Bastarden

Af Jesper Meyer Christensen, arkivar, Erhvervsarkivet.

Det længe ventede folketingsvalg står for døren. Valgets udfald og den efterfølgende parlamentariske sammensætning tegner til at blive skæbnesvanger for én af de mest omdiskuterede og unikke institutioner i den danske velfærdsmodel: Efterlønnen. Vil den bestå, forsvinde eller forblive i revideret form?

I bogen Bastarden af professor Klaus Petersen, leder af Center for Velfærdsforskning ved Syddansk Universitet, kan man skue tilbage og se nærmere på ordningens tilblivelse.

Den højaktuelle bog er fortællingen om efterlønnen og dens tilblivelse 1975-1979. På knap 200 sider søger forfatteren at afdække to essentielle spørgsmål: Hvorfor fik Danmark en efterlønsordning i 1979, og hvordan blev den til? Bogens titel henviser til, at efterlønsordningen var en særlig dansk nyskabelse, som ikke lignede de social- eller arbejdsmarkedspolitiske ordninger i hverken Danmark eller andre velfærdssystemer. Derfor var ordningen fra dens fødsel en bastard.

Fortællingen starter i midten af 1970erne. Det var en tid præget af stor økonomisk krise, en høj arbejdsløshed og parlamentarisk ustabilitet. Her så SID en mulighed for at sætte en dagsorden i debatten om tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og fremkom med en skitse til det, der sidst i årtiet skulle blive til loven om efterløn. Forslaget vandt i første omgang ikke politisk gehør hos den socialdemokratiske regering, men SF var mere venligt stemt og fremsatte i 1976 det første lovforslag om efterlønnen. I folketingssalen mødte forslaget megen sympati og forståelse, men endte i første omgang i skraldespanden, bl.a. af frygt for ordningens økonomiske belastning på det i forvejen blødende statsbudget.

Efterhånden som ledigheden voksede og grundet den socialdemokratiske tørsten efter en successejr i trængte tider, tog regeringen – med arbejdsminister Svend Auken i spidsen – imidlertid efterlønnen op på ny. Efterlønsspørgsmålet var nu blevet et arbejdsmarkedspolitisk tema, og arbejdsmarkedets parter blev indkaldt til at deltage i betænkningsarbejdet om et nyt forslag til en efterløn. I foråret 1978 kunne Svend Auken i Folketinget fremlægge det endelige forslag til loven om efterløn, som den 10. november blev vedtaget med stort flertal, og dermed var efterlønnen en realitet fra 1. januar 1979.

Der er ikke tidligere publiceret et dybtgående værk om efterlønnens tilblivelse; den eksisterende litteratur på området er meget begrænset, og efterlønnen er hovedsageligt blot behandlet som en integreret del i større fremstillinger om den danske velfærdstats historie. Bogen bygger derfor på primært kildemateriale – publiceret såvel som upubliceret – så som Folketingets forhandlinger, partiers gruppeprotokoller, diverse udvalgsmødereferater og betænkninger, avisartikler etc.

Kildegrundlaget er i orden og bred funderet, og forfatteren gør flittig brug af henvisninger og citater, hvilket indikeres af det enorme noteapparat. Som faghistoriker frydes man over dette, men for den blot almindelige historieinteresserede kan værket fremstå noget tungt. Men har man bogens relativt korte omfang og det letlæselige sprog in mente, kan der let abstraheres fra dette. Hvorom alting er, fordrer bogen dog fra læserens side en stor indsigt i og interesse for dansk politisk historie.     

Den metodiske tilgang findes i spændingsfeltet mellem historievidenskaben og politologien. Dette må siges at være et naturligt, men også nødvendigt valg, når temaet er en så snæver politisk beslutningsproces som efterlønnen. Særdeles fremtrædende er den institutionelle tilgang hos forfatteren. Her viser Klaus Petersen, hvordan det i den politiske beslutningsproces var altafgørende, men samtidig kontroversielt, at efterlønsspørgsmålet blev opgraderet fra at være et socialpolitisk til at blive et arbejdsmarkedspolitisk spørgsmål. Metodisk behandler forfatteren efterlønnens tilblivelse i en kronologisk form, hvor det endelige resultat betragtes som et produkt af forhandlinger og interaktioner mellem forskellige aktører på den politiske og interesseorganisatoriske scene.

I fremstillingen kommer historien om efterlønnens tilblivelse dog undervejs til at stå for isoleret i forhold til samtidens politiske virkelighed. Om årsagen til efterlønnens opblomstring på den politiske dagsorden angiver forfatteren som nævnt, at den blev set som et instrument til at regulere datidens beskæftigelsesproblemer. Men på intet tidspunkt hører man om efterlønnens modstanderes alternative svar på at løse beskæftigelsesproblemerne. Derfor kunne efterlønnens tilblivelse med fordel have været præsenteret i en mere almen strukturhistorisk form.

På et enkelt punkt er bogen dog behæftet med deciderede fejl. Efterlønsordningen blev vedtaget i november 1978 og trådte i kraft fra nytår 1979, men flere steder i bogen (eksempelvis side 19 og 20) står der ordret, at ordningen blev vedtaget i 1979, på side 11 sågar i ”efteråret 1979”. I en så snæver beslutningsprocesanalyse, som historien om efterlønnens tilblivelse må siges at være, burde forfatteren have lavet nogle mere klare skel mellem en lovs vedtagelse og dens implementering. Dette til trods kan man dog ikke underkende forfatteren i at have leveret et yderst professionelt stykke historiearbejde.       

Nok fik Danmark en efterløn i 1979, men historien stopper ikke her. For hvordan gik det så med efterlønnen? Klaus Petersen er allerede i fuldt sving med at forberede en efterfølger til Bastarden om efterlønnens historie efter 1979. I skrivende stund vides det imidlertid ikke, om dette bliver en nekrolog, eller om efterlønnen stadig eksisterer, når bind 2 engang udkommer. Uagtet dette, kan man – såfremt den politiske og historiske interesse er til stede – kun se frem til denne bog med spænding.