I blokopdelingens tegn
Af Simon Ankjærgaard, stud.scient.soc, Internationale Udviklingsstudier og Historie, RUC
Historien om problembarnet
Myten om Danmark som den besværlige småstat får næring af det femte bind i serien om dansk udenrigspolitik. Værket hedder ”I Blokopdelingens Tegn” og er skrevet af Thorsten Borring Olesen og Poul Villaume.
Værket – og serien – er et meget vigtigt indspark i debatten om Danmarks udenrigspolitiske kurs over tid, og den overordnede dom over ”I Blokopdelingens Tegn” er, at den lykkes, om end der strukturelt er lidt irriterende slinger mellem de to forfatteres afsnit i form af overlap og gentagelser, blandt andet med præsentationen af centrale personer og akronymer. Samtidig er sproget holdt i et forholdsvist højt lixtal, hvilket desværre ikke gør bogen tilgængelig for menigmand. Omvendt skal begge forfattere have ros for at bruge velfungerende billeder undervejs til at forklare komplicerede udenrigspolitiske beslutninger eller episoder.
Valget af de to forfattere virker naturligt, al den stund at netop disse to har beskæftiget sig indgående med perioden fra slutningen af anden verdenskrig og frem, herunder især det sikkerhedspolitiske landskab - nationalt såvel som europæisk og globalt. Det betyder også, at man kan trække direkte linier fra teserne i deres tidligere værker, herunder især Villaumes ”Allieret med forbehold”, til teserne i bind 5, hvilket gør fortællingen i bind 5 til fortællingen om småstaten Danmark, der hvirvles ind i det brogede sikkerhedspolitiske spil efter krigen og som – til tider noget usikkert og febrilsk – forsøger at finde fast grund under fødderne i det oprørte vand mellem idealpolitik og realpolitik.
Denne problematiske navigering finder sted mellem fire udenrigspolitiske indsatsområder; FN, NATO, Norden og – mere og mere som perioden skrider frem – det europæiske samarbejde. Spændet mellem disse fire ’hjørnestene’ er godt beskrevet af de to forfattere, men den største styrke ved værket er uden tvivl den helt eksplicitte samtænkning mellem udenrigs- og indenrigspolitik på især det sikkerhedspolitiske område. Selvom der til tider er slagside, især i forbindelse med diskussionerne af de indenrigs- og markedsøkonomiske politikker, fungerer det fremragende, når Thorsten Borring Olesen og Poul Villaume beskriver, hvordan udenrigs- og indenrigspolitikken er produkter af hinanden.
Denne samtænkning er bestemt med til at forklare Danmarks til tider vaklende internationale færd. Alligevel sidder man tilbage med følelsen af ikke at have læst eller lært noget grundlæggende nyt af bind 5. I stedet bekræftes småstatsmyten, især den variant, hvor Danmark optræder som klassens problembarn med masser af sikkerhedspolitiske, militære og europapolitiske forbehold. Det er tankevækkende, at det ender med denne variant, når forfatterne bag alle seks bind har haft fingrene i et omfattende kildemateriale.
Det giver anledning til at tro, at dette er den mest sandsynlige og legitime udlægning af dansk sikkerheds- og udenrigspolitik over tid; at de til enhver tid siddende politikere ikke havde - og har - andre muligheder end at føre en småstats forsigtige politiske kurs i et hav fyldt med storpolitiske og indenrigspolitiske isbjerge. Jeg er ganske klar over, at ingen politiker eller regering bestemmer sit eget handlerum, men det virker som om beskrivelsen af Danmark som en småstat er en nem og kærkommen måde at forklare, hvorfor Danmark satsede stort på det nordiske samarbejde i slutningen af 1940’erne, var allieret med forbehold i NATO og i dag til tider sidder en meter eller to fra det EU-politiske forhandlingsbord. Omvendt bliver det svært – med den indgangsvinkel – at forklare Danmarks engagement i Irak i dag.
Problemet er, at denne fremstilling i offentlighedens optik er med til at indsnævre det opfattede politiske handlerum og med til at sløre den ikke uendelige, men dog lidt bredere række af reaktionsmuligheder en til enhver tid siddende regering har i en given situation. Samtidig kan den også være med til at sløre de områder, blandt andet miljø- og udviklingspolitikken, hvor Danmark har markeret sig stærkt internationalt. Det skal dog tjene til de to forfatteres ros, at de netop undervejs markerer disse stærke internationale markeringer, uden dette dog flytter fokus fra småstatsperspektivet. På denne måde er Thorsten Borring Olesen og Poul Villaume uhyre konsekvente og tro mod deres grundlæggende teser.