Drabet på Petra Kelly
Af Anne Sørensen, projektleder for www.danmarkshistorien.dk, Institut for Historie og Områdestudier, Aarhus Universitet.
Politikens Tysklandskorrespondent, Peter Wivel, blev af Politikens Forlag for et par år siden sat på en ’bunden opgave’: skriv en bog om Berlinmuren i 20-året for dens fald. En sådan opgave kan, især i Danmark, nemt ende med en metervarebog med en masse grå koldkrigsfotos af soldater og pigtråd, og hvor alt er læst, set og hørt før. PW skal derfor have ros for at gå til emnet på utraditionel og original vis: Med udgangspunkt i Petra Kellys liv oprulles historien om en menneskeskæbne, der samtidig giver masser af sideblik til både Tysklands og den kolde krigs historie.
Petra Kelly (1947-1992) var en af drivkræfterne bag det vesttyske parti De Grønnes dannelse i 1980 og partiets senere parlamentariske succes. Hendes opvækst fandt delvist sted i USA, fordi hendes mor giftede sig med en amerikansk soldat, der i efterkrigsårene var udstationeret i Vesttyskland. Da hun vendte tilbage til Europa i 1970, engagerede hun sig stærkt i kampen mod atomvåben og –kraft, og fra sin opvækst i USA bragte hun erfaringer fra den amerikanske borgerrettighedsbevægelse med ind i det politiske arbejde. I ’det røde årti’ (1970’erne) var hun således med til at skabe et alternativ til den dogmatiske marxisme og den voldelige ekstremisme på den alternative politiske scene.
I forbindelse med dannelsen af De Grønne mødte hun Gert Bastian (1923-1992), der var tidligere officer, men som efter kritik af NATO’s dobbeltbeslutning i 1980 forlod forsvaret, engagerede sig i fredsbevægelsen og senere blev medlem af Forbundsdagen for De Grønne. Kelly og Bastian indledte et forhold og levede i 1980’erne et fælles liv, hvor omdrejningspunktet var det politiske arbejde. Efterhånden blev de marginaliserede hos De Grønne, der med Joschka Fischer i spidsen valgte en mere målrettet og realpolitisk kurs med sigte på regeringsdeltagelse. Skuffelse, sygdom og isolation prægede parrets liv, og det endte tragisk den 1. oktober 1992, hvor Bastian skød den sovende Petra Kelly i deres rækkehus i Bonn, hvorefter han begik selvmord.
Årsagerne til drabet og selvmordet er aldrig blevet fuldt klarlagt. Selvom denne bog i sin måske lidt for sensationslystne og ikke helt velvalgte titel halvvejs lover at komme nærmere en forklaring, så sker det ikke. Og det er heller ikke historiens slutning – altså drabet – der er bogens egentlige ærinde. Det er derimod oprulningen af de to personers liv, oplevelser og indsats i de to Tysklande under og efter den kolde krig. Bogen giver dog indblik i langt mere end de to biografier. Vi kommer tæt på nazismen, 2. verdenskrig, 1960’ernes USA, studenteroprøret, venstrefløjens ideologier og sammensathed, STASI, DDR’s borgerrettighedsbevægelser og Murens fald. Man kommer tæt på at (gen)opleve, hvordan koldkrigsretorikken var, og hvor meget angsten for atomdød og mellemdistanceraketter fyldte i det politiske landskab.
Peter Wivels bog er en velskrevet journalistisk tur igennem en tid og nogle begivenheder, der allerede synes langt væk og virker meget fremmede for vor tids dagsordner. Det er en bog med mange citater og uden de store teser og afsløringer. Den havner måske også nogle gange i den gængse biografi-fælde med at give den biograferede mere betydning og en lidt større glorie end berettiget. Bogen er dog tankevækkende og original i sit valg af indfaldsvinkel til de storpolitiske facts, der i et halvt århundrede satte kursen for den europæiske inden- og udenrigspolitik, og som også fik afgørende betydning for mange enkeltpersoner.
