Hækkerup
Af Johnny Laursen, lektor, Aarhus Universitet.
Efter Bo Lidegaards store, episke Kragbiografi må man have store forventninger til Nikolaj Bøghs biografi over Per Hækkerup. Tilsammen kompletterer de to biografier hinanden på samme måde, som de to mænd gjorde i dansk politik, og kaster nyt lys over denne disharmoniske social-demokratiske tandems betydning for den danske velfærdsstat, folkestyrets udvikling og for Danmarks stilling i Europa og i verden. Nikolaj Bøghs biografi er stilistisk og indholdsmæssig markant anderledes end Lidegaards Kragbiografi. Den er kortere, selvom de næsten 400 sider absolut giver mulighed for detailrigdom og grundighed, men først og fremmest bæres den ikke igennem af dagbogsrefleksioner i nær samme grad som biografien om Krag. Der er også en del ligheder. Biografien er særdeles velskrevet, og spænder mellem politiske visioner og dag-til-dag politik. Den dækker snublende tæt på den samme substans, idet Krag og Hækkerup ikke alene var samtidige, men også i vidt omfang viede deres kræfter til de samme politiske emner: det gælder besættelsen, Fremtidens Danmark, den kolde krig, Europapolitikken, dansk udenrigspolitik og velfærdsstaten og dens finanser. Heraf naturligvis også spændingen mellem partnerskab og rivalisering mellem de to mænd.
Bogen er befriende fri for den mytologi, som ellers har hængt ved politikeren Hækkerup. Allerede på de første sider går forfatteren til frontalangreb på myten om Hækkerup, whiskyen og Nordsøolien, og afviser kort og effektivt denne journalistiske yndlingshistorie. Med dette bag sig udvikles et sympatisk billede af mennesket Per Hækkerup, hvor forfatteren ganske vist ikke er uberørt af den hækkerupske tryllekreds, men fastholder en usentimental, sober afstand til privatzonen. Alligevel kommer man tæt på mennesket og hans særlige sind.
Den nok mest spændende del af biografien er ’the making of’ Per Hækkerup, hvor man følger hans visioners udfoldelse, åbningen af hans internationale udblik og udviklingen af det politiske talent. Her bygges der især på Per Hækkerups store skriftlige produktion og på den dagbog, som førtes i hans unge år. Man bliver her trukket ind i miljøet omkring de yngre socialdemokrater og det socialdemokratiske miljø i 1930’rne og 1940’rne. Det samme gælder Per Hækkerups sejrsgang i DSU og hans ledende position i den internationale socialistiske ungdomsorganisation IUSY. Her formedes tydeligvis den internationale politiker og dennes meget stærke antikommunisme. Det er Hækkerups vej frem til politisk magt og vælde, hans taktiske instinkt og det voksende samspil med Krag frem mod aksen Krag-Hækkerup i 1962, hvor Hækkerup bliver udenrigsminister og Krag statsminister, som er blandt de stærkeste kapitler i bogen. Disse passager kaster i øvrigt også nyt lys på H.C. Hansens autokratiske ledelsesstil i Socialdemokratiet frem til 1960.
Det er biografens dilemma, at det er politikerens formning og opstigen, som er bedst stof for forfatteren, mens mange læsere ofte er nysgerrige efter at læse om politikeren på magtens tinde. Men her er opgaven sværere, thi mennesket vil typisk som fx udenrigsminister efterlade sig færre notater, mens maskineriet omkring ham vil fylde mere. Biografiens menneskelige historie bliver en slags siamesisk tvilling med statshistorien, og den biograferedes kildemateriale bliver statsakter. Fra ca. 1962 uden Hækkerups dagbog, med færre breve og færre egne manuskripter er opgaven blevet sværere for Nikolaj Bøgh. Historien taber såmænd ikke momentum af den grund, da rivaliseringen med Krag og Hækkerups livtag med venstrefløjen rummer megen velskrevet drama. Men man fornemmer nu, at kildematerialet tyndes lidt, og at det personlige perspektiv bliver sværere. Som genren byder, hentes der ikke overvældende primært kildemateriale i for eksempel udenrigs-ministeriets arkiv og lignende. Det påvirker af og til tolkningerne.
Der gøres en del ud af Hækkerups nybrydende rolle som den udenrigspolitiker, som gav Danmark en mere markant international, aktiv profil, og som markerede sig med en politisk – sammenlignet med Krags mere økonomiske – vision for dansk Europapolitik. Men meget tyder på, at Hækkerup i virkeligheden fortsatte og uddybede en fornyelse i dansk udenrigspolitik, som var påbegyndt af Krag. Det er rigtigt, at Hækkerup viste et stærkere politisk blik for det europæiske, end Krag, men kanhænde, at denne forskel også talte om de forskellige funktioner, de to mænd havde i dansk politik. Man kommer et par steder lidt hurtigt forbi nogle at de taktiske indenrigspolitiske – tiltider også indensocialdemokratiske – slag, men i det store og hele er det en bog, som emmer af taktik, magt og idépolitik. Billedet af Hækkerup som taktisk geni i 1960’rnes danske politik fremhæver betydningen af denne ærkesocialdemokrat, hvis konstitution syntes bygget på havanesere, politik, snu taktik og – viser Nikolaj Bøgh overbevisende – stærke idealer og loyalitet. Det er i nutidens Danmark vemodigt at læse om denne ildsjæls kongstanke om at folkeliggøre udenrigspolitikken og delagtiggøre og oplyse borgerne i de udenrigs anliggender. Her ser man, at det er en svunden tid, man læser om.
Det er en god bog, som her er skrevet om en af Danmarks væsentligste politikere. Ikke kun fordi den er god at læse. Den er også god at tænke over. Det er på sin vis ikke kun en biografi over Per Hækkerup. Det er også en skyggebiografi over Krag, og en biografi over Socialdemo-kratiet i det 20. århundrede. Den skal stilles på hylden ved siden af Lidegaards Krag-biografi. Dér hører den hjemme.
