1974. Et tysk møde

Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk

Den 22. juni 1974 blev der spillet en helt speciel fodboldkamp i Hamburg. Det var sidste kamp i gruppespillet ved VM i Vesttyskland, og de to tysklande skulle for første og eneste gang spille en VM-kamp mod hinanden.

Det handler denne bog om – eller rettere: med udgangspunkt i denne fodboldkamp handler den om alt muligt andet, og først og fremmest om samfundet, tiden, menneskene og meget mere i hhv. BRD og DDR. Det er altså ikke en fodboldbog, men vi får dog referat fra denne specielle kamp og en del andet fodboldrelateret – ikke mindst om nogle af hovedpersonerne på Volkspark Stadion i Hamburg. Vesttyskerne havde en gylden generation anført af Beckenbauer, Breitner, Overath, Müller m.fl., men ved VM i 1974 blev den måske allermest gyldne af dem alle, Günther Netzer, kun sparsomt benyttet. En af de mere anonyme, Bernd Hölzenbein, fik derimod sit gennembrud. Det var ham, der blev nedlagt i feltet i finalen, hvilket medførte straffespark og mål, og Frankfurt og fru Jutta modtog ham som en helt efter turneringen. (Anmelderen husker i øvrigt ikke, at der tilsyneladende var polemik om straffesparket, hvor nogle åbenbart antydede, at Hölzenbein spillede ’svanens død’. Ved et chek på Youtube kan man konstatere, at straffesparket vist var helt OK. Mere tvivl kunne der være om det straffespark, Holland fik efter få sekunders spil: Var det indenfor eller udenfor feltet. Det var nok indenfor, det var jo dog de orange, anmelderen holdt med!)

Østtyskerne havde også et fint fodboldhold, men slet ikke med de samme superstjerner som det vesttyske. Det var første gang, holdet var til VM, så det var stort – og et kontingent nøje udvalgte fodboldtilskuere fik lov at rejse til Vesten.

På DDR-holdet var der forsvarspillerne Lothar ”Lotte” Kubjuweit og Konrad ”Konny” Weise fra Karl Zeiss Jena og midtbanespilleren Gerd Kische fra Hansa Rostock, alle loyale DDR-fodboldspillere, der ikke kunne finde på at hoppe af. Hvorfor skulle de det – de havde det jo ret godt som fodboldspillere i øst. Og politik interesserede dem muligvis ikke særligt meget. Med udgangspunkt i den tysk-tyske kamp bør naturligvis også nævnes angriberen Jürgen Sparwasser fra Magdeburg, der afgjorde kampen – og midtbanespilleren med det herlige navn Rüdiger Schnuphase, der senere blev afsløret som informant til Stasi.

Men det er ikke blot fodboldspillere, der kommer til orde i denne bog, slet ikke – og fodbold havde ofte kun perifert noget med disse personer at gøre, men til gengæld fortæller de historien om de to tysklande på hver sin side af muren.

En der i Vesttyskland ikke interesserede sig det fjerneste for fodbold var Doris Gercke, som oprindeligt kom fra DDR og var noget så sjældent som medlem af det vesttyske kommunistparti. Som guide for de østtyske tilskuere i Hamburg så hun sin første og eneste fodboldkamp. Hun er en af de almindelige tyskere, som medvirker i denne bog. Almindelige i den forstand at de ikke var kendte i offentligheden, men naturligvis med en historie at fortælle – og hun gjorde sig i øvrigt senere gældende som forfatter.

Jutta Wachowiak var feteret skuespiller i Østberlin, men oplevede ved sammenlægningen af de to tysklande, at der ikke var så meget brug for hende længere. At det kunne være svært at kæmpe mod de arrogante vest-instruktører og andre vestlige teaterfolk. Hun var i øvrigt heller ikke særlig interesseret i fodbold.

Klaus Jünschke hed en vesttysker, der heller ikke interesserede en tøddel for fodbold. Han var dømt terrorist og sad i forvaring for sin medvirken i Rote-Armee-Fraktion og nogle voldelige aktioner. Hans tid i fængsel førte i øvrigt til en erkendelse af det paradoksale i at bekæmpe den voldelige stat med vold. Hans historie fortælles – hvordan han blev en del af 2. generation af RAF-terrorister – og hvordan hans overvejelser i fængslet udviklede sig.

Mathias Brandt var søn af forbundskansler Willy Brandt, og han gik meget op i VM 1974. Han var stor fan af Netzer, og det var naturligvis yderst skuffende for ham, at bundestræneren ikke ønskede at benytte sig af den elegante midtbanespiller, bortset fra 20 minutter i DDR-kampen, hvor han ikke fik bolden ret mange gange. Skuffende for ham var det også, at det samme år blev afsløret, at der var en østtysk spion i Brandts sekretariat, hvilket førte til Brandts afgang som kansler. I juni 1974 var Tito på besøg i Brandts villa, og han forærede Mathias en jugoslavisk fodboldtrøje. Mathias’ store interesse for fodbold stilnede i øvrigt af med teenageårene. Han blev skuespiller i stedet for fodboldspiller.

Ronald Rengs bog er en uhyre spændende og deltaljeret samfundshistorie om to stater ved siden af hinanden – den ene kapitalistisk, den anden statssocialistisk – begge tyske og med masser af menneskelige og familiemæssige tråde på tværs af grænsen. Og her kommer den unikke fodboldkamp ind som et fixpunkt, der giver lejlighed til at fortælle om de to meget forskellige samfundsopbygninger og først og fremmest de mennesker, der boede i de to lande. Det er meget flot gjort – og ganske inciterende, for man må læse videre for at finde ud af, hvordan det siden gik de mange personer, der udtaler sig og portrætteres i bogen. Her er blot nævnt nogle få eksempler. Det overlades til forhåbentlig mange danske læsere at finde ud af, hvem de øvrige var. Og samtidig få en masse viden om en tid i vort (vore) naboland(e).

Bogen er fint oversat af Lars Werge, og bogen er nr. to på hans og hustruens forlag, Werge & Whitt. Den første handlede i øvrigt helt klart om fodbold, idet det er en hyldest til Vejle Boldklub. Så det er kun vigtige sager, der kommer fra det forlag!

[Historie-online.dk, den 8. januar 2025]