Finanskrisen
Af Kenn Tarbensen, historiker, ph.d.
Søren Ellemoses nye bog om finanskrisen er en letlæst oversigt over de seneste års økonomiske turbulens med en lang række tilbagestrejf til kriser i samfundsøkonomi og erhvervsliv i tidens løb.
Bogens erklærede målgruppe er enhver, der har mærket krisen som forbruger, boligejer, aktionær eller pensionsopsparer. I realiteten altså os alle, der ikke blot har mærket krisen, men er en del af den, og med vores adfærd påvirker udviklingen. Men bogen handler ikke om os, men især om svindlere, kyniske spekulanter, grådige bankdirektører og flere andre i den spektakulære og farverige del af erhvervslivet. Dermed er bogen en fortsættelse af forfatterens bog ”Kejserens nye klæder” (2005) om erhvervshistoriske skandaler. I vid udstrækning trækkes der på de samme eksempler på historiske aktiebobler, børskrak, bankkriser og store virksomhedskollaps. Det nye i ”Finanskrisen” er de senere års udvikling, der fylder ganske pænt i bogen.
På den internationale scene rækker historierne fra spekulationer i hollandske tulipaner i 1637 over bl.a. Sydhavsboblen i 1720, Wall Street-krakket i 1929, Enron-skandalen i 2001 og frem til Bernard Madoffs pyramidesvindel, der blev afsløret i december 2008. På den hjemlige arena spænder historierne fra Albertiskandalen i 1908 til bankkollapserne (bankTrelleborg, Roskilde Bank m.fl.) i 2008 – og frem til Stein Bagger-sagen. Indimellem genopfriskes sager som Hafnia, Nordisk Fjer, Klaus Riskær Petersen, Kurt Thorsen, Rasmus Trads og PFA, selskabstømmeren Bjørn Stiedl, Memory Card Technology og mange flere. Peter Forchhammer, Steen Bryde og Steen Gude er også kommet med.
I Memory Card Technology-sagen, der bl.a. handlede om vildledende fondsbørsmeddelelser, blev John Trolle i oktober 2008 idømt 6 års fængsel. Da sagen blev anket til Landsretten, er det blot en af adskillige sager i bogen, der ikke har fundet sin afslutning endnu. Som sådan er den væsentlige del af bogen om de nyere sager en slags statusberetning om verserende sager. En slags historiefortælling om nuet. Flittigt anvendte kilder er da også nyere dagbladsartikler. I betragtning af, hvor hurtigt alting er foregået de sidste par år og hvor mange spektakulære sager, der har været, er det glimrende med denne oversigt, selv om den i sagens natur er et øjebliksbillede primo marts 2009.
Den historiske perspektivering bruges til at fastslå, at den aktuelle finanskrise blot er ”den seneste i en serie af finansielle bobler, der går flere hundrede år tilbage”. Krisen var forudsigelig og bliver ikke den sidste, lyder hovedkonklusionen.
Bogen er fyldt med farverige historier. Et kriterium for udvælgelse af sagerne synes netop at være farverigdommen. I modsætning til Finn Østrups mere strukturorienterede bog ”Finansielle kriser” (2008) – der savnes på litteraturlisten – er der tale om en populær indføring i kriser og skandaler. Desto mere kulørt omtale i dagspressen, desto bedre, synes devisen at være. Og alligevel ikke. Store skandalesager i 1960-70’erne som f.eks. tekstilsammenslutningen Boss of Scandinavia, de mange bolighajer, Mogens Glistrups skuffeselskaber, Jan Bonde Nielsen og B&W er ikke kommet med. Hvorfor egentlig ikke? Der er i det i hele taget en lang periode fra 1930’erne til 1970’erne, der som forfatteren fremhæver vel ikke bød på finansielle bobler, men som alligevel havde masser af farverige historier, der kunne være medtaget.
Søren Ellemose er civiløkonom, og har efterhånden et omfattende erhvervshistorisk forfatterskab bag sig. Bogen om finanskrisen er således forfatterens niende bog på blot fem år. Ligesom Ellemoses øvrige bøger, er bogen særdeles velskrevet, og den kan varmt anbefales.
