Indkomstskatter og offentlig vækst 1903-2005.

Af Kenn Tarbensen, seniorforsker, ph.d., Erhvervsarkivet

”Talrige illustrationer gennem 100 år fra hele landet letter læsningen”.

Teksten i pressemeddelelsen lyder nærmest som en undskyldning for en usædvanlig tør og kedelig bog. Det er der dog ikke tale om. Derimod har Told- og Skattehistorisk Selskab, der blev stiftet i oktober 1977 og således nu har 30 års jubilæum, med bind 6 af Dansk Skattehistorie udsendt endnu et flot bind i serien. Skønt vi nu et kommet op til vore dage, så mangler fortsat bd. 4 og bd. 5 om årene fra 1660 til 1903. De udkommer i løbet af 2008. Ifølge generalforsamlingsreferatet 2007 på selskabets hjemmeside på Internettet er udgivelsen dog ikke i bestseller-kategorien. Der er 216 abonnenter på hele værket og desuden sælges årligt 10-11 eksemplarer af de enkelte bind i løssalg.

Med bind 6 om de sidste hundrede år med direkte indkomst- og formueskatter (siden 1903) og en vedholdende offentlig debat om skatteforhold, bliver disse små oplagstal formentlig hurtigt overhalet. Politikere og andre meningsdannere på skatteområdet kan i hvert fald med stor fordel læse denne bog, hvis de vil havde mere perspektiv og dybde i deres udmeldinger. For historikere vil bogen uden tvivl blive stående som et hovedværk inden for nyere økonomisk historie.

Udarbejdelsen har været lagt i de bedste og kyndigste hænder. Den mangeårige historieprofessor Hans Chr. Johansen ved SDU har dog været kastet ud i en hård opgave. Forfatteren har læst et hav af betænkninger og love, der har været grundlaget for den danske skatteudskrivning de sidste hundrede år. Alene et kig på de mange betænkninger, der er nævnt i litteraturlisten, får den kolde sved frem på os menige læsere.

Hertil kommer, at selv om bogen først og fremmest beskriver de direkte skatter – indkomst, formue- og ejendomsskatter – har forfatteren også medtaget en række andre skatter fordi ”de har indeholdt et klart tvangselement i form af en ensidig ydelse fra befolkningen til det offentlige” (s.13). Det gælder f.eks. en række former for bunden opsparing, arveafgifter samt enkelte naturalydelser. Og endelig omfatter bogen alle skatter, uanset hvilken myndighed de er gået til eller opkrævet af. Dvs. at både skatter til staten, amterne, kommunerne, folkekirken og de særlige fonde er medtaget. Samlet er det en ordentlig mundfuld – men opgaven er løst på ganske fornem vis.

Bogen er hverken tør eller kedelig, men er for det meste spændende læsning om hele baggrunden for etableringen af velfærdsstaten. I de fleste værker om det moderne Danmark er interessen centreret om velfærdsgoder i form af offentlige institutioner, rettigheder og ydelser til borgerne etc., men i denne bog er der fokus på indtægterne: Skatterne.

Skattereformen i 1903 er en milepæl i dansk historie. De gamle hartkorns- og bygningsskatter blev erstattet af en ensartet indkomstskat, formueskat samt en ejendomsværdiskat. Selvangivelsen blev indført. Skatteopkrævningen blev inddelt i tre typer med særlige satser og fradragsregler: Den personlige indkomstskat, formueskatten og selskabsskatten.   

Indkomstsskatten blev i 1903 fastsat efter en progressiv skala med 2,5 % af indkomsten som højeste sats. Det lyder jo lidt drømmeagtigt med så lav skatteprocent, men det skal her huskes, at statsfinanserne på denne tid var skruet væsentlig anderledes sammen. Toldafgifter og øl- og spiritusafgifter udgjorde f.eks. omkring 2/3 af statens indtægter.

En liberal toldlov i 1908 gav færre toldindtægter og året efter kom en dyrere forsvarsordning, hvortil kom stigende udgifter til undervisning og socialområdet. Allerede i 1909 og igen i 1912 måtte indkomst- og formuebeskatningen derfor reguleres. Den maksimale indkomstsskat kom nu op på 5 %.

Under 1. Verdenskrig kom yderligere skattestigninger. Med baggrund i stigende udgifter for at afhjælpe den værste sociale nød samt ønsket om at beskatte de såkaldte ”gullaschbaroner” samt store ekstraordinærer indtægter i rederivirksomheder ændredes progressionsskalaen og skatteprocenterne tre gange under krigen. Den maksimale indkomstskat kom nu op på 14,5 % for de højeste indtægter. Selskabsbeskatningen, der oprindeligt havde været på 2 %, blev ligeledes skærpet i takt med de personlige skatter. Under 1. Verdenskrig kom aktieselskaber m.v. desuden til at betale en tillægsskat og merindkomstskat efter en stærk progressiv skala med 35 % som højeste sats.

Efter krigen gennemførtes nye skattereformer. I 1919 indførtes en ny rateskala, der for de højeste personlige indkomster betød en skatteprocent på 25 %, men for de mest almindelige indtægter fra 3 til 8 %. Desuden indførtes i 1922 fradragsret for bl.a. syge- og arbejdsløshedsforsikring. 1922-loven blev den grundlæggende lov helt frem til slutningen af 1960’erne. Satserne blev dog løbende justeret, hvilket også gjaldt for selskabsskatten. På grund af krisen i mellemkrigsårene blev erhvervslivet friholdt for nye beskatninger. ”Formodentlig har mellemkrigsperiodens usikre forhold for erhvervslivet sat en grænse for, hvilke skattebyrder man ville pålægge virksomhederne” (s.49).

2. Verdenskrig gav på ny anledning til at revidere skatteskalaen. Den personlige indkomstskat blev forenklet og nu sat til 2 % for de laveste indtægter, stigende til 50 % for de højeste indkomster, idet der samtidigt indførtes et skatteloft. Samtidig blev der gjort op med finansministerens bemyndigelse til at udskrive tillæg til 1922-skalaen. Fremover skulle skatten fastlægges i en årlig udskrivningslov. Derimod blev selskabsbeskatningen gjort mere kompliceret.

Det kan man også roligt sige om skatteforholdene i efterkrigsårene. Mellem 1903 og 2005 er der lavet omkring 7.000 love og bekendtgørelser om skatter og afgifter – med en klart stigende tendens i perioden. Den officielle ligningsvejledning 2005 består af fem bind på tilsammen næsten 4.000 sider. Forfatteren har således ikke alene været sat på en hård opgave for tiden efter 2. Verdenskrig. For læserne bliver det også mere kompliceret. Undervejs bliver læsningen nogle steder direkte svær.

Under indtryk af det almindeligt stigende skattetryk i efterkrigsårene i takt med flere og flere velfærdsgoder, fandt der fra 1946 til 1970 en lang række teoretiske og politiske drøftelser sted om emner som f.eks. afskrivninger, fradragsret, sambeskatningsregler, lejeværdien af egen bolig, herunder vedligeholdelsesfradrag, ejendomsbeskatning, arveafgift, kommunal udligning og meget andet. Og det er selvfølgelig ikke det hele, der er lige let fordøjeligt.

Der er gode undtagelser, f.eks. kapitlet om kildeskattens indførelse i 1970. Baggrunden, de mange praktiske vanskeligheder ved gennemførelsen, de langvarige politiske slagsmål, herunder lynvalget om sagen i november 1966, formidles ganske glimrende.

I forlængelse heraf kan nævnes nyskabelser indenfor selskabsbeskatningen. En vigtig lov i 1957 kom først med nye afskrivningsmuligheder for virksomheder, men hertil kom en reform i 1960, der gjorde op med den progressive selskabsskat. Der blev nu indført en proportionalskat på 44 % af et aktieselskabs skattepligtige indkomst. Denne vigtige sats er reguleret adskillige gange. I 1985 blev den sat op til 50 % ”som led i et indgreb på arbejdsmarkedet”. Dermed havde satsen nået et maksimum. I 1989 blev den under indtryk af det kommende indre marked i EF nedsat til 40 %, og yderligere nedsættelse fulgte i 1991 til 38 % og i 1992 til 34 %. I forbindelse med Pinsepakken i 1998 blev satsen nedsat til 32 % og i 2000 yderligere sænket til 30 %

Det skal også nævnes, at der er kapitler med oplysninger om de skiftende skatteministre og topchefer, den øvrige personaleudvikling inden for skattevæsenet, arbejdsgangene for ligning og kontrol, klagesystemet, m.v.

Det hedder i pressemeddelelsen, at bogen kan anvendes som opslagsværk. I så fald kan man godt komme til kort ved brug af registret. Slår man op under ”rangskat”, henvises man alene til et ultrakort afsnit på 4 linjer. Heri oplyses det, at rangskatten fra 1870 fortsat er opkrævet ”i hele perioden” – men da vi er i kapitel 3 om ”Andre direkte skatter fra 1903 til slutningen af 1960’erne”, kommer man i tvivl. Er rangskatten afskaffet siden da? Slår man tilsvarende op i registret under ”skattelister” for f.eks. at undersøge, hvornår de offentlige fremlagte skatteliste til eftersyn blev stoppet, henvises man alene til et billede fra 1953. Der er ingen henvisning til et sted i bogen, hvor spørgeren får svar på sit spørgsmål.

Det bør stærkt fremhæves, at bogen er forsynet med omkring 70 tabeller og figurer, der giver nyttige og ofte supplerende oplysninger til teksten. I de indledende kapitler er der f.eks. fine oplysende tabeller, hvor udviklingen i den progressive beskatning kan følges fra 1903- til 1922-loven. I andre tabeller kan følges den samtidige udvikling i statens udgifter fordelt på ministerier m.v. Undervejs kan læserne f.eks. studere skatteskalaerne for den ordinære indkomstskat i årene 1946/47, 1956/57 og 1966/67 (tabel 12) og her får et godt gys over den høje marginalskat. I den sidste ende får vi nyttige oplysninger i tabel 39, hvori angives den procentvise fordeling af skatter og afgifter i en række OECD-lande i 1970, 1980, 1990 og 2000. Det fremgår her, at indkomst- og formueskatten i Danmark i 1970 udgjorde 51 % af de samlede offentlige indtægter. De indirekte skatter udgjorde samme år 39 %, medens ejendomsskatterne 6 %. Tredive år senere, i 2000, havde statens indtægter forrykket sig: Indkomstskatten (formueskatten blev afskaffet i 1995) udgjorde nu 59 %, de indirekte skatter 33 % og ejendomsskatterne nu kun 3 % af de offentlige indtægter.

Dertil kommer så de mange gode illustrationer, der ”letter læsningen”. Heriblandt adskillige Storm P.-tegninger, bl.a. én fra 1948 med teksten: ”Der er altid plads til én til...”.

Altså en ny skat.