Buen og gnisten

Af Louise Karlskov Skyggebjerg, Teknologihistorie DTU

”Buen og gnisten. Pionererne fra radioens barndom” er en både velskrevet og fascinerende – men også irriterende bog.

Vinklen er de store mænds historie, altså en traditionel heltehistorisk tilgang til et spændende emne, der ellers emmer af forandret hverdag. Radioen (og dens lillebror fjernsynet) er en af de ting, vi bruger hele tiden, uden at tænke nærmere over det, uanset om det er for at begynde dagen med lidt nyheder eller for at blive underholdt af god musik bag rattet i morgentrafikken. Det er derfor også en øjenåbner for mange, at radioen begyndte som noget helt andet. Den begyndte som et trådløst kommunikationsmiddel, der spillede en helt særlig rolle for kommunikationen med skibe, og der gik adskillige årtier, før radioen blev tænkt til broadcasting. Hitler gjorde brug af radioen som et massekommunikationsmiddel i 1930’erne, men det var ikke første gang, at den nye teknologi spillede en rolle i krigshistorien. Radioens tidlige historie er om noget en historie om kampen mellem stormagter om kommunikationen på lange distancer og til søs, og hvert land har så at sige sine helte på området.

Bogen er fascinerende, fordi Lise Bock har sat sig for at fortælle radioens tidlige historie som trådløst kommunikationsmiddel, og det gør hun velskrevet og medrivende. Læseren bliver i nævnte rækkefølge præsenteret for H.C. Ørsted, Michael Faraday, Heinrich Hertz, Guglielmo Marconi, Valdemar Poulsen, Reginald Fessenden, Lee de Forest og Peter L. Jensen. Hele bogen er faktisk struktureret omkring disse videnskabsmænd og opfinderes historie og det i en sådan grad, at vi når endog meget vidt omkring. I kapitlet om H.C. Ørsted er det ikke kun hans opdagelse af elektromagnetismen, der præsenteres, men der er også lige en faktaboks om ”Ørsted, Danmark og kongerne” og ½ side om udskiftningen. Tanken bag, at sætte de radiohistoriske begivenheder ind i en bredere historisk kontekst, er sympatisk og god, men desværre bliver det også lidt flagrende.

Det er sjovt at læse om Faraday, der måtte tømme chefens natpotte for at blive noget ved musikken, men det er mindre sjovt at læse om hans anstrengte forhold til chefens kone, og det er et af de steder, hvor jeg begynder at tænke over, hvilket relevanskriterium, der mon har været lagt ned over de rigtig mange bihistorier i bogen? Det er selvfølgelig yderst relevant at fortælle om radiokommunikationen omkring Titanics forlis og radioens rolle i 1. verdenskrig, men hele 27 sider med en detaljeret gengivelse af Jyllandsslaget, virker lidt som om historierne er løbet af med forfatteren. Det er i hvert fald svært at følge den røde tråd alle steder i bogen, der også er præget af en del gentagelser. Nogle af dem er sikkert bevidste, fordi kapitlerne så nemmere kan læses hver for sig. Alligevel kunne man godt have tænkt sig en lidt grundigere redaktørhånd.

Der, hvor bogen for alvor bliver lidt irriterende, er dog i dens entydige heltehistoriske tilgang. Lise Bock har tydeligvis været igennem en meget omfattende og grundig research og har også radiohistoriske hovedværker som Hugh Aitkens bøger og Hans Buhls spændende forskning i Valdemar Poulsens buesender på litteraturlisten. Det er dog alligevel, som om hun har læst mere i selvbiografierne og de (nationale) heltebeskrivelser, og det nævnes fx ikke, at H.C. Ørsted nok i virkeligheden blev overhalet af en italiener, når det gjaldt opdagelsen af elektromagnetismen (men ånd som dansker bare lettet op igen – det var vores nationale helt, der formidlede sin opdagelse og gjorde elektromagnetismen kendt).

Bocks personorienterede fortælling er med til at gøre historien personlig og medrivende, men den er desværre også med til at gøre den mindre troværdig, når der fx står om Marconi, at han efter at have tænkt over usynlige bølger en enkelt nat var klar med en fuldt færdig vision (s. 73), eller når Ørsted beskrives som den rette mand i det rette øjeblik (s. 29). Er teknologiudvikling virkelig et spørgsmål om geniale mænd, der må gå så grueligt meget igennem, før de tildeles den rette ære (men sjældent den økonomiske gevinst)? Det er i hvert fald ikke det, den aktuelle forskning i teknologihistorie afspejler.

Jeg vil klart anbefale bogen til den almindeligt interesserede læser, for den er spændende læsning fyldt med mange sjove oplysninger om radioens krøllede historie, men som modvægt til heltetilgangen vil jeg anbefale, at man bagefter læser fx den engelske historiker David Edgertons lille og letlæste bog fra 2006, ”The Shock of the Old. Technology and Global History since 1900”. Heri præsenteres en hel anden måde at fortælle teknologihistorie på, nemlig som en fortælling om dagligdagen, det gamle, brugerne og det almindelige. Edgerton skriver ikke så meget om radioen, men påpeger blot i sit afsnit om nationer, at teknologier som flyvemaskinen og radioen på en og samme tid var ”at the heart of the naïve techno-globalism vision of an interconnected world” og ”the tools of a new national despotism” (s. 116). Hvor militæret hos Bock mere eller mindre overlades til rollen som kunden, mens vores allesammens opfinderhelte spiller hovedrollen, er Edgerton langt mere eksplicit om radioens militære oprindelse og taler om militæret som ”the key shapers of the new” (s. 159). Og så er han i et hele taget forfriskende i sin kritik af den traditionelle teknologihistories overdrevne fokus på opfindere og nye opfindelser og hans alternative tænkning omkring ”the history of technology-in-use”.

Gid Edgertons bog og andre moderne teknologihistoriske værker også havde været en del af Lise Bocks omfattende research. Min påstand er i hvert fald, at spændende og medrivende bøger om teknologihistoriske emner ikke behøver at lade sig nøjes med historien om heltene. Der gemmer sig også gode – og måske endnu bedre – historier mange andre steder. Og dem håber jeg, at Lise Bock vil tage fat i på et senere tidspunkt.

Historie-online.dk, den 23. maj 2017