Livsformer og velfærdsstat ved en korsvej?
Af Lise Hedegaard Rasmussen,
Ph.d.-stipendiat, Afd. for Historie, Århus Universitet.
Livsformer og velfærdsstat ved en korsvej? er først og fremmest titlen på et forskningsprojekt igangsat af Statens Humanistiske Forskningsråd og under ledelse af bogens forfatter Thomas Højrup. Bogen Livsformer og velfærdsstat ved en korsvej? er, som undertitlen også røber, tænkt som en introduktion til det overordnede forskningsprojekt og til de øvrige værker, der udkommer i projektets regi. Det er, ifølge bogens indledning, hensigten med dette forskningsprojekt ”at bidrage til velfærdsstatens selvrefleksion på tærsklen til en ny tid.” – en ny tid, der blandt andet kendetegnes af, at den danske velfærd(sstat) er blevet sat under pres af udviklinger på det globale og det europæiske niveau. Den nye tid har altså bragt den danske velfærdstat til en korsvej, og spørgsmålet er, hvilke veje der nu skal vælges. Denne situation kalder i følge Højrup på en refleksion over velfærdsstaten med det mål at identificere de bagvedliggende værdier og forudsætninger for den danske velfærdsstatsmodel, samt de kræfter der har formet den. Kun med den viden kan vi forholde os til – og aktivt påvirke - velfærdsstatens muligheder i fremtiden.
Højrup går således i gang med en hegeliansk inspireret udredning af forholdet mellem individ, livsformer, statsformer og velfærd i moderne og postmoderne samfund. Og lad det være sagt med det samme: der er mange bolde i luften, og det er til tider vanskeligt at følge alle Højrups tankespor, som de væver sig ind og ud af hinanden undervejs.
Ét af bogens hovedspor følger udviklingen af det danske velfærdsbegreb ud fra devisen, at ”Suverænitetsarbejdet er bestemmende for statsformen”. Tesen er, at det danske samfunds indretning, erhvervsstruktur, produktionsformer - og ikke mindst forestillingen om, hvad det gode liv og velfærd indebærer - er blevet til som et resultat af den danske stats suverænitetsarbejde. Suverænitetsarbejde bliver dermed et helt grundlæggende begreb i Højrups fremstilling, og skal forstås som statens kamp for anerkendelse i det internationale system. Denne kamp er relevant her, fordi en stats anerkendelse i statssystemet er forudsætningen for denne stats uafhængighed og frihed - og dermed for samfundet og livsformernes uafhængighed og frihed. I kampen for anerkendelse kan kun de livsformer og de samfundsaktiviteter, der underbygger suverænitetsarbejdet, få plads i staten. Men samtidig er livsformerne og samfundet som hele med til at definere karakteren af suverænitetsarbejdet. At den danske stat er endt som velfærdsstat kan således i denne tolkning ses som udtryk for en bevidst valgt strategi – en alternativ måde at konsolidere staten på og sikre den stabilitet, enhed og international anerkendelse. Den universaliserede og samfundsøkonomisk så dominerende velfærdstanke kan således ses som resultatet af en satsning på en intern befæstelse af staten på bekostning af et eksternt, fysisk-militært, forsvar af landet.
Bogen her, og selve forskningsprojektet, er både interessant og nødvendigt. Og da Minervas ugle som bekendt flyver i skumringen, er det også på tide med dette reflektionistiske indslag i debatten om velfærdstatens fremtid. Det interessante er især, at bogen præsenterer et modspil til de vanlige antagelser om, at det postmoderne samfund har erstattet det moderne samfunds former med ubetinget valgfrihed. I stedet fremføres det, at valgfriheden er betinget af staten. Staten iværksætter de økonomiske og kulturelle frisættelser i samfundet og giver gennem sin egen uafhængighed individet, livsformerne og samfundet mulighed for at virke frit. I denne sammenhæng er det et interessant træk ved Højrups fremstilling, at den, som noget ret usædvanligt, giver staten og dens suverænitet en fremtrædende rolle både i forhold til velfærdssamfundet og til de særegne livsformer det rummer. Det er ellers reglen i værker, der på den ene eller anden vis beskæftiger sig med det postmoderne/-industrielle/-traditionelle samfund, at nedskrive statens betydning. Som sådan udgør denne bog et bemærkelsesværdigt indspark i den danske velfærdsdebat. Og i forhold til EU-debatten lægger bogen op til spørgsmål om, hvad det betyder for de statssikrede livsformer og velfærdsbegreber, at den danske stat deltager i en ny form for ”statsdannelse” i EU?
