Danmarks dybeste hemmelighed

Af Erik Ingemann Sørensen

I 1994 hørte de to forfattere, Poul Holt Pedersen og Karsten Pedersen, ved en tilfældighed, at der i Rold Skov skulle findes noget meget hemmeligt. Det eneste, de imidlertid fandt, var en privat villa, så i 14 år jagtede de historien. Først i 2008 meddelte myndighederne de to ”researchere”, at det drejede sig om et udflytningsanlæg for regeringen og kongehuset. Og i oktober 2009 fik de langt om længe adgang til dette hemmelige anlæg. ”At stifte bekendtskab med denne kompromisløse og exceptionelt gennemførte atombunker blev én af vores livs største oplevelser: vi håber du deler vores begejstring.” Ikke helt, men der er da kommet en ganske interessant bog ud af denne begejstring. Den første om et af koldkrigstidens ”helt” hemmelige forsvarsanlæg i Danmark.

I indledningen skriver generalløjtnant Hillingsø bl a.: ”Da REGAN WEST blev bygget i 1960’erne frygtede vi helt berettiget en konfrontation med Warszawa-pagten.” I bagklogskabens lys havde vi sandelig al mulig grund til at frygte en sådan konfrontation. Efter DDR’s fald er der blevet åbnet for en række arkiver, der viser, at WAPA ikke havde tøvet med et nukleart angreb. Der var derfor al mulig raison bag opførelsen af bunkeren. Samme Hillingsø konstaterer i øvrigt, at han i Honeckers bunker uden for Berlin så, at der var plantet et flag lige midt i den yderst hemmelige bunker. WAPA kendte absolut til dens eksistens. Og som angrebsmål.

Forfatterne har valgt at indlede bogen med en redegørelse for trusselsbilledet under den kolde krig. Det er en god idé – men man må jo notere sig, at redegørelsen for en stor dels vedkommende bygger på Wikipedia. Det giver nogle skæverter hist og pist. Og så undrer man sig over, hvorfor vi lige skal en runde omkring Hitlers Führerbunker og familien Goebbels endeligt. Hvad med Downing Street’s warcabinet, når det nu endelig skal være. Disse små rundture, der forekommer bogen igennem, er sat på en blå baggrund. Det er ikke banebrydende historieforskning, farven antyder. Men vi får trods alt en nogenlunde redegørelse for trusselsbilledet og dets betydning for den danske regerings beslutning om at iværksætte arbejdet med bygningen af det gigantiske anlæg 60 meter under jorden. Med over 3 kilometer gange og med plads til 350 personer – påbegyndt i marts 1963.

Redegørelsen for selve REGAN VEST – entreprenørarbejder – funktionerne – bemandingen og meget, meget mere er til gengæld utrolig spændende læsning. Her er forfatterne virkelig på hjemmebane. Det myldrer med spændende historier, og bogen er spækket med fremragende fotografier og tegninger. ”I anlæggets første årtier fik håndværkere, øvelsesdeltagere og andre besøgende kun adgang efter et meget omfattende sikkerhedscheck udført af efterretningstjenesterne…” Men som nævnt fandt WAPA forholdsvis hurtigt ud af, hvad Danmark havde gang i og indstillede tilsyneladende senere deres raketter efter denne viden. Detonationen af taktiske atomvåben over bunkeren havde den nu givet overlevet, så den kunne fungere videre. Konstruktionen, som beskrives grundigt og letforståeligt, gjorde, at den kunne modstå det. Og den underjordiske indretning var af en sådan karakter, at de 350 mand kunne leve videre – fungere med varetagelsen af de centrale og livsvigtige funktioner. Navnet REGAN er en forkortelse for regeringsanlæg. Derfor var der plads til regeringen og centraladministrationens embedsmænd. Men regeringen kan ikke lovgive uden majestætens underskrift. Derfor er der også et værelse til hende og prinsen. Med askebæger.

Spændende er det også at læse om de øvelser, der har været afholdt i bunkeren. Anker Jørgensen og Poul Schlüter har deltaget som observatører, men ellers har det været embedsmændene, der har illuderet beslutningstagerne. Her har forfatterne kunnet hente god hjælp hos statsministeriets tidligere sikkerhedspolitiske konsulent, Henning Gottlieb, der i perioden fra 1960’erne frem til slutningen af 80’erne, ved flere af øvelserne agerede den siddende statsminister. ”En af de mest skæbnesvangre beslutninger, jeg har været med til at træffe under øvelserne i anlægget var, når NATO under Den kolde krig anmodede Danmark om tilladelse til at sprænge en atombombe over for eksempel Østersøen for at vise situationens alvor”. Det er rigtigt, som forfatterne anfører, at Danmark under hele den kolde krig lå som en af vestens yderste forposter over for den sovjetiske trussel. Var verdenskrigen kommet – og tæt på var den flere gange – så var der ingen tvivl om, at Danmark var blevet en stødpudezone.

Under en af øvelserne benyttede man sig af det indrettede radiostudie. Her øvede man statsministerens dommedagstale til befolkningen, hvori det blev meddelt, at 3. verdenskrig var blevet en realitet, og at Danmark havde sat sig til modværge.  En tale, der indeholdt Herman Bangs sætning fra romanen (ikke bogen!) ”Tine”: ”Nu vil der blive meget at gøre og meget at gennemgå for os alle.”  Med den viden, vi har i dag, forekommer sætningen mere end absurd.  Regnen af strategiske atomvåben over Danmark ville ikke overlade befolkningen til mange gøremål.  ”Theirs not to reason why, / Theirs but to do & die”, skrev lord Tennyson i digtet ”The Charge of the Light Brigade”. Det ville også have været blevet skæbnen for de 350 mand i bunkeren. Så havde det forslået som en skrædder et vist sted, at det danske postvæsen havde sendt en forseglet pakke til 8 postkontorer i Danmark. Hver indeholdende 500 ark frimærker – samt en trykplade i tilfælde af, at man nu lige skulle løbe tør midt i atomkrigens ragnarok. Hvem skulle man skrive til?

Det er fint, at denne del af Danmarkshistorien nu er kommet på tryk. Som et memento om, hvor dramatisk denne periode var. Det er godt gået. Interesserede kan se nærmere på disse to adresser:

http://www.youtube.com/watch?v=24YR6A_zgTQ&feature=youtube_gdata og på http://www.bt.dk/nyheder/den-hemmelige-atombunker

På et område virker bogen imidlertid komplet latterlig. Forfatterne har tilsyneladende været stærkt optaget af, at området har været belagt med voldsomme sikkerhedsrestriktioner. Ingen måtte vide, hvor det lå/ligger. Faktisk har man vidst det siden påbegyndelsen af arbejdet. Og med et Google-map opdager man hurtigt, at man lige skal hen til kalkminerne for så blot at følge vejen godt 250 meter. Så ligger anlægget inde til højre. Adskillige avisartikler har da også beskæftiget sig med anlægget gennem årene. Flere af disse er gengivet i bogen. Hvorefter forfatterne leger med på legen: røvere og soldater. Et par eksempler ud af flere: i 1994 går Aalborg Stiftstidende tæt på Beredskabsstyrelsens kontorchef, Henrik G. Petersen, der sad inde med afgørende viden om bunkeren. I bogen bringes et uddrag af avisartiklen: ”Jeg kan hverken be- eller afkræfte om Dronningen skal til [bynavn udeladt af red.], hvis der bliver krise…” Det viser sig ved nærmere forespørgsel, at redaktionen ikke er avisens redaktion, men derimod de to forfattere. Og vi kender jo godt bynavnet. Denne ”gemmeleg” findes også i en fotografisk optagelse af Politiken fra den 26. november 1967. Her skriver forfatterne: ”Avisartiklen er censureret af red., da den indeholder fortrolige oplysninger.” Ud over at virke direkte latterligt – man kan jo bare gå på biblioteket og læse omtalte artikel - ja, så forekommer det nærmest, at forfatterne – som altså også er redaktionen - med deres skabagtighed nærmest kolliderer med Grundlovens paragraf 77. Men det er jo et af tidens modebegreber at hævde, at man er udsat for selvcensur. Det er ganske enkelt decideret pinlig skribentvirksomhed, vi her præsenteres for. Selviscenesættende og skabagtigt. Ganske unødvendigt.