90’er bogen
Af Trine Grejsen
Bogen består af ni kapitler: Humor, Grunge, Hiphop, Techno, Mode, Sex, Natteliv, Film og TV samt Musik. I indhold er der desuden ni overskrifter, der dækker over hver sit opslag hvidt på sort om: Befrielsen (EM 1992), Rejse (med rygsæk), Blokér sabotér, www, udenlandsdansk, nye feminister, mobil, freelanceliv og action (bungee jump). Og der er masser af ”stemmer fra fortiden” med citater fra aviser, radio og øjenvidneberetninger. Dertil kommer et flot layout med masser af illustrationer og små faktabokse i siden af opslagene til de oplysninger og billeder, der også lige skulle med.
90’erne bliver defineret som tiden fra Berlinmurens fald til 11. september 2001 og de unge som dem, der var født i 1970’erne enten som de sidste i generation X eller de første i generation Y. Ja, man bærer faktisk for evigt tegnet på, at man var ung før 90’erne i form af koppearret. (Koppevaccinationerne blev dog først helt udfaset i 1976).
Kapitlernes indhold varierer meget i bredden. ”Vi” der både er koparrede og fra Jylland får naturligvis flashbacks, når der i kapitlet om humor og ironi fortælles om Tæskeholdet, ”Go’ nat og sov godt” med Tim og Gordon, Husk lige Tandbørsten og Poul Kjøllers comeback, altså den del af kulturlivet, der kunne bringens videre via blade, TV og radio, mens der i nogle af de følgende kapitler beskrives subkulturer, som de færreste og ingen uden for den københavnske ungdomskulturelite var en del af.
Kapitlerne om grunge, hiphop og techno handler naturligvis om musikken og kulturen omkring de forskellige miljøer, og de fleste kan jo huske Nirvana og Kurt Cubain, mens den danske grungescene måske ikke nåede ud til alle. Og emnerne bliver smallere i de følgende kapitler om hiphop og techno. Det opvejes dog af, at Ditte Giese her træder ind og fortæller om egne oplevelser med at være pige i hiphop-miljøet kombineret med en grundig gennemgang af udviklingen i den københavnske hiphop, hvor Natasja slog sine folder, inden hun langt senere blev landskendt. Det er forfatterens egen 90’er ungdom, og det mærkes. Techno er også en grundig gennemgang af technoens ankomst til Danmark og udviklingen i årtiet samt de skelsættende raves, blandt andet Ultramarin Trekroner. Pladeudgivelserne og kapitlerne er rigt illustreret med eksempler på de flyers, der blev delt ud.
Mode er jo altid sjovt at se tilbage på, og her er ingen undtagelse. Udviklingen i streetware fra hættetrøjen var en sjældenhed over den ternede flonelsskovmandsskjorte bundet om livet til Hummels genkomst, da alle sportsmærker hoppede på bølgen med hverdagstøj. Det var også i 90’erne, shopping, stil og supermodeller kom på banen. De unge ville have GG, LV, CK, D&G: de let genkendelige logoer er som skabt til at blive vist frem, og det blev de. Internationale modemagasiner rykkede ind på pigeværelserne, så man kunne følge med i, hvad der var hot og drømme om en karriere som supermodel.
Sex og pornobranchen gjorde et scoop i 90’erne. De udvidede deres målgruppe og blev vel næsten mainstream først med Erotica2000 messerne, der som et af de få live-fænomener, der er nævnt i bogen, også nåede ud i provinsen. Der udkom ”erotiske” blade målrettet kvinder, og Ekstrabladet fik ekstrabladsfyr. Snart var der nøgne m/k-er overalt, ikke mindst i reklamer, men også på TV dukkede der porno op på diverse kanaler. Kronen på værket var ”Stripperkongens Piger” en dokusoap, der fulgte nogle strippere. Seksualiteten fik en fremtrædende plads med Wonderbra, Monica Lewinsky og Jolly Cola-reklamerne med Tina Kjær.
Nattelivet kredser igen udelukkende om København og kan for den læser, der ikke lige var til stede virke som en opremsning, der dog beskriver, hvad alle de forskellige klubber, diskoteker etc. havde som kendetegn. Og så var der selvfølgelig Vega og NASA, dem har alle jo hørt om. Et fænomen fra provinsen blev dog importeret,: Crazy Daisy og lignende, der havde fri bar og ikke var et sted, man kom.
Film og TV, her kan alle igen være med og mindes kultklassikere som Beverly Hills, Twin Peeks og Nye Anden. På filmsiden Natural Born Killers, Pusher og Pulp Fiction, hvor volden var hovedpersonernes hverdag.
Musik består af plade/CD-covers fra de plader, der var årtiets highlights, valgt ud fra originalitet, gennemslagskraft…” og af dem var der ikke mange danske og færre dansksprogede. Jeg kunne kun finde Bjørn Svin, og det undrer faktisk, når man i de foregående kapitler har læst så meget om den danske rap, at de covers der illustrer de kapitler ikke er med i listen over periodens albums. Kapitlet burde vel have været en CD med årenes hits, men det er nok ikke så lige til at få lov til at lægge ved en bog.
Bogens forfatter Ditte Giese er født i 1977 og uddannet journalist fra Syddansk Universitet, Institut for Journalistik i 2004. Kritiker siden 2006. Har arbejdet freelance for magasiner som Eurowoman og Cover, siden 2005 tilknyttet Politiken, først på iBYEN-redaktionen og fra 2007 fast på kulturredaktionen som reporter og musikanmelder. Skriver hovedsageligt om musik i genrerne hiphop og pop, anmelder også TV og skriver kommentarer, især inden for køn, natteliv og ungdomskultur. Det står der på Politikens hjemmeside, og det CV er nu blevet til en bog. Musikkapitlerne og erindringen forfalder lidt til at ”det var bedre i gamle dage”, før ungdomskulturerne blev mainstream og værre endnu, blev overtaget af ”Poptøserne-M/K-….De unge, der godt kan lide at gå i fitnesscenter, høre The Voice, deltage i realityshows… og danse på Crazy Daisy”.
Men var man med, hvor Ditte Giese var i 90’erne, er hele bogen et sikkert hit, for andre, der var unge i 90’erne og som tidsbillede er de lidt bredere kapitler de bedste og for musiknørder vil kapitlerne om hiphop og techno uden tvivl være gode til opslag.
