Den Kolde Krig og Danmark
Af Simon Kratholm Ankjærgaard, redaktør og cand.scient.soc.
Når alt kommer til alt er al historieformidling historiefortolkning. Alt hvad der formidles af historie er bundet op på et særligt historiesyn, på både bevidste og ubevidste beslutninger undervejs i processen, på et valg af afgræsninger, på brugen af sproget. Blandt mange andre ting. Og det er i det lys, at alle historiske værker bør læses, hvilket også gælder for leksikonet ’Den Kolde Krig og Danmark’ udgivet af Gads Forlag og redigeret af John T. Lauridsen, Rasmus Mariager, Thorsten Borring Olesen og Poul Villaume.
Jeg skriver dette i lyset af den historiepolitiske kamp, der har raset i medierne om netop dette værk. Perioden er stadig så tæt på og har stadig så mange fangarme ind i nutiden, at det er umuligt – og altid vil være umuligt – at lave et værk, der vil stå som et eviggyldigt monument over koldkrigs-forskningen.
I det lys er ’Den Kolde Krig og Danmark’ bestemt farvet og historiefortolkning, men det er samtidig både sagligt og veldokumenteret. Redaktørerne er fra start bevidste og eksplicitte om de beslutninger, de har truffet, og derfor holder dette værk standard – og kritikken om at det skulle være skrevet ud fra et rødt historiesyn virker ærlig talt noget påtaget og skinger, blandt andet set i lyset af det indledende afsnit om Den Kolde Krigs forløb, som ville have haft godt af en skarpere profil, der ikke var taget fra bøtten af ’vi-træder-ingen-over-tæerne’-leverpostejen.
Grundlæggende er bogens udstyr – tekst, billeder, indholdsfortegnelse med mere – varieret og nuanceret og giver en god navigation og et godt overblik. Det samme gælder for de valg, der er truffet.
Ét af dem er det åbenlyse, at der skal være et dansk perspektiv på alle opslagene. Det lykkes og skaber samtidig rum for både meget lange og meget person-orienterede opslag. Det er kvaliteter i sig selv, at jeg som læser kan få lov til at komme pænt i dybden med de enkelte opslag, og at jeg undervejs får mulighed for at møde personer, der tydeligvis har spillet en stor rolle, men som ikke har optrådt på den oplyste storpolitiske scene. Dét nuancerer og udvider min forståelse af en periode, der strakte sig over næsten seks årtier.
Samtidig virker det dog som der er blevet afgrænset for voldsomt hist og her. Ambitionen om at hvert opslag skal have et dansk perspektiv burde i min optik ikke have forhindret særskilte opslag om eksempelvis Verdensbanken, IMF og Monroe-doktrinen. Her er blot tale om tre eksempler, men alle tre har haft indflydelse på den danske koldkrigs-politik, hvilket burde have været afspejlet i værket. Verdensbanken og IMF var internationale fora, som blandt andet fungerer som kamppladser under Den Kolde Krig og hvor Danmark agerede og udøvede politik. Monroe-doktrinen var et kort, som amerikanerne kunne spille overfor Danmark i forbindelse med Grønland.
Men måske jeg har det til gode i et genoptryk eller i et andet kommende bud på et leksikon over Den Kolde Krig set i et dansk perspektiv. Og kritikken må under alle omstændigheder ikke sløre billedet af et værk, som spænder vidt, som det er forholdsvis nemt at orientere sig i og som sprogligt holder en fin linje, der måske ikke er for folkeskolen, men i hvert fald bør kunne læses fra gymnasiet og op. Og som af dem, der kaster sig ud i det, bør forstås som redaktørernes bud på et leksikon. Og der er tale om et rigtigt godt bud.
