Frankrig

Af Jesper Mathiassen

Jeg fik bogen ”Frankrig – et moderne skindemokrati” i hånden og tænkte ”er det en rejseguide?”. Den synes at have samme smalle format som de grønne Michelinguider – farven er bare anderledes, nemlig orange. Som stærkt frankofil var jeg ikke sen til at gå i gang med den i håb om en ny nuanceret rejse i det franske – her politiske – landskab.

Det er anden udgave. Første udgave skrev Berg i forbindelse med forrige præsidentvalg i 2007 efter en række udfald mod den franske model i et par kronikker i Politiken.

Bergs pointe er næsten gjort med titlen. Hele bogen handler om forskellige dimensioner af det franske – måske – demokratiske system i en fransk kontekst. Det indledende afsnit er næsten pr. definition traditionelt – hvor vi får en indføring i, hvordan den 5. Republik opstod med Charles de Gaulle som stærk mand, og hvordan dette system nu har spillet fallit med de populister og mindre stærke mænd, der har været på posten. Vi bliver trukket igennem parlamentet, rollerne for nation, republik og stat og endelig det lokale demokrati.  Scenen sættes også her, ved et indledende spørgemål, om Den 5. republik reelt set er et valgmonarki?

Berg mener tydeligvis ”ja!” og bruger resten af bogens plads på at argumentere for sin egen tese. Hele det franske politiske landskab, højre og venstrekandidaterne og tillægget i denne nye udgave af bogen, er hele misèren om Strauss-Kahn, som heller ikke går Jacques Bergs politiske rejse forbi. Partierne er med til at piske en sort-hvid stemning op. Det samme er ifølge Berg medierne, der ligeledes får en hurtig high-light tur i Bergs guide.

Folkets indflydelse bliver også behandlet. Alt fra samfund, demografi, indvandringens indflydelse på demokratiet. Ulighederne skal frem! Og dem, der ligesom Berg har opdaget, at Frankrigs model måske ikke er så demokratisk endda, får plads som en af turistattraktionerne i bogen.

Nu vil jeg jo mene, at det ikke er nogen stor overraskelse. Det gode ved Bergs bog er, at den fint underbygger hans egen tese med fakta og tal. Han skriver til gengæld ikke, hvorfor han så bliver ved med at leve i Frankrig, hvor han har boet og arbejdet siden 1968, eller hvorfor vi andre bliver ved med at valfarte til landet. Hvorfor er Frankrig så dejligt et land? Hvad burde sættes i stedet for den model, der er nu?

Rejseguide formatet er måske ikke helt ved siden af. Det minder mig lidt om forholdet mellem ”Lonely Planet” og ”On a shoestring”. Den ene dækker det hele og kommer med nuancerede anvisninger, og den anden er smal og ensidig. De supplerer hinanden, og den ene går subjektivt i dybden, og den anden er generel.

Hos Berg savner jeg perspektivet til især resten af Europa, men måske også verden. Frankrig er jo ikke det eneste land eller kontinent med en demokratisk udfordring. For hvad er demokrati? Er det den Engelske model med over- og underhus og et royalt overhoved – ligesom i Danmark i øvrigt? Eller den amerikanske model med deres system af registrerede vælgere, hvor der ikke er plads til de mange analfabeter – som de ”over there” opfatter som demokratisk? Der tages udelukkende stilling til Frankrig. Det er det, der gør den smal som ”rejseguide”. Læser man kun denne bog om emnet, er det et godt partsindlæg, velunderbygget og godt argumenterende. Men uden perspektiv og kontekst – faren er, at man kun ser de lokale high-lights.

Er Jacques Berg måske ikke bare blevet en gammel sur mand, der ønsker sig tiden tilbage, hvor man kunne tage en diskussion og vende tilbage til gamle dyder?

Jeg tror det!