Blekingegadebanden
Af Poul Porskær Poulsen, Arkivar ved Vejle Stadsarkiv
Det er egentligt let af skulle anmelde denne nye bog af Peter Øvig Knudsen. Ikke mange medier har i den seneste tid undladt at bringe omtaler, interviews og anmeldelser af bogen om Blekingegadebanden. Så indholdet skulle være ganske bekendt – og det er udgangspunktet jo også, idet det store postrøveri i Købmagergade november 1988 med nedskydningen af en ung politimand står som en af de mest alvorlige forbrydelser i Danmark. Når dertil så lægges, at forbrydelsen blev udført af en bande på den yderste venstrefløj (eller vel nærmest en fløj helt for sig selv), der havde opmagasineret et større våbenlager i en lejlighed i Blekingegade på Amager, så er alle ingredienser klar til en ganske fantastisk historie.
Og med denne første bog af et værk på to bliver der føjet yderligere alen til historien. Hovedpersonen er i første række Gotfred Appel, der blev medlem af DKP lige efter besættelsen, og som straks blev bemærket som en intellektuel kapacitet, men som også ret hurtigt begyndte at udvikle sig væk fra den sovjetisk inspirerede kommunisme. Hans sympati endte på den maoistiske fløj, og han blev da også ekskluderet af DKP og dannede herefter KAK, Kommunistisk Arbejderkreds, i 1963. Appel udviklede herefter sine teorier om befrielsesbevægelserne i den tredje verden som de sande revolutionære i modsætning til fx de danske arbejdere, som blot snyltede på de fattige lande. Gotfred Appel blev den egentlige bagmand for den radikalisering, der fandt sted i en lille gruppe unge mennesker, som han samlede omkring sig. En af disse unge mennesker var Holger Jensen, en charmerende, sportsinteresseret mand, som i tresserne begyndte at deltage i kampen mod Vietnamkrig, oberstjunta i Grækenland og en lang række andre kampe, som venstreorienterede unge kæmpede på forskellig vis. Som oftest var kampen dog inden for lovens rammer – men for Holger Jensen førte engagementet via kraftig inspiration fra Gotfred Appel til en meget konkret støtte til den palæstinensiske befrielsesbevægelse (eller terrororganisation) PFLP. Holger Jensen deltog i træningslejre i Jordan, og havde muligvis også en finger med i spillet i nogle af de terrorhandlinger, som gjorde PFLP berømt og berygtet i 1970’erne.
Efter Verdensbankurolighederne i København i 1970 trak KAK sig helt væk fra det offentlige liv for i al hemmelighed at kunne koncentrere sig om arbejdet for at støtte PFLP. Støtten gav sig udtryk i især pengeoverførsler – og pengene kom fra det ene spektakulære røveri efter det andet. Med stor præcision, forberedelse, brug af tidens mest avancerede teknologiske midler og en konsekvent brug af vold lykkedes det gruppen at røve flere millioner, som (formodentlig) blev overført til PFLP. Gruppen var altså med til at finansiere mange af de voldelige aktioner mod israelske og amerikanske mål, som rystede verden i 70’erne – og som fx gjorde ”Carlos” til en myteomspundet skikkelse.
Hele denne forhistorie beskriver Peter Øvig Knudsen i sit sædvanlige nøgterne sprog. Øvig lægger kendsgerningerne frem, som han har fundet dem i det kæmpestore politi-efterforskningsmateriale, som han har fået adgang til + naturligvis avisernes omtale om de store begivenheder. Det er en både spændende og rystende historie – og man må under læsningen ofte tænke undrende på, hvordan ellers veltilpassede unge mennesker kan radikaliseres i en sådan grad, så de er parate til at slå ihjel eller i hvert fald til hver en tid forsvare bomber, flybortførelser og drab. For de lagde jo ud med at kæmpe den gode kamp mod udbytningen af 3. verdenslande og USA’s Vietnamkrig. Det var der mange, der gjorde i 60’erne, men kun denne lille gruppe nåede så langt ud, som tilfældet var. Godfred Appels karisma og teorier samt gruppesamhørigheden var elementer i en udvikling, som man kun kan være undrende over for. En regulær sekt, som det også kendes fra den religiøse verden, var der tale om. Og som med andre sekter, afskæres medlemmerne af den fra resten af den normale verden, og medlemmernes verdensbillede perverteres og ensrettes. Derfor er hovedmanden naturligvis Appel – men det er nu alligevel mærkeligt, at gruppen hoppede med på den verdensfjerne vogn.
Det er godt at få genopfrisket denne historie – og få en masse detaljer på, som var knap så velkendte. Interessant i øvrigt, at kontakten til mellemøsten dengang ikke havde noget som helst med religion, dvs. islam, at gøre. Det har man næsten glemt i vore dages islamofobi. Palæstinensernes kamp var jo også i sit udgangspunkt en retfærdig kamp, som burde udkæmpes med politiske midler, men som bl.a. med PFLP og andre gruppers terrorvirksomhed perverteredes i en sådan grad, så ellers sympatiserende mennesker i vesten havde svært ved at opretholde sympatien.
Som sædvanlig har Peter Øvig Knudsen skrevet en væsentlig bog, som sandsynligvis vil få stor udbredelse. Og det er kun fortjent. Ikke nok med, at emnet er væsentligt og umiddelbart spændende som en thriller; Øvig fremstiller også historien på en både levende og nøgtern måde, så det er en bog, man jager igennem. Og man får en masse at tænke på undervejs og bagefter. Der er derfor ingen grund til ikke at give bogen al mulig anbefaling med på vejen. Med den store medieinteresse skulle dette dog være unødvendigt – vi venter bare i spænding på det andet bind.
Jeg har i øvrigt lige læst, at Lars Hedegaard har haft fat i det samme materiale og forbereder endnu en bog om Blekingegadebanden. Gad vide, hvad han kan få ud af det? Mistanken nærer, at han måske ikke vil være så nøgtern og sober som Peter Øvig, men gerne vil bruge bogen i den generelle hetz mod venstrefløjen, som han plejer at give udtryk for. Godt, at Øvig kom først!
