Den Røde Tråd
Af Simon Kratholm Ankjærgaard, journalist og cand.scient.soc.
Der var brede smil på læberne og glimtende tårer i øjenkrogene, da det på valgaftenen 15. september stod klart for SF’s medlemmer, at partiet for første gang i sin historie stod til at komme i regering. I månederne efter stivnede smilene. Og tårerne størknede. For det var ikke helt så problemfrit pludselig at skulle bære en regeringsmagt og ikke længere stå til ansvar for partiet, men for hele den danske befolkning.
Og dermed har den seneste (parti-)politiske udvikling bekræftet hovedkonklusionerne i den bog, som Hans Mortensen har skrevet om SF’s historie siden Axel Larsens brud med DKP og stiftelsen af det nye parti i 1959. Bogen hedder ’Den Røde Tråd – SF og vejen til magten’ og konklusionen er i hovedtræk, at SF har opnået størst vælgeropbakning i de perioder, hvor partiet var længst fra indflydelse – og faldende opbakning, når det var tæt på magtens center. Som under det røde kabinet – og som i dag som del af den nuværende centrum-venstre-regering.
Hans Mortensen beskriver partiets historie let og flydende og med et godt blik for detaljen og for de personlige vinkler. Som det er med alle partier, vil succesen dels afhænge af partiformandens politiske tæft og personlige udstråling. I ’Den Røde Tråd’ bruges mange linjer på at skildre de skiftende formænds baggrunde, væremåder og rationer for politiske beslutninger. Axel Larsen fylder meget – rigtigt meget. Så meget, at man enkelte steder sidder med fornemmelsen af, at man læser en biografi om manden – ikke en historisk skildring af det parti, han var med til at stifte. Han fases dog ud – det sørger historien for – så der kan blive plads til parentesen Sigurd Ømann, rorgængerne Gert Petersen, Holger og konen, samt nuværende formand Villy Søvndal, der har taget partiet til nye højder. Hans Mortensen vægter det personlige og det politiske fint og træffer i vid udstrækning de rigtige formidlingsmæssige valg.
Udover de personlige stridigheder, der vil præge ethvert parti, har Hans Mortensen et skarpt blik for de ideologiske stridigheder, der havde konsekvenser for partiets kurs. Hvordan signalerede man bedst mulig bruddet med sovjet-kommunismen? Hvordan skulle man forholde sig til udbryderne i VS? Hvor tæt skulle partiet ligge på Socialdemokraterne? Var partiet bedst tjent med at være støtteparti for en socialdemokratisk regering eller skulle man i regering?
Som situationen er i dag med Villy Søvndal, blev særligt Axel Larsen i 1960’erne kritiseret for at ville gå på kompromis med ideologien for at komme i regering, hvilket han hårdnakket benægtede til sin dødsdag. I hans personlige optik var SF’s primære rolle at være katalysator-parti for Socialdemokraterne og med sine stemmer at sikre, at Socialdemokraterne førte en socialistisk politik. I ledende kredse af Socialdemokratiet ønskede man derimod at få SF trukket ind i regeringspartiet, så det kunne komme under ’ansvarets åg’. Partiet skulle ikke længere kunne stå på sidelinjen og kræve indflydelse. Det skulle ind og tage ansvar – og stå til ansvar. Flirten med det røde kabinet var en junior-model af ’ansvarets åg’ – og SF blev straffet i meningsmålingerne. I dag er partiet i den grad under ansvarets åg – og straffes i meningsmålingerne.
Hans Mortensen fortjener ros for en velskrevet og veldokumenteret bog, der har været en fornøjelse at læse. SF’s historie med person-trakasserier, ideologiske konflikter og op- og nedgående meningsmålinger og mandattal er ikke unik. Man kan således udtrykke et lønligt håb om, at Hans Mortensen vil skrive endnu flere partihistoriske værker i fremtiden, såfremt han er i stand til at holde samme flotte niveau.
