Bombeterror i København

Af Thomas Mathiasen

Den 2. april 1989 blev der på et hotel i Zürich afholdt et møde mellem PETs operative chef Per Larsen og repræsentanter for terrorgruppen Force 17, der bedst kan betegnes som en eliteenhed under PLO. Det overordnede mål for Per Larsen var på mødet at sikre, at Force 17 forpligtede sig til ikke at ville udøve terroranslag i Danmark. Justitsminister H.P. Clausen og den øvrige regering havde godkendt mødets afholdelse.

Den slags oplysninger er naturligvis normalt, hvad man karakteriserer som en stats dybeste hemmeligheder. Alligevel kan man læse om mødet på side 322 i Bent Blüdnikows bog: Bombeterror i København – Trusler og terror 1968-1990.

I dag hvor mantraet lyder, at man ikke forhandler med terrorister, kan den tankegang, at man laver fredsaftaler med terrorister virke besynderlig, og man kan anstille sig moralsk forarget over det, men meget tyder bare på, at det var den normale politik i de år.      

Den slags aftaler var nemlig på ingen måde usædvanlige. En række europæiske lande havde tidligere indgået tilsvarende aftaler med palæstinensiske terrorister. Som modydelse fik terroristerne lov til at have sikre huse og våbenlagre i de europæiske lande. Og de fik i vid udstrækning lov til at forberede og udøve terror, uden at myndighederne gjorde noget særligt ved det. For hvis man anholdt terrorister, så vidste man erfaringsmæssigt, at det udløste nye aktioner for at befri de fængslede kampfæller. Der var sikkert også tale om, at forskellige konkurrerende terroristgrupper sladrede om hinanden til myndighederne.

At vi kan læse om mødet i Zürich og den aftale, der blev indgået, skyldes også, at SF-folketingsmanden Pelle Voigt på eget initiativ i september 1989 var taget på turistrejse til Tunis for at besøge PLO-hovedkvarteret. Her troede man åbenbart, at Pelle Voigt var en officiel udsending for det danske udenrigsministerium, så man fremviste beredvilligt den underskrevne aftale. Hjemme igen blev sagen slået stort op i medierne, hvor Pelle Voigt videregav sine oplevelser.

Bent Blüdnikow har søgt om aktindsigt i Udenrigspolitisk Nævns sager og i Folketingets Sikkerhedsudvalgs arkiv for at fastslå om denne aftale eksisterede eller ej. Men ansøgningerne om aktindsigt er blevet afslået.

Hvis der overhovedet er bare en smule sandhed i ovenstående, står det pludselig krystalklart for læseren, hvorfor Per Larsen utallige gange i tv-interview kommer til at fremstå som komiske Ali, hver gang han bliver udspurgt om, hvor meget PET vidste om for eksempel Blekingegadebandens aktiviteter, inden den blev anholdt i 1989. Manden kan ikke svare anderledes, for han er bundet af viden, som er statshemmeligheder.

Den store fokus, der har været på Blekingegadebanden i de senere år, har ifølge Bent Blüdnikow været med til at overskygge al den anden terrorrelaterede aktivitet, der fandt sted i Danmark i perioden 1968-1990. Formålet med bogen er derfor, som han skriver i indledningen, at skildre hele det omfattende trusselsbillede, for kun da kan man få balance i det historiske billede og også få indplaceret Blekingegadebanden i de rette proportioner. Det må siges at være en gigantisk opgave, men forfatteren slipper generelt godt fra det, men der kræves meget af læseren, hvis han skal holde styr på alle detaljerne, for det er et meget spraglet tidsbillede, der oprulles.

Langt hovedparten af bogen handler om den palæstinensiske terrors forbindelse til Danmark, men der er også et afsnit hvor der redegøres for græske, spanske, indiske, mexicanske, armenske, iranske, kurdiske, tyske og japanske terroristers aktiviteter i Danmark, ligesom mere perifere danske fænomener som Trotylbanden, BZ-bevægelsen og forskellige højrepolitiske grupperinger bliver omtalt kortfattet i bogens sidste kapitel. 

Men som sagt, var det først og fremmest mellemøstlige terrorister, der opererede i Danmark, godt hjulpet af den politiske venstrefløj, der var præget af en voldsom modvilje mod staten Israel. Det er betegnende for tidsånden på venstrefløjen, at filminstruktøren Niels Vest i 1972 kunne lave en dokumentarfilm med titlen: Palæstina-Danmark – Samme Kamp.

Det vil føre for vidt at gå i dybden med alle de sager som forfatteren fremdrager i afsnittet om de palæstinensiske terrorister, men jeg vil bare kort nævne to ting, nemlig at der i 1986 blev afsløret planer om at myrde den amerikanske forsvarsminister Casper Weinberger under et besøg i Danmark. På samme tid var der planer om et attentat mod kronprins Frederik på hans 18 års fødselsdag. Danmarkshistorien ville unægtelig have set anderledes ud, hvis disse planer var blevet virkelighed. Man skal huske på, at tre måneder forinden var den svenske statsminister blevet skudt på åben gade.

Selv om de fleste planer heldigvis aldrig blev ført ud i virkeligheden, så har der fundet terrorangreb sted i Danmark, om end det sikkert er glemt af de fleste. Det fandt sted den 22. juli 1985 i København. En mand fra Algeriet døde af sine kvæstelser og 27 mennesker blev såret, da en gruppe tilrejsende terrorister placerede bomber ved den jødiske synagoge og ved et kontor for det amerikanske luftfartsselskab Northwest Orient Airlines i Imperial-bygningen på Gammel Kongevej. En tredje bombe blev fundet i en taske i Nyhavn, men eksploderede ikke. Sagen er aldrig blevet fuldt opklaret, selv om der er blevet ført en retssag i Sverige mod de formodede gerningsmænd, hvoraf nogle af dem blev idømt fængselsstraf.

Man skal ikke læse denne bog, hvis man søger det hurtige overblik over terrorens historie i Danmark. Dertil er bogen for omfattende. Men har man lyst til at læse den i små bidder og springe frem og tilbage, mens man hele tiden forsøger at finde sammenhængen mellem de mange forkortelser og de mange arabiske navne, så er tiden godt investeret.