Kampen om humanisme og kontrol

Det var med det yderste af neglene, at franskmændene fik blokeret for højrebølgen ved sommerens valg. Anderledes gik det i en lang række andre EU-lande. I Italien kæmper filosoffen Donatella Di Cesare indædt for humanistiske tiltag over for de ”fremmede”. Til stor irritation for premierminister Georgia Melonis højreorienterede styre. I Sverige synes de såkaldte ”klaner”, der opererer på livet løs, at være blevet en gigantisk magtfaktor. To boganmeldelser.

Af Erik Ingemann Sørensen

Bådflygtninge/migranter fotograferet da denne trafik over Middelhavet tog fart for alvor. Ud fra antallet af personer i båden kan det ikke undre, at så forfærdeligt mange er omkommet undervejs. Siden 2014 har omkring 28.000 mennesker mistet livet jævnfør ”Migration Data Portal”. (Foto EU).

Donatella di Cesare er en italiensk filosof, der står urokkeligt fast på, at humanisme ikke kan gradbøjes. Humanismen skal være grobund i ethvert samfund, Humanismen giver ikke lov til at lukke døre for udefra kommende. Kommer der migranter fra fjerntliggende steder på kloden, så skal de bydes velkommen uanset, hvor de kommer til.

Bogen udkom oprindeligt på italiensk – ”Stranieri residenti. Una Filosofia della migrazione” – i 2017. Den er således skrevet tæt på den bølge af migranter, der pludselig stod i Europa, kom med tog eller vandrede på eksempelvis de danske motorveje. Et helt ufatteligt syn og vel ikke set siden foråret 1945.

Donatella di Cesare inddrager alle de fremtrædende, europæiske filosoffer og deres syn på stat og menneske. Det bliver undervejs ganske svært at holde sammen på tolkningerne. Men det lønner sig at holde fast – at læse langsomt. Hendes opgør med Hanna Arendt er interessant læsning. Hun tager afstand fra Arendts konklusioner om menneskeheden.

For Donatella di Cesare er det givetvis Bundeskanszlerin Angela Merkels udtryk: ”Wir schaffen das” – sagt den 31. august 2015. Tilføjende det nye ord: ”Wilkommenskultur”. Det år kom der ca. 1.4 millioner flygtninge/migranter til Europa. Til Tyskland 890.000 – altså over halvdelen – og 21.000 til Danmark.

For Donatella Di Cesare findes i realiteten kun ét moralsk kompas: Menneskerettighederne. De bør følges, hvis vi vil bevare os selv. Det er det, Løgstrup kalder den etiske fordring – og det er det, lignelsen om Den barmhjertige Samaritan næsten er et svar på.

Derfor skal vi afskaffe pas, gæstfriheden skal i højsædet, ingen grænser skal spærre – jorden er til for alle. På lige vilkår.

Bogen kan vel nok også antages at være rettet mod de fascist-lignende partier og enkeltpersoner, der i 2016/2017 igen var på fremmarch i Italien. Siden bogen udkom, er der sket en voldsom omvæltning i Italien. Ved valget i 2022 fik ”Fratelli Italia” (de italienske brødre) over 25 % af stemmerne. Herefter kunne den politiske leder Giorgia Meloni forhandle sig frem til at blive premierminister. Den første kvinde på denne post.

Det er unægtelig en udfordring, mange måske vil blive skræmt af. En udfordring der har givet det tyske AfD vind i sejlene. Som i Holland, Belgien og Frankrig.

Helt galt er det gået i England. De forfærdelige drab på tre piger i en danseskole resulterede i et aldeles forfejlet rygte om, at det var en migrant, der havde begået drabene. Det var det ikke. Det tog de ekstremt højreorienterede sig ikke af, hvorfor voldsomme optøjer nu er brudt ud over hele England. Så slemt står det til, at regeringen nu sidder i krisemøder.

Den humanitære stormagt

 I 2014 sagde den daværende svenske statsminister Frederik Reinfeldt: ”Jeg beder det svenske folk have tålmodighed og åbne sit hjerte for de udsatte”. Det skete ved Rigsdagens åbning i 2014, og var et udtryk for ideen om, at Sverige skulle være en humanistisk stormagt med næsten åbne grænser for de mennesker, der søgte om asyl med mere.

Rent faktisk blev Sverige på flere måder det samfund, der levede op til Donatella Di Cesares verdenssyn. 10 år senere har Jan Person, svensk sikkerhedsekspert, der i 10 år gjorde tjeneste ved Säpo -Säkerhedspolisen – og Johannes Wahlström, svensk undersøgende journalist – nu skrevet en bog om: ”Klanerne – De kriminelle netværk bag bandekrigen i Sverige”.

Det er en særdeles grundig og velfunderet fremstilling af, hvordan Sveriges åbne grænser har været med til at udfordre landet på en måde, som ingen rigtig har kunnet forestille sig. Materialet er systematisk indsamlet, blevet bearbejdet område for område. Det er på den baggrund, forfatterne når frem til deres dramatiske konklusioner.

I Danmark blev man rystet over ”Den sorte svane”. Men! Den er det rene vand sammenlignet med forholdene i Sverige.

Sådanne situationer har man set mange gange i Sverige. Men hvor det tidligere kunne kaldes for gadeoptøjer, så er der nu en helt anden baggrund. Opgørene raser mellem de forskellige klaner. Drab er blot en måde at markere sig på.  (Foto: HPN).

Det blev betragtet som uhørt, hvis man anvendte ordet ”indvandrer” om en udefrakommende person. Her kunne man kun anvende ordet ”medborger”.

I 2020 havde den daværende rigspolitichef Mats Löfving fået nok. Han sagde det rent ud: kriminelle klaner udgør et betydeligt problem i landet. ”Hele familien, hele slægten, hele klanen opdrager deres børn, så de kan overtage klanen. De her børn har ingen ambition om at blive en del af samfundet, de har lige fra fødslen en ambition om at ernære sig ved kriminalitet. Her er vi i Sverige temmelig naive…” (s.7).

Det vakte opsigt i Sverige – men en endnu større kom, da den svenske statsminister Stefan Löfven få dage senere bakkede politichefen op. ”Vi har haft indvandring i et sådant omfang, at integrationen er slået fejl. Hvis mange af de voksne ikke er i arbejde, ser børnene, at de voksne ikke arbejder og tror måske, at det er det normale. Sammen med andre sociale spændinger er det et problem”. Det var et udsagn, der sendte rystelser gennem Sverige. Når nu det var selveste statsministeren, der sagde det.

Den svenske statsminister Stefan Löven blev den første, der indrømmede, at Sverige havde været for naiv i integrationspolitikken. Det blev lidt af et historisk vendepunkt i den svenske politik, der nu måtte ud på en lang vandring med milliondyre initiativer. (Foto: Socialdemokraterna)

Klanernes herredømme

Frem til 2015 havde Sverige været et land med en meget lav mordrate. I løbet af de ni efterfølgende år indtog og indtager landet nu førstepladsen. ”366 skudepisoder, 47 personer døde og 117 såret. Sådan lyder den svenske statistik for skudepisoder - og drab i 2020.” Mens jeg har skrevet denne anmeldelse, har jeg flere gange måttet ændre tallene for 2024. Senest søndag den 4. august. I nat var der endnu et skuddrab i Stockholm. En 25-årig mand, der sad på en restaurant, blev skudt fire gange. Han havde forbindelser til det kriminelle netværk – så det ligner en likvidering.

Udviklingen i landet hænger sammen med de nye grupper, der har sat sig på våbenhandel, narkotikamarkedet, prostitutionen – det er kun kunden, der straffes, hvis det opdages – hvidvask af penge samt ejendomsmarkedet. De to forskere fremhæver – ud fra EU’s materiale, at de kriminelle aktiviteter i Sverige årligt omsætter for, ”… hvad der svarer til 10% af landets BNP svarende til 50% af Sveriges samlede statsbudget”.

Det er lykkedes forfatterne at få indsigt i statslige papirer, der fremhæver, at der findes godt 36 klaner, der opererer i Sverige. Man taler også om familienetværk. I bogen skriver de:

”Klansamfundet er kollektivistisk, og individet er underordnet familien. Klanerne erstatter i flere samfundsmæssige henseender funktionerne i en stærk stat – økonomisk, socialt og juridisk. Lande med stærke klanstrukturer har ofte en svag stat, og klanmedlemmerne har en udpræget negativ holdning til myndighederne.”

Klanerne har rødder i blandt andet Balkanlandene, Nordafrika, Afghanistan og Pakistan. Den måske mest kendte er Rawa Majid også kaldet ”den kurdiske ræv”. Svensk statsborger af iransk oprindelse. Han er leder af Foxtrot – en kriminel organisation, der sidder på en stor del af narkohandelen og ofte udfører drab. Noget han får unge drenge til at ordne.

Som det fremgår, er det voldsom læsning. Det er historien om, hvordan Folkhemmet er ved at gå socialt i opløsning. Jeg kan passende slutte med drabstallene for 2024: de ligger på 25.

Det er to centrale bøger, der med deres forskellige udgangspunkter tegner et billede af nogle af de forhold, der kendetegner vores samtidshistorie.

[Historie-online.dk, den 7. august 2024]