Den stenede vej mod unionen
Af Henrik Mølgaard
Journalisten og historikeren Michael Seidelin skildrer i denne bog EU’s udvikling fra de indledende spadestik sidst i 1940’erne og frem til 2004. Denne fremstilling finder sted med særlig fokus på de løbende debatter og overvejelser omkring Danmarks forhold til det europæiske samarbejde, hvor især de danske politikeres fremstilling af EU-området over for den mere eller mindre skeptiske befolkning bliver undersøgt.
Bogen spænder over 374 sider, hvilket ikke er særlig meget, dels når man tager den kompleksitet i betragtning, som ligger i den europæiske integrations udvikling, og dels når man, som Seidelin gør det, inddrager den nyeste EU historie frem til færdiggørelsen af EU-konventets slutdokument. Dermed er også sagt, at nogle af de problemstillinger som bogen angriber ikke bliver analyseret så dybdegående, som man måske kunne håbe. Således giver bogen ikke noget indgående bud på, hvorfor EU har udviklet sig i så overnational retning, som det er tilfældet. Dette til trods for at det er et af bogens mål at afdække netop dette område. Hvad bogen derimod fremstiller tydeligt, er de danske politikeres manglende evne til at forstå unionens stadig mere integrerede udvikling, samt ikke mindst de samme politikeres manglende evne til at “sælge” unionen til de danske borgere. Netop i skildringen af den hjemlige debat, samt ikke mindst i baggrundshistorierne omkring de tilbagevendende topmøder mellem de europæiske ledere, kommer Seidelins solide baggrund som EU-reporter til sin ret, og bogen bliver for alvor vedkommende og spændende.
Gennemgående tildeles de danske politikere ikke megen kredit i håndteringen af EU-politikken over for befolkningen. Således har de, ifølge forfatteren, til stadighed prøvet at fremstille det europæiske samarbejde som værende mindre integreret samt værende i besiddelse af mindre ambitiøse integrationsmålsætninger, end det reelt er tilfældet. I den sammenhæng er tidligere statsminister Poul Schlüters udtalelser om, at “unionen er stendød” et klassisk eksempel. Seidelin synes generelt at ramme plet i sin vurdering af den hjemlige debat, om end hans fremstilling af tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen virker unødvendigt hård. Seidelin tillægger konsekvent udenrigsministeren dårlig indflydelse på den danske EU-debat, især i forbindelse med afstemningen om Maastricht-traktaten, men også i den efterfølgende særaftale omkring de danske forbehold fremstilles Ellemann-Jensen som en, i bedste fald, ubetydelig skikkelse. Her kunne Seidelin i det mindste godt have påpeget Uffe Ellemann-Jensens gode udenrigspolitiske forbindelser som en tiltrængt hjælp i den for Danmark særdeles svære situation.
Bogen fremstår som en god introduktionsbog for de læsere, der gerne vil have et overordnet indtryk af EU’s udvikling. Samtidig giver den et fint indblik i manglen på samspil mellem de danske politikere og borgere i forbindelse med EU-politikken. Sprogmæssigt er den ganske letlæselig, og forfatterens journalistiske baggrund skinner i den forbindelse tydeligt igennem. Prisen på 278 kr. er der ikke noget at sige til, så for de læsere der gerne vil danne sig et hurtigt overblik over nyere EU-udvikling, kan den bestemt anbefales.
