Afhopperne
Jesper Clemmensens tredje bog om afhoppere til Danmark fra de kommunistiske diktaturer er rystende læsning. Skrevet på en måde så læseren har svært ved at lægge den fra sig. Det er journalistisk historieskrivning i fornemste form.
Af Erik Ingemann Sørensen
”Man kan stikke af. Det…er heller ikke nemt og kan også ende med fængsel i mange år og et ødelagt liv for hele familien. Men når man kommer dertil, hvor man simpelthen ikke kan holde det ud mere, hvor man er ligeglad med, om man bliver slået ihjel, hvor man er klar til at løbe enhver risiko, så gør man noget” (s. 247) . Så enkelt, så rystende og så klart kan det skrives. Om mennesker der ikke længerer kunne trække vejret under det kommunistiske diktatur. I dette tilfælde Tjekkoslovakiet.
Personerne valgte at handle. Det er om dem, Jesper Clemmensen har skrevet sin hidtil bedste bog om flygtninge, der kom til Danmark via Østersøen.
Fortællinger tager sin begyndelse for kun seks måneder siden. I Prag. To brolæggere bryder asfalten op ved et hus i gaden Nad Olsinami. Herefter gør de omhyggeligt plads til 3 brosten.
Foto af de tre sten taget af Jesper Clemmensen den 6. september 2019
De såkaldte Stolpersteine. ”Tre brosten med gyldne messingoverflader, hvori der er præget en kort tekst. Navn, steder, datoer. Tre liv”. Frieda, født 1895, død 1944. Hendes mand Hugo, født 1887, død 1944. Og Helga, deres datter. Født 1929, død 1944. Alle gasset i Auschwitz. Myrdet af nazisterne. Tre ud af tæt på en million jøder. Mennesker det lykkes den fremragende forfatter at give stemmer.
En gammel mand tager ordet. Det er Frieda og Hugos søn, Helgas storebror, Jan Reiser, der på mirakuløs vis overlevede Auschwitz. ”Jeg vil bare lige sige et par ord… Jeg vil gerne takke alle for at komme her og ære mindet om mine forældre og lillesøster, som kun var 15 år gammel, da hun og mine forældre blev gennet ind i gaskamrene i Auschwitz og myrdet. Min familie og jeg boede her, lige fra jeg blev født,, for mere end 95 år siden…” (s.13).
Selv om man sidder og læser dette i mere end godt 800 kilometers afstand, så føler man, at man er på stedet, medens det sker. Sådan er det bogen igennem – skrevet med en empatisk fortællende pen, der dog hele tiden er på sikker faglig grund. Det er denne narrative form for historieskrivning, der fanger læseren og holder vedkommende fast. Egentlig var det vel Tom Buk-Swienty, der for alvor introducerede danskerne for metoden. Hans påvirkning af yngre danske historikere skal man ikke underkende. De er med til at skabe den øgede interesse for historie, som vi oplever i disse år. Jesper Clemmensens journalistiske baggrund er her en stor force. Hvilket understreges bogen igennem. Det er særdeles fornem historieskrivning.
Havnen i Gedser
Og så rykkes vi tilbage til den 26. juli for 59 år siden. Til Politigården i København. Overfor en dansk kriminaloverbetjent sidder en 36 årig ung mand. På bordet ligger to dage gamle rapporter og vidneafhøringer. De drejer sig om ”fem personer, 3 voksne og 2 børn, fra den østtyske færge Ahlbeck. De var sprunget overbord i vandet og var nu efter lægeordre på vej i ambulance til sygehuset i Nykøbing F.” Personen, der afhøres, er 36 år, kemiingeniør, ansat ved Det Tjekkiske Akademi for Videnskab.
Manden er Jan Reiser. De andre er hustruen, deres to børn og svigermoderen. Livet i det kommunistiske paradis var ganske enkelt blevet for trangt. Derfor foretog de som tusinder før dem et flugtforsøg, satte deres liv på spil. For at få et liv i frihed. Et liv der var umuligt i deres hjemland Tjekkoslovakiet. Her holdt man folk i et jerngreb. Manden, der var sluppet levende fra Auschwitz, havde endnu engang reddet sig fri fra endnu et totalitært regime.
DDR færgen Ahlbeck fotograferet i det øjeblik de to østtyskere i gummibåden forsøger at få fat på Jan og Thomas. Passagererne på Ahlbeck er gået over i bagbords side for at følge dramaet. Derfor er der slagside. Foto fra bogen.
Da den nazistiske terror ramte familien
Jans forældre var det, man kalder sekulære jøder. Faderen havde en lille lak- og malingfabrik i udkanten af Prag. Det gik dem pænt, og de klarede sig gennem depressionens svære år. Men nu var der sorte skyer i horisonten – Hitlers tag selv bord truede Sudeterland. Og ganske rigtigt.
München-aftalen var en sejr for Hitler, der i oktober 1938 gav ordre til indmarch. Den 15. marts rykkede de ind i resten af Tjekkoslovakiet. ”Hverdagen, som de kendte den, blev aldrig den samme igen”, skriver Jesper Clemmensen. Og senere: ”Allerede den 16. marts – dagen efter annekteringen – blev det forbudt jøder at fungere som advokater, skolelærere, ingeniører og embedsfolk… Offentlige museer, parker og svømmehaller fik påbud om at sætte skilte op, der forbød adgang for protektoratets undermennesker…”(s. 58). Den gule jødestjerne blev brændemærket, der holdt dem i lænker.
Den 27. september 1941 udnævnte Hitler chefen for Sicherheitsdienst, Reinhard Heydrich, til ny rigsprotektor. Nu skulle protektoratet være judenrein. Renset for jøder. Og nazisterne gik grundigt til værks. Familien blev sendt til Theresienstadt – et gammelt kaserneområde, hvor også de tilfangetagede danske soldater fra krigen i 1864 sad. Jesper Clemmensen giver et fint og gribende følsomt indblik i livet, drømmene, håb samt den forfærdelige viden om, at dette måske blot var en mellemstation, inden de blev sendt videre mod en ukendt skæbne.
Forinden havde Jan lært en pige i lejren at kende: Eva Porges. De blev kærester og oplevede – midt i håbløsheden – ”deres livs rus”. Eva og hendes forældre udtages i september 1942 til Auschwitz-transport. Forinden når de to dog at udveksle adresser på ikkejødiske bekendte i Prag.
Helvede på jord
Eva kan ikke huske meget fra transporten. Men ankomsten glemmer hun ikke. Heller ikke Jan, der ankommer med en senere transport. ”Når hele familier eller yngre mødre med børn blev hysteriske og græd, fordi soldaterne skilte dem ved sorteringen, lød forklaringen, at de ældste og børnene skulle transporteres videre ind i lejren på en lastvogn. De, som kom ombord, forsvandt dog for altid…”(s. 109). Så brutalt kan det formuleres. I en enkelt sætning.
Billedet viser ungarske jøder, der ankommer til Auschwitz-Birkenau i sommeren 1944. Foto fra bogen
Opholdet i kz-lejren bliver til en daglig kamp for overlevelse. På en måde er Jan heldig. Da der er brug for metalarbejdere, melder han sig. På trods af manglende erfaring. Han havner i første omgang i Meuselwitz i Thüringen. Her er han stadig i april 45. Med amerikanerne i nærheden sendes fangerne ud på en dødsmarch gennem Sudeterbjergene. Han orkede til sidst ikke mere, faldt om og spillede død. Han reddes dog – og kommer i september tilbage til Prag. Det er en utrolig beretning, der rulles ud for læserne. Tal er oftest voldsomme og uforståelige. Jesper Clemmensen formår at gøre den tavse masse levende ved at formulere Jans og senere Evas utrolige historie om skæbne og overlevelse. Jeg mindes ikke at have set det så stærkt fortalt tidligere. Bortset fra Thomas Hardings ”Hanns og Rudolf. En tysk jødes jagt på kommandanten af Auschwitz”, Nyt Nordisk Forlag, 2014. Og så naturligvis Jesper Clemmensens første bog: ”Flugtrute Østersøen”, Gyldendal, 2012 – den bog der sikrede ham prisen: ”Årets historiske bog”. Her demonstrerede han sin fremragende evne til formidling – en formidling der gav ham mange læsere. Der er ingen tvivl om, at man skal mestre den gode fortælling for at få fat i de lidt yngre generationer, der ofte er vokset op med, at historie er kedelig. Det er den så sandelig ikke med Jesper Clemmensen som fortælleren.
Et nyt liv i lænker
Forårstiden i Prag fik en brat ende, da det kommunistiske parti kuppede sig til magten i Tjekkoslovakiet. Landet blev af Klement Gottwald omdannet til et stalinistisk samfund, der, som forfatteren skriver, ”indebar et eksplosivt voksende hemmeligt politi… der benyttede afpresning og tortur, skueprocesser og arbejdslejre til de tusinder af mennesker, som blev sat under anklage for at have begået politiske forbrydelser…” (s.173f).
Jan og Eva havde fundet hinanden igen, var blevet gift og forældre. Men det kommunistiske diktaturs skruetvinge gjorde det tungt at ånde for den lille familie. Og for deres venner, Ruth og Arnost Rocek med familie.
I 1958 var Jan vendt tilbage fra et ophold i England. Her havde han oplevet et liv i frihed, et liv uden frygt for hvem der bankede på døren. En oplevelse, der var så stærk, at han besluttede sig for at flygte til den frie verden. ”…man opdager, at man ikke længere kan holde det ud, og begynder at hade sig selv for at leve et uærligt liv, fuld af løgn og laden som om. Hvis man bestemmer sig for det sidste, kan man forsøge at finde nogle ligesindede og organisere en gruppe, der kan arbejde mod regeringen – hvilket i 99 ud af 100 tilfælde vil ende med 20 år i fængsel og et ødelagt liv for både en selv og de nærmeste – eller man kan stikke af. Det sidste er heller ikke nemt og kan også ende med fængsel i mange år og et ødelagt liv for familien…”(s. 247). Deres to venner havde det på samme måde. De understreger, at ”Børnenes fremtid i virkeligheden (var) det bedste argument for flugt…”(s. 250).
Flugtrute Østersøen
Familierne havde overvejet flere flugtruter, inden deres valg faldt på Østersøfærgen. Ganske som DDR havde Tjekkoslovakiet også strømførende hegn og landminer, der skulle dræbe eller lemlæste borgere, der tænkte på republikflugt. Turistfærgerne, der stadig sejlede mellem DDR og Danmark, forekom dem at være chancen værd. De skuffes i første omgang. Indtil de langt om længe opdager ruten fra Warnemünde til Gedser med ”Seebad Albeck”. Søndag den 24. juli køber de billetter. Og forlader således DDR med kurs mod Danmark.
Familien har gemt det, der var deres billet til friheden. Illustration fra bogen
Som nævnt tidligere lykkedes det for de to familier at komme til friheden i vest. 29 år før østblokken ramlede sammen i løbet af få måneder. Noget man ikke i sin vildeste fantasi havde kunnet forestille sig ville ske.
Tak og lov skete det, så millioner af mennesker stor set fik friheden fra den ene dag til den anden.
Det er en umådelig fin bog, Jesper Clemmensen endnu engang har skrevet. Den står som en stele over dem, systemet bandt på mund og hånd. Men ikke ånd. Stor tak til forfatter og forlag for denne perle.
[Historie-online.dk, den 18. marts 2020]
