1983 - Den kolde krigs højdepunkt
Af Simon Valentin Mortensen, Historisk Afdeling, Aarhus Universitet
Titlen på Rasmus Dahlbergs bog er et postulat, som set fra et historisk perspektiv i høj grad kan diskuteres. Under Cuba-krisen i 1962 var den amerikanske regering meget tæt på at gennemføre luftangreb imod sovjetiske militære installationer på Cuba. Kennedy besluttede sig for en blokade af Cuba i 1962, hvilket juridisk set var en krigshandling. Eisenhower-administrationen overvejede at angribe Kina med atomvåben under en krise i Taiwan-strædet. Under Koreakrigen var amerikanske tropper i kamp med kinesiske styrker. Under Vietnamkrigen kom det jævnligt til luftkampe mellem sovjetiske og amerikanske piloter. Den sovjetiske generalsekretær Nikita Khrustjevs labile kurs under Berlin-kriserne fra 1958 til 1962 gav en overgang den amerikanske regering valget mellem en ydmygende kapitulation eller indsættelse af militær magt for at holde adgangsvejene til Berlin åbne. Da amerikanerne ikke havde de konventionelle styrker til sådan en operation, var indsættelsen af atomvåben den logiske militære konsekvens, hvis ikke Khrustjev var bøjet af.
Men titlen er yderst dækkende for Rasmus Dahlbergs tilgang til historie. Han forsøger helt bevidst at dramatisere, blandt andet ved at skrive i nutid. Og hans historie er konstrueret på grundlag af et ganske stort materiale. Hvis man kan tale om en tese i bogen, så er det at sammenfaldet mellem en række begivenheder og kriser bragte verden på randen af en atomkrig i 1983, for nu at bruge Rasmus Dahlbergs maleriske sprog. Han viser da også, at der var stærke spændinger i det år. Amerikanske militære interventioner i Libanon og Grenada fandt sted næsten samtidigt med det sovjetiske luftforsvars nedskydning af et sydkoreansk passagerfly. Disse begivenheder faldt sammen med en intensivering af våbenkapløbet. Den amerikanske oprustning tog fart, amerikanerne optrappede deres militære aktiviteter nær den sovjetiske kyst, og NATO opstillede 572 mellemdistance missiler i Vesteuropa, som svar på den sovjetiske opstilling af SS-20 missiler. Dertil kom en række tekniske svigt i de sovjetiske varslingssystemer, og det sovjetiske magtapparats paranoide vrangforestillinger om Vesten, der blev næret af præsident Ronald Reagans barske retorik. Bogen er dog alt for ensidigt verificerende i behandlingen af denne tese til at have forskningsmæssig værdi. Der var mange falske alarmer under den Kolde Krig, og Josef Stalin var næppe mindre paranoid end Jury Andropov.
Men Rasmus Dahlberg har utvivlsomt en pointe i, at der under hele den Kolde Krig eksisterede en latent risiko for, at en krise medførte et militært sammenstød mellem supermagterne. Og USA og Sovjetunionen havde magtmidler til rådighed, hvis ødelæggelseskraft overhovedet ikke tåler sammenligning med f.eks. den moderne terrorismes mest vellykkede aktioner. Hvis den dramatiske fortællestil kan bidrage til at fjerne noget af den dybt historieløse Kold Krigs nostalgi, som har bredt sig efter terrorangrebene den 11. september 2001, så har Rasmus Dahlberg formidlingsmæssigt gjort et godt stykke arbejde.
