Der truer os i tiden
Af Michael Agerbo Mørch, stud.theol.
I tiden efter anden verdenskrig fik dansk politik to nye dagsordener, som skulle strække sig over de følgende årtier: 1) Udenrigspolitisk blev den kolde krig en fjern - men dog reel - trussel, som abonnerede på den politiske dagsorden gennem de danske debattørers politiske præferencer; 2)Indenrigspolitisk kom velfærdsstaten på dagsordenen, og debattørerne skulle forholde sig til fordele og ulemper ved en ‘stærk socialistisk stat’.
På Syddansk Universitet afholdt en litterær og en historisk arbejdsgruppe sammen et tværfagligt seminar i 2010, hvor man ville undersøge 50‘ernes kulturdebat, med vægt på koldkrigen og velfærdstænkningen. Nærværende antologi er det materielle afkast af seminaret.
Antologien har ni bidrag, der spænder mellem undersøgelser af den brede debat (særligt set gennem kulturelle tidsskrifters engagement i debatten) og så enkelte forfatteres personlige engagement. En indledningsartikel fra redaktørerne, Niels Gunder Hansen og Rasmus Mariager, indkredser og afgrænser emnefeltet. Det er et ret kedeligt, obligatorisk indledningsessay, men dets styrke er, at det til slut samler bogens pointer, som ellers ikke mødes, i fx et konklusionskapitel. Pointen for antologien bliver således: “... at den kolde krig og velfærdsstaten nok forløb side om side, men at der i en årrække også var tale om forskudte forløb” (s. 17).
Bogens stærkeste bidrag er oversigtskapitlerne, hvor de store linjer bliver trukket. Det er bidragene om tidsskrifterne Dialog og Perspektiv, kapitlet om højskolernes rolle til debatterne og så Klaus Petersens bidrag “Kold krig og velfærdsstatens kulturpolitik”, der fremstår som de fornemste. Petersens artikel er det tætteste antologien kommer på at bevise tesen om, at koldkrigen og velfærden blev debatteret ca. samtidigt. Petersen viser nemlig, at den kolde krig skabte et rum, hvor de velfærdspolitiske tænkere kunne agere i, og samtidig hvordan velfærdsstaten blev et politisk instrument og argument imod kommunismen (s. 88). Det er den sammenhæng, der er interessant, for så spindes der en vigtig sammenhæng mellem den store udenrigspolitiske spænding mellem Øst og Vest, og den indenrigspolitiske diskussion om Danmarks socialpolitiske fremtid.
Udover at de nævnte kapitler er stærke i sig selv, fremstår de også stærke, fordi kapitlerne om de enkelte forfattere fremstår som malplacerede. Ikke fordi de ikke er grundige, velskrevne og oplysende. Det er de bestemt. Men fordi konklusionen hver gang bliver et “men de debatterede ikke rigtigt velfærd og koldkrig - og i hvert fald ikke begge dele”. Det ender med at blive et argument fra stilhed; at de enkelte forfattere ved deres manglende engagement i de valgte emner, tager stilling på den måde (fx Arne Hardis’ artikel om Hans Scherfig). Det er måske sandt, men det driver ikke artiklerne i den ønskede retning, og det ender i stedet med mere generelle studier af de enkelte forfatterskaber (som altså er meget spændende at læse!).
Antologien er alt i alt spændende og oplysende læsning. Man bliver meget klogere på et årti, som i Danmarkshistorien er blevet til ‘det tavse årti’. Men der var masser af debat, polemik og reorientering i den periode, og det viser antologien glimrende. At den så måske ikke helt får fulgt sin egen tese til døren, og ender med at placere sig lidt mellem to stole, kan nok tilgives, når nu niveauet ellers er så højt.
