En højere sags tjeneste
Af Martin Jensen
Forfatteren indleder bogen med en velplaceret men slet skjult kritik af den såkaldte PET-kommision, der i 1999 blev nedsat til at undersøge Politiets Efterretningstjenestes (PET) virke under den kolde krig. Oprindeligt var Hans Davidsen-Nielsens ide at ville skrive en populærvidenskabelig udgave af PET-kommisionens rapport. Efterhånden som færdiggørelsen af kommisionsrapporten gang på gang blev udsat, opgav han imidlertid den tanke og gik selv i gang med arbejdet – og tak for det. Resultatet er nemlig blevet en velskreven og meget interessant bog om PET’s udvikling og virke under den kolde krig.
Bogen er kronologisk opbygget sådan, at hvert kapitel dækker en PET-chefs embedsperiode, startende med Troels Hoff, der i 1945 blev chef for Rigspolitiets Efterretningsafdeling (REA), forløberen til PET. Det altoverskyggende fokus for efterrretningstjenesten blev hurtigt forskellig kommunistisk aktivitet i Danmark. Frygten for et kommunistisk kup lurede i de første efterkrigsår, og efterretningstjenesten fik hurtigt nok at gøre med at overvåge kommunisterne – en opgave, som også den socialdemokratiske efterretningstjeneste AIC og den private efterretningsorganisation Firmaet deltog i.
Et centralt og gennemgående tema i bogen er afvejningen mellem effektivt at kunne bedrive efterretningsarbejde uden at tilsidesætte grundliggende demokratiske rettigheder. Denne problemstilling illustreres bl.a. gennem udviklingen i den politiske kontrol med PET’s arbejde.
Allerede i 1947 forsøgte DKP, der efter valget i oktober 1945 var strøget ind i Folketinget med 18 mandater, forgæves at stække efterretningstjenesten ved at forbyde registrering alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed. Reelt fik PET i 1953 mere eller mindre frie hænder til selv at vurdere, i hvilket omfang der skulle registreres, da justitsminister Hans Hækkerup (S) slog fast at ”Registrering må indskrænkes til det absolut påkrævede”.
Mantraet i PET i 1950’erne og 1960’erne var derfor, at desto flere oplysninger man havde, desto bedre. ”Ikke fordi de nødvendigvis skulle bruges til noget, men fordi de var rare at have, hvis vi pludselig fik brug for dem”, som en af PET’s jurister i 1950’erne formulerer det. ”Det kan godt være, at Danmark ikke juridisk var forpligtiget til at registrere alle kommunister. Men det blev helt klart forventet af NATO”, tilføjer han i bogen. Udover at den finmaskede registrering gav adgang til ellers fortrolige NATO-oplysninger, gjorde den det muligt at undgå at få upålidelige elementer ind i statsadministrationen og militæret, og dermed minimere risikoen for spionage.
Da VKR-regeringen i 1968 på radikal foranledning forbød registrering alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed, skete det da også på trods af højlydte protester fra PET. Den karismatiske chef Arne Nielsen gik endda så vidt, at han i al hemmelighed lod PET’s arkiver mikrofilme, inden de nu ulovlige oplysninger blev destrueret. Han håbede, at beslutningen senere ville blive omgjort, og at man så kunne hente oplysningerne frem fra sikringsskabet på den danske ambassade i Washington, hvor han personligt havde placeret dem. Filmene blev imidlertid destrueret i 1972, da den nye PET-chef informerede justitsministeren om deres eksistens.
1968-forbuddet gjorde efterretningstjenestens net betydelig mindre finmasket og kom da også, som PET havde advaret om, til at betyde, at sikkerhedsgodkendelsen af statsansatte blev mindre effektiv. Det viste sig bl.a. i den såkaldte Lenz-sag: Lenz kom fra en familie, hvor både faderen og moderen var kommunister og aktive i politisk arbejde, og han havde selv været medlem af DKU. Alligevel lykkedes det ham i 1979 at blive sikkerhedsgodkendt og ansat i udenrigsministeriet, fem år efter at han var blevet hvervet af STASI.
Hans Davidsen-Nielsen har i det hele taget et godt øje til de politiske aspekter af efterretningsarbejdet. De beslutninger, der set fra politisk side var opportune, var ikke sjældent i modstrid med hvad PET fandt rigtigt. Det illustreres glimrende af forfatteren i sagen om den spionanklagede Arne Herløv Petersen, der til PET’s store fortrydelse fik et tiltalefrafald af justitsminister Ole Espersen.
Davidsen-Nielsen kommer også ind på den meget omtalte sag om journalisten Jørgen Dragsdahl. Af PET’s arkiver fremgår det, at kontakten mellem KGB og Dragsdahl begyndte midt i 1970’erne, men intensiveredes i starten af 1980’erne. PET fandt møderne mistænkelige, bl.a. fordi Dragsdahls russiske kontakt gjorde sig store anstrengelser for at ryste sine skygger fra PET af, og fordi møderne ofte foregik på steder, hvor PET havde svært ved at lytte med – f.eks. i et tog eller i udlandet. Hans Davidsen-Nielsen gengiver, ligesom professor Bent Jensen, det PET-notat, hvori Jørgen Dragsdahl omtales som indflydelsesagent ”nr. 1” i Danmark
Bogen er i det hele taget rig på de mange forskellige sager, der igennem årene involverede PET. Blandt de mest spændende er beretningen om, hvordan Aksel Larsen efter sin eksklusion af DKP blev hvervet af CIA, som han vedblev at give oplysninger næsten helt til sin død. Der er også nævnt mindre flatterende sager, bl.a. om PET’s amatøragtige forsøg på at hverve et medlem fra Socialistisk Ungdoms Front. Man kan også læse om den såkaldte Appel-gruppe, der senere blev kendt som Blekingegade-banden.
Som historiker kunne man ønske sig, at bogen var forsynet med noteværk. Vi må nøjes med en liste, der desværre kun angiver hvilke bøger og artikler men ikke utrykte kilder, der er brugt til hvert enkelt kapitel. Der har også indsneget sig enkelte faktuelle fejl. F.eks. er der på s. 16 nævnt Gestapo-aktiviteter i Danmark sidst i 1930’erne, selv om det var Ausland-SD, der opererede i Danmark inden besættelsen.
Når alt kommer til alt, ændrer disse småfejl dog ikke på det faktum, at bogen er særdeles velskrevet og spændende – både som faktuel kilde til et stykke fascinerende nyere dansk historie, men også som en god indføring til det politiske dilemma, der også i dag er forbundet med at afgrænse efterretningstjenesternes arbejde. God læselyst!
