Et land i forvandling

Af Simon Ankjærgaard

Så er arbejdet med at få ført ’Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie’ up to date færdig. Det sidste bind i rækken, ’Et land i forvandling – Danmarks historie 1970-2005’, er skrevet af Søren Hein Rasmussen og Poul Villaume, der – tro mod den hæderkronede bogserie – har lagt ambitiøst fra land med et mål om at skrive Danmarks og danskernes moderne historie så nuanceret, mangfoldig og saglig som muligt.

Den moderne danmarkshistorie er først og fremmest velfærdssystemets historie Et tema, der er slået an fra start. Ikke kun ved det netop overståede folketingsvalg, men i alle årene fra velfærdsstatens fødsel, har debatten nemlig drejet sig om, hvorvidt det høje serviceniveau kunne holdes – og allerhelst, hvordan det mon kunne løftes. Og der er ikke noget, der er så upopulært, som at skulle skære i velfærden. Ja, det er vel nærmest at betragte som politisk selvmord, også selvom den økonomiske virkelighed sætter hele velfærdssystemet under pres, som det skete i 1970’erne – til stor ballade for især Socialdemokratiet. På det mere overordnede plan, træder det i Søren Hein Rasmussen og Poul Villaumes fortælling tydeligt frem, hvor socialdemokratiseret det danske system egentlig er blevet over tid. Helt frem til dette første årti af det nye årtusinde, hvor en borgerlig – ja, liberal – statsminister gør alt for at virke mere socialdemokratisk end socialdemokraterne selv. Samtidig er danskerne blevet stedse mere borgerlige. Arbejderen i klassisk forstand har ikke samme behov for et arbejderparti i klassisk forstand, som han havde tidligere. Han har bil (hvis ikke to!), hus (måske også sommerhus), han tager på golfferie og går op i, hvilken rødvin, der passer perfekt til hvilket stykke kød fredag aften. Det stod krystalklart første gang ved jordskredsvalget i 1973, som Hein Rasmussen og Villaume korrekt mener var et opgør primært mod Socialdemokratiet. Spændingsfeltet mellem de mere borgerlige vælgere og det mere og mere socialdemokratiske velfærdssystem har tråde helt op til i dag.

Bogen bevæger sig primært på parlamentsniveau – og primært dét parlament, der hedder Folketinget og holder til på Christiansborg. Kapitlerne om 1970’erne handler meget om de samfundsøkonomiske udfordringer, der i 1980’erne blev suppleret med de forsvars- og sikkerhedspolitiske debatter, herunder – naturligvis – fodnotepolitikken. Det er hele vejen igennem sagligt, og i momenter medrivende. Men bogen vil mere end det, og når man når det sidste punktum på side 754, står det også klart, at det er måske bogens allerstørste svaghed. Udover debatten om økonomisk demokrati i 1970’erne, om fodnoterne i 1980’erne, om EF og EU, om miljøpolitikkens indtog i 1970’erne, og om Grønland og Færøerne, så får Hein Rasmussen og Villaume blandt andet også rundet nogle kulturhistoriske hjørner, samtidig med at de får indflettet afsnit om sport, om tv-spil og om rockere. Det er prisværdigt, for hele summen af alt, hvad der er sket og tænkt, er den danske historie, men initiativet kuldsejler undervejs. Det er som en lagkage, der i starten af bogen smager godt, fordi den er så enkel, men som siden bliver for stor og som næsten er ved at tippe over og udover bordkanten. Opbygningen er en slags kronologisk tematisering, men det virker ikke som om de to forfattere helt har afstemt, hvem der skriver hvad, hvilket giver flere trættende overlap. Ej heller virker det som om forlagsredaktørerne har kunnet sige stop i tide, når forskellige indfaldsvinkler til det danske samfund anno 1970, 1980, 1990 og 2000 er blevet præsenteret. Det trætter – og det er synd, for flere dele af lagkagen er spændende i deres smag. De store samfundspolitiske dilemmaer er beskrevet, ikke kun debatten om velfærdsstaten, men også hele sikkerhedspolitikken, EU-diskussionerne og flygtninge- og indvandrerdebatten, men de drukner i for meget fyld og i for mange mærkelige spring, der skærer argumentationerne over, så konklusionerne forbliver uklare indtil man har læst sig et godt stykke videre. Det er faktisk rigtig synd, for Hein Rasmussen og Villaume skriver godt og har et godt blik for historien – også når den spiller samtiden et puds.