nærværende død alligevel synes at være uvedkommende. Det hele går jo nok. Og det er nok ikke mig, der sker noget med. Og så alligevel små indskudte sætninger med håb om og længsel efter at sidde hjemme i det fredelige Danmark. Flere af brevene giver endog udtryk for, at brevskriveren har svært ved at forstå, at Danmark er neutralt, der tales om, at nu skal der tages hævn over Tyskland. 1864 skal betales tilbage.

Velvalgt udformning

Umiddelbart synes man, der mangler både billeder og kort i bogen. Men da Claus Bundgaard jo tidligere har udgivet bogen om danskerne på Vestfronten og sammen med Martin Bo Nørregaard: ”Verdenskrigens danske billeder – 1914 – 1918”, så er det her, man må finde det ønskede materiale.  I begyndelsen var denne anmelder lidt irriteret over det manglende billedmateriale. Men måtte erkende, at såvel de omtalte bøger som nettet i rigelig grad supplerer bogen. Det er som tidligere nævnt ”Words that burn…”hvorfor de i stærkeste grad lever i sig selv.

Harald Nielsens breve fra de sønderjyske soldater er udeladt. Men den interesserede læser kan finde disse på:

https://archive.org/stream/snderjyskesold00nieluoft#page/n5/mode/2up

Samme sted kan man læse et lille digt, skrevet af en sydslesvigsk mor om sin faldne søn:

”Han sover nu i fremmed jord/min muntre, blonde dreng…”

Med denne genudgivelse har Gyldendal virkelig formået at rejse en stele over krigens meningsløshed.