Livet i de røde barakker
Af Thomas Petersen, universitetslektor emer.
Horserødlejrens røde barakker ligger idyllisk i det nordsjællandske, syv kilometer fra Helsingør. I skærende modsætning til de alt andet end idylliske skæbner, barakkerne har huset. Lejrens hundredårige historie har været broget. Siden grundlæggelsen i 1917 har den på skift huset krigsfanger, børn, kommunister, gidsler, jøder, frihedskæmpere, landssvigere samt almindelige tugthusfanger. Ikke mange lokaliteter i Danmark kan fremvise så stort et katalog af betydningsfulde begivenheder i løbet af hundrede år som barakkerne i Horserød, konkluderer forfatteren side 276.
Bogens fokus er primært rettet mod de mennesker, der har befolket barakkerne, og hvorfor de var anbragt her. Alle i en kritisk fase af deres liv. Bogen er ”en kollektiv fortælling om livet i barakkerne og rammerne herfor, men også med aspekter af enkeltskæbner, hvorved kompleksiteten bliver betonet”. I de første 30 år satte store nationale og internationale begivenheder dagsordenen for livet i barakkerne – på en yderst dyster baggrund. De to verdenskrige udstak på vidt forskellig måde rammerne for de menneskeskæbner, der havnede i Horserød
Direktøren for Kriminalforsorgen, Thorkild Fogde, skriver i sit forord, at sådan som Horserød Fængsel ligger, omgivet af den smukke nordsjællandske natur, forestiller man sig ikke umiddelbart, hvilke dramatiske tråde der kan trækkes tilbage til to verdenskrige, og hvordan historiske begivenheder har afspejlet sig i anvendelsen af dette fængsel. Direktøren har ret i, at forfatteren – historikeren, ph.d. og seniorforsker ved Rigsarkivet Peter Fransen – viser sig som en fremragende formidler af den historiske fortælling. Samtidig med, at han virkningsfuldt formår at krydre det store verdensbillede med de personlige og til tider rystende beretninger fra og om de mennesker, institutionen gennem de forløbne hundrede år har lagt barakker til.
Forfatteren har disponeret sin bog i fire kronologiske blokke. Det startede med, at de røde barakker under 1. Verdenskrig blev opført som lazaret-lejr for 2.340 russiske krigsfanger, som kom til Danmark fra tyske og østrigske krigsfangelejre. Et initiativ, der både havde humanitære og storpolitiske undertoner. Fransen anfører, at eftertiden har idylliseret disse krigsfangers ophold i Horserød. Som korrektion af denne tendens dokumenterer han overbevisende, at ikke alt var idyl. At der tværtimod herskede spændinger – ikke mindst i kølvandet på de russiske revolutioner i februar og oktober 1917.
Årene 1920-40 betegner Fransen som lejrens uskyldsår med de formodentligt mest tilfredse brugere – børn, der af den ene eller anden grund havde brug for pleje og trivsel. I første omgang helbredende ophold for tuberkulose-ramte børn fra Flensborg og Berlin, siden som svagbørnskoloni for københavnske småkårs-børn. Ikke alt var imidlertid idyl. Ganske vist kunne børnenes familiebaggrund være barsk, men det kunne ferieopholdet tilsyneladende også. Fransen fortæller om en sand pressestorm i 1923. Dagbladet Socialdemokraten havde bragt bl.a. følgende citat fra et brev, sendt hjem af en af drengene i feriekolonien:
”Vi kom godt herned, og vi maatte gaa 2 Mill. Vi har det ikke godt. Vi kan ikke faa det Mad, vi kan spise. Og Drengene løber bort fordi Maden ikke er god, og de klør os med tykke Kæppe. --- Der er en lille Have, vi maa ikke gaa et Skridt udenfor”, (side 60).
Lederen af feriekolonien svarede til almindelig oplysning, at de sandelig ikke pryglede børnene med kæppe, men ”kun” med spanskrør. Avisen fortsatte imidlertid kritikken ved at spørge, om skolelærere egentlig var de mest egnede til at lede en feriekoloni. De havde nemlig åbenbart svært ved at se bort fra, at de i kolonien ikke sad bag deres kateder med et spanskrør i hånden. Det virker forfriskende og ganske oplysende, at forfatteren bringer sådanne eksempler fra livet i barakkerne.
Besættelsestiden udgjorde Horserøds mest dystre kapitel. Under samarbejdspolitikken blev de danske fængselsmyndigheder mødt af et tysk krav om at finde et egnet sted til at internere de tyske politiske flygtninge og emigranter, der på flugt fra nazismens hæslige ansigt havde fundet et mere fredeligt sted i Danmark. Valget faldt på Horserød. Flere af flygtningene blev efterfølgende deporteret tilbage til Tyskland. Til en uvis skæbne - for nogle til den sikre død. Efter den 21. juni 1941 – datoen for Hitlers angreb på Sovjetunionen – blev emigranterne afløst af internerede danske kommunister. En kontroversiel handling, iværksat og gennemført af danske myndigheder og blandt andre omfattende folketingsmedlemmer med en grundlovsfæstet immunitet. Én - den dag i dag - forkastelig handling med næsten ikonografisk betydning i danmarkshistorien.
Også de arresterede medlemmer af Hvidstengruppen blev efter pågribelsen i marts 1944 kortvarigt interneret i Horserød. Derefter ført til Vestre Fængsel – til dom og henrettelse i juni. En dom, hvor ”en dansk kvinde på én gang mistede sin ægtefælle, sin søn og sin svigersøn, mens hendes to døtre blev dømt til henholdsvis tugthus på livstid og to års ungdomsfængsel”-
Da samarbejdspolitikken brød sammen den 29. august 1943, overtog tyskerne ledelsen af Horserød-lejren. De brugte efterfølgende den som gennemgangslejr for jøder, kommunister og sabotører, der var på vej til tyske kz-lejre. Fra sommeren 1944 blev de resterende modstandsfolk flyttet til Frøslevlejren i det sønderjyske. Nogle af dem blev i strid med tyske løfter fra Frøslev deporteret videre sydpå. Til kummerlige vilkår i tyske kz-lejre. Fransen fortæller for eksempel historien om den 19-årige Vincent Lind, der dømt for sabotage blev sendt til Neuengamme-lejrens barske filial – udekommandoen Porta Westfalica. Som muselmand vendte han hjem med de hvide busser. Efterfølgende kaldte Vincent Lind Horserød for selve sindbilledet på samarbejdspolitikken. Et grusomt sted ud fra såvel et kristent som et humanistisk perspektiv. En lejr, der med interneringen af kommunisterne fornedredes til at være det elendigste sted i danmarkshistorien. Lind blev i øvrigt senere i 1984 biskop over Fyens Stift og døde som 84-årig i 2007.
I krigens sidste år var de røde barakker tysk uddannelseskaserne og senest blev de atter lazaret – nu for tyske soldater. Efter befrielsen den 5. maj 1945 blev Horserød sammen med Frøslev, nu omdøbt til Faarhuslejren, anvendt som straffelejr for landssvigere.
Bogens sidste tema er tiden efter 1945. I 1947 blev lejren kvindefængsel samt fængsel for mandlige tuberkuløse afsonere. Samme år blev Horserødlejren formelt en del af fængselsvæsenet og er det stadig. Blandt afsonerne bruger forfatteren flere sider på den både muntre og triste historie om en vis Mogens Glistrup, der ved Højesteret i juni 1983 var blevet idømt tre års fængsel for sit flittige og kreative skattefusk. Den prominente straffefange – anarkisten, partistifteren og folketingsmanden – der ved sit hidsige gemyt og evindelige paragrafrytteri nok kunne sætte grå hår på både folketing, flere ministre, direktorat og fængselsinspektør.
Et turbulent forløb med mange tabere, kalder Fransen det cirkus, Glistrup satte i gang. Og hvor store ord som rigsret, højforræderi, knytnæveslag og anden ”fysisk vold for at tvinge mig ind i min celle, hvilket lykkedes for overmagten” kom i spil. Ren guf for Ekstra Bladet, der på forsiden kunne proklamere: YDMYGET, tævet og sparket. Et antal på 102 fængselsbetjente fik deres forbund til arbejde for, at Glistrup ikke kom tilbage til Horserød efter valgkampen og valget til Folketinget i januar 1984. Angiveligt, fordi han siden sin entré i fængslet havde skabt stor uro og fængslet gjort til en brik i Glistrups politiske cirkus. Den slags cases er med til at gøre bogen til langt mere end panegyrik i anledning af et jubilæum. I det hele taget har forfatteren for de seneste 70 år af lejrens eksistens lagt stor vægt på dens indre liv og ikke mindst den skiftende håndtering af fangerne, sat i værk af de skiftende politiske vinde.
Den smukke bog er i væsentlig grad baseret på arkivmateriale i Rigsarkivet. Herunder også materiale, der forudsætter særlig tilladelse. Desuden er anvendt materiale fra Horserød Museum, der ikke findes i Rigsarkivet. Gedigen historisk forskning. Bogen er i øvrigt rigt illustreret med både historiske fotos og nutidsoptagelser. Dertil er den både velskrevet og læseværdig. Gennem historien om Horserød udvider forfatteren en institutions historie til at indbefatte betydelige nedslag i den nyeste danmarkshistorie - fuld af traumer, fortielser og glæder.
Historie-online.dk, den 27. juni 2017
