Gæstearbejderne
Af Ole Schramm, cand.mag. i historie og musik.
Bogen udspringer af Immigrantmuseets særudstilling 2023 om de gæstearbejdere, der i 1970’erne boede i eller indvandrede til Danmark. For en gangs skyld bliver disse normalt usynlige indvandrere hovedpersonerne i fortællingen om et Danmark, der ændrede sig som aldrig før i danmarkshistorien. Det er deres fortællinger, der bliver fortalt af dem selv eller deres efterkommere. Nu kan vi så opleve udstillingen i bogform, som Ole Hammer, Emma Barnhøj og Dragan Jovanovic har redigeret. Ole Hammer har bl.a. været pressesekretær i Dansk Flygtningehjælp og redaktør af Fremmedarbejderbladet. Emma Barnhøj Jeppesen og Dragan Jovanovic er museumsinspektører på Immigrantmuseet.
I otte kapitler belyses forskellige sider af gæstearbejdernes møde med Danmark, det danske arbejdsmarked og deres bosættelse i Danmark. Vi hører også om fritiden, kulturelle aftryk og medborgerskabet. Det opbrud i samfundet og forandringen i normer og kultur, som danskerne oplevede, skete også i gæstearbejdernes verden, da ”rollerne som patriarkalsk familiefar og husførende madmor (blev) svære at bevare, og forholdet mellem generationerne kom også til forhandling” (s. 83).
De første gæstearbejdere havde ikke haft megen fritid, da der kun var tid til at arbejde og sove, men det ændrede sig, da gæstearbejderne begyndte at mødes i klubber og foreninger, og i 1976 blev ”den første sammenslutning af indvandrerforeninger med et mere indvandrerpolitisk sigte dannet, da tyrkiske, jugoslaviske og pakistanske foreninger sluttede sig sammen i IFD, Indvandrernes Fællesråd” (s. 84), og da der var utilfredshed med IFDs inaktivitet blev INDsam, Indvandrerforeningernes Sammenslutning, dannet i 1981. Denne forening blev en vigtig samarbejdspartner for danske myndigheder, og da der også var kritik af denne forening, blev POEM, Paraplyorganisationen for de Etniske Mindretal, dannet i 1993. I 1980’erne og i 1990’erne blev flere andre foreninger dannet.
Alt dette viser, at den danske mentalitet med foreningsdannelse blev taget til sig af indvandrerne, der nu ikke længere kunne kaldes gæstearbejdere. Men i forbindelse med bogens titel ”Gæstearbejdere - Fortællinger fra 70’erne” viser det også, at de tidsmæssige rammer er for snævre, og at udgiverne har fundet det naturligt at følge op på nogle af de emner, der belyses. I indledningen til bogen får vi at vide, at ”Historien koncentrerer vi om 1970’erne og perioden frem til 1983, hvor det danske folketing vedtog det, der blev kaldt ”verdens bedste udlændingelov”. Med nogle få afstikkere til senere begivenheder” (s. 11). Det virker underligt, at udgiverne inddrager udlændingeloven af 1983, da den især har med flygtningeproblematikken at gøre. Men også fordi den blev kaldt ”verdens bedste udlændingelov”, men de forklarer ikke hvorfor, og de fortæller heller ikke, at den for mange var en skandale og skændsel. Søren Krarup mente ligefrem, at den ville føre til den danske nations undergang. Den blev da også ændret utallige gange. I 2014 var den blevet ændret 100 gange.
I kapitlet om ”Kulturelle aftryk” er det helt åbenlyst, at bogen bevæger sig langt væk fra 70’erne og gæstearbejdernes virke i Danmark. Fx nævnes det, at kulturminister Jytte Hilden i 1997 nedsatte en arbejdsgruppe, der skulle komme med forslag til at ”styrke de etniske mindretals muligheder for at bidrage positivt til det danske kulturliv” (s. 99). Mht. litteraturen nævnes fx, at ”I 2009 udgav Dansk PEN antologien Herfra min verden går, hvor 29 flersprogede forfattere i Danmark bidrager med essays” (s. 99). Det samme gør sig gældende for områder som film, teater og musik. Alt i alt en hyldest til den kultur, som er forbundet - ikke med gæstearbejdere - men med indvandrere. Det er sympatisk, at udgiverne vil fortælle om alt det, som indvandrerne har bidraget med, men det sprænger unægtelig rammerne for bogens titel. Det samme gør sig gældende i kapitlet om ”Medborgerskabet”, hvor udgiverne fx nævner, at ”I 2011 skrev regeringens tværministerielle arbejdsgruppe for bedre integration (i) rapporten Medborgerskab i Danmark” (s. 127). Integrationsbarometeret af 2012 nævnes også, og dets målsætninger nævnes. Hvis udgiverne ønsker at diskutere integration, undrer det mig, at de ikke anlægger et kritisk syn på integrationen og diskuterer forskellene mellem assimilation, integration og pluralistisk integration. På samme måde kunne begrebet bindestregsdansker også bringes ind i diskussionen. Sidstnævnte betyder, at indvandrerne både er danskere men også noget andet, fx tyrkere, vietnamesere og palæstinensere. En velintegreret indvandrer som Özlem Cekic karakteriserer sig selv som meget multikulturel.
Styrken ved bogen og det, der gør den til et yderst relevant og spændende bidrag til forståelsen af det Danmark, som vi lever i i dag, er de mange interviews og fotos af de personer, som kom til Danmark, stiftede familie og bidrog til udvikling og fornyelse af det danske samfund. Tænk hvis det danske samfund kun bestod af os gammeldanskere, der er blevet ældre og ældre, og vi ville have overladt forsørgelsen af os til de kommende små generationer. Det var så spørgsmålet, hvor høj pensionsalderen ville være, og om det var nok med en arbejdsuge på 37 timer!
Allerede i kapitlet ”Rejsen” stifter vi bekendtskab med personer fra Tyrkiet, det tidligere Jugoslavien og fra Pakistan. Mahmut Erdem kom til Danmark i 1969 fra den kurdiske landsby Kusca på Anatoliens højslette. Han fortæller, ”at næsten alle kurdere kom fra landsbyerne på Anatoliens højslette og Konya-området, eller for en dels vedkommende fra Haymanasletten syd for Ankara” (s. 13). På samme måde fortæller Zlatko Lackovic, der kom fra Zagreb i det daværende Jugoslavien, at gæstearbejderne kom fra alle dele af det tidligere Jugoslavien. Mahboob Sahibza kom til Danmark i juli 1970 fra landsbyen Mohri Sharif i Punjab. Han fortæller, at båndene til England var tætte pga. kolonitiden og på grund af krigen, og derfor tog mange til England, men lande som Danmark og Norge modtog også pakistanske gæstearbejdere.
Forståelsen for gæstearbejdernes baggrund bliver langt mere konkret, når vi kender de enkeltes baggrund. Vi kan langt bedre sætte os ind i deres situation, selv om antallet af personer er overvældende stort. Det er godt, at der er længerevarende interviews med nogle af personerne, fx Mahmut Erdem, som kort blev introduceret i begyndelsen af bogen i kapitlet ”Rejsen” (s.13). S. 15 kommer der også et uddrag af et interview med Mahmut Erdem, så vi lærer ham bedre at kende. Endelig introduceres vi også for Mahmut Erdem som forfatter (s. 101), der i 2017 skrev digtsamlinger og romaner.
Ligesom det er tilfældet for Mahmut Erdem, bliver andre personer også omtalt i forskellige kapitler. Det gælder fx Dusan Jovanovic, der kommer fra Samarinovac, en landsby i den østlige del af Serbien. Han fortæller den lidt spøjse historie om, at han var på kursus i Østrig, men blev opmærksom på Danmark, fordi der i et blad var reklamer for vindmøller i Danmark, og det ville han gerne opleve. Han kom til Danmark sammen med sin kone Darinka Jovanovic og fik arbejde på Jernstøberiet i Næstved. På s. 48 er der en kopi af Darinka Jovanovics arbejdstilladelse. I kapitlet ”Mødet med Danmark” er der endnu engang et uddrag af et længere interview med Dusan Jovanovic (s. 75-77), hvor han fortæller om, hvordan han fandt sin bolig, og om hans arbejde på Jernstøberiet og derefter på Holmegaards Glasværk og endelig om sit arbejde som tolk. Han interviewes også på s. 118 i kapitlet ”Mellem to verdener”. Der er flere steder i bogen, hvor de samme personer nævnes. Her har jeg blot påpeget det for nogle af personernes vedkommende. Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er henvisninger med sidetal til de forskellige steder i bogen, hvor en person også omtales. Det ville betyde en langt større forståelse for disse personer, især fordi der mangler et personregister i bogen.
Selvfølgelig er der også interviews med kendte personer. Det gælder således Manu Sareen (s. 116), der kom fra Indien, og fortæller, at han aldrig har talt dansk med sine forældre. Leo Nika er (s. 106) en blændende musikalsk begavelse, som jeg har haft den store glæde at høre ved mange koncerter. Han kom til Danmark i 1971 som et-årig med sin familie, der var serbiske romaer.
Som nævnt er der virkelig mange gode og spændende billeder i bogen både i forbindelse med teksten og billeder, som vises i slutningen af hvert kapitel. De fungerer som en slags fotoalbum ledsaget af en forklaring på, hvem personerne er. Det er ikke de samme personer, som vi lærte at kende gennem de forskellige interviews i første del af kapitlet. Vi får kun et overfladisk kendskab til dem. Ser vi fx på første kapitel ”Rejsen”, fungerer de derfor blot som personer, der skal give et indtryk af opbrudsstemningen fra hjemlandet. Det samme gælder fx i kapitlet ”Mødet med Danmark”, hvor fotoalbummet ligeledes kun giver os en fornemmelse af, hvordan gæstearbejderen oplevede mødet med Danmark og nogle danskere. Det er undertiden nogle af gæstearbejdernes børn, der kommenterer billederne. Det er selvfølgelig fotos, der har været vist på udstillingen, som viderebringes i bogform. Hvor billederne kan fungere fint på en udstilling, kan de i bogen virke lidt svære at få et overblik over.
Det må da være en beklagelig fejl, at bogens titel ikke står på ryggen af bogen! Er det Laser Tryk, der ikke har løst deres opgave professionelt?
De kritiske bemærkninger i denne anmeldelse, betyder ikke, at jeg synes, det er en dårlig bog. Tværtimod! Det er et virkelig godt initiativ, som Immigrantmuseet og udgiverne har taget med denne bog, og jeg vil gerne give den min bedste anbefaling. Der er en god litteraturliste, der både indbefatter anvendt litteratur og relevant litteratur til videre læsning. Bogen fortjener at blive brugt, hvis man ønsker at få en nuanceret forståelse for indvandrernes problemer med at bosætte sig i Danmark. Vi forstår også den erkendelse, som de fleste gæstearbejdere nåede frem til, da de opdagede, at deres oprindelige plan om at arbejde i Danmark tre til fire år og så vende tilbage til deres hjemland, ikke var realistisk længere. Børnene, der voksede op i Danmark, ville heller ikke tilbage til forældrenes hjemland.
[Historie-online.dk, den 26. marts 2025]
