Mælkepop og pigtråd

Af Thomas Mathiasen, arkivleder i Sørup og Sankt Jørgens Lokalhistoriske Arkiv (Svendborg Kommune)

Journalisten og forfatteren Jens-Emil Nielsen udfører en imponerende enmandsvirksomhed i disse år, hvor han både skriver og udgiver en række bøger om fortrinsvis den danske ungdomskultur, som den har udspillet sig især i tiden efter 2. verdenskrigs afslutning. Han har skrevet bøger om pop- og rockmusikken i alle den afskygninger. Desuden om ungdomsmode som et bredt begreb og om ungdommen og teenagerne som den køns- og forbrugerpolitiske faktor, som de blev i løbet af årene.

Denne gang er det to særlige hjørner af ungdomskulturen, der har fået opmærksomhed, nemlig de mælkepopper, der først skød op i Axelborg i København i starten af 1960erne, og siden hen i en række provinsbyer også, samt den såkaldte pigtrådsmusik, der opstod samtidig, og hvis udøvere i starten i høj grad fik lov til at udfolde sig til koncerter på mælkepopperne.

Hvad var en mælkepop, spørger måske de yngre læsere? En mælkepop var et sted, hvor unge mennesker kunne mødes og få en alkoholfri forfriskning og være sammen med andre unge. Ideen kom utvivlsomt fra de amerikanske diners, som allerede havde været kendt i mange år, men her i landet var det De Danske Mejerier, der så chancen for at få fat i et ungdommeligt publikum, og vel ikke mindst få en andel af deres lommepenge.

Den første mælkepop åbnede d. 14. februar 1962 i Axelborg med indgang i Hammerichsgade lige overfor SAS-hotellet. I dagens anledning havde Jørgen Ingmann indspillet ”Milkshake Twist” på en flexidisc, der udkom samtidig. Den daglige åbningstid var forbavsende kort, nemlig fra kl. 10 til kl. 17.30, men til gengæld var der ofte lukkede arrangementer om aftenen. Blandt andet foredrag med kendte kulturpersonligheder. Blandt foredragsholderne var R. Broby-Johansen, der fortalte om klædedragtens historie, Carl ”Skomager” Hansen fortalte om fodbold, Niels Viggo Benzon underholdt om moderne klassisk musik, og Erik Moseholm holdt foredrag om jazz. Mælkepoppen blev hurtigt et populært sted, og fik endda rosende omtale af Politikens forbrugermedarbejder, Lise Nørgaard.

Allerede en uge efter åbningen blev det annonceret, at en af tidens største amerikanske popidoler, Paul Anka, ville komme på besøg, hvilket bevises på et billede i bogen, hvor man ser det unge idol i selskab med Frederiksbergs borgmester Stæhr Johansen, og omgivet af unge teenagere af begge køn.

Placeringen i Axelborg var dog kun midlertidig. Først fik man nye midlertidige lokaler i Illum i sommeren 1962, og man rykkede derefter tilbage til Axelborg for en tid, hvorefter man endelig i foråret 1963 kunne flytte til mere permanente omgivelser på strøgadressen Frederiksberggade 25, hvor man indrettede sig på første sal med 450 kvadratmeter. Her begyndte de første pigtrådsorkestre for alvor at markere sig. Peter Belli og Les Rivals spillede nogle af deres første koncerter der.

Lederen af stedet hed Niels Drechsel, og han beskrives i bogen som en idealist, der gerne ville give ungdommen nogle trygge rammer for at mødes. Nogle rammer som skulle være mere end bare en sølle kaffebar eller et cafeteria uden nogen sjæl. Med et moderne ord kan man vel sige, at de unge skulle føle en form for medejerskab af stedet. Det skulle være en slags forsamlingshuse for unge mennesker. Desuden skulle man også spille andet musik end den fordummende popmusik hele tiden. Drechsel havde en fortid i dokumentarfilmbranchen og så sig selv som en opdrager.

Desværre var ungdommen mere interesseret i den banale popmusik og ikke så meget for opdragelse, som de sikkert fik rigeligt af andre steder. Så allerede i sommeren 1964 kunne man meddele, at Niels Drechsel trak sig tilbage som leder af mælkepopperne, der nu skulle drives på mere almindelige kommercielle vilkår, men stadig med mejerierne og Landbrugsrådet som en slags bagmand.

I mellemtiden var der nemlig også åbnet mælkepopper i Esbjerg, i Kolding, i Vejle, i Ballerup og i Aalborg. Planerne var at åbne op mod 25 mælkepopper, men så mange blev det aldrig til.

Det er bogens helt store force, at beskrivelserne af mælkepopperne i provinsen fylder så meget, så vi ikke kun skal læse om begivenhederne i København. Forfatteren har haft et rigt arkivmateriale til rådighed i form af avisartikler, popblade, plader og samtaler med nogle af de folk, som stadig kan huske noget fra tiden. Hver mælkepop i provinsen har fået sit eget kapitel, som hver især er spækket med sjove historier om for eksempel karismatiske mælkepopchefer, der helst ville have neonlyset tændt hele tiden, og om koncertoptøjer når de udenlandske orkestre besøgte Danmark med efterfølgende rygter om hash- og narkoforbrug på stederne, for bare at nævne et par enkelte anekdoter.

Der findes næppe et dansk pigtrådsorkester, der ikke har optrådt i alle landets mælkepopper, lige fra førnævnte Peter Belli og Les Rivals og så til Red Squares, Defenders, Hitmakers, Rocking Ghosts, Danish Sharks, Spacemakers, Sir Henry & His Butlers, Lollipops, Beefeaters og Baronets, ligesom flere unge folkesangere som Cæsar og Cy, Maia & Robert begyndte deres karriere delvist på mælkepopperne. Flere af disse navne udviklede sig hurtigt gennem 1960erne til at spille en slags mere psykedelisk musik, så den musikalske udvikling var meget eksplosiv.

Jens-Emil Nielsen er god til at trække tråden fra de unge pigtrådsmusikere frem og fremhæve nogle af dem, der siden hen gjorde sig bemærket på den danske musikscene. Her skal bare nævnes et lille udvalg: Johnny Reimar, guitaristen Ole Fick, den senere Gasolin-bassist Wili Jønsson, Anisette og Dandy Swingers, der udviklede sig til Savage Rose, folkemusikeren Lasse Helner, Gert Michaelsen fra The Walkers, trommeslageren Ken Gudman, Keld Heick, den senere skuespiller Søren Strømberg, Søren Seirup, der blev trommeslager i Steppeulvene og så selvfølgelig Rock-Nalle. Desuden er bogen tæt pakket med navne på mere lokale bands og andre orkestre, som eftertiden desværre ikke har levnet plads til.

Det kan være svært at gøre musikhistorie levende i bøger – og jeg har læst mange af slagsen – men jeg synes virkelig, at forfatteren slipper godt fra sit arbejde, selv om der visse steder bliver lidt for meget opremsning, fordi forfatteren absolut vil nævne hvert enkelt orkester, der har givet koncert på en mælkepop, og i det hele taget er bogen mættet med informationer, som kan gøre den lidt tung at læse. Men netop kombinationen af beskrivelsen af mælkepoppernes historie og så historien om den danske pigtrådsscene giver læseren lyst til at fortsætte med at læse. De mange illustrationer, både billeder og avisannoncer fortæller sin egen kulturhistorie og er selvfølgelig med til at fremme læsningen. Jeg giver bogen mine bedste anbefalinger med på vejen.

I bogen er også aftrykt annoncer med priser for, hvad man serverede på mælkepopperne. Det er lidt tankevækkende at se dem. Man kunne få en ostesandwich for 0,50 kr. og en stor orange milkshake for 1,50 kr. på en mælkepop i 1963. Omregnet med Dansk Statistiks prisberegner, så vil det svare til, at prisen for en sandwich til 0,50 kr. i 1963-priser er steget til 5,55 kr. i 2016. Det får man ikke meget sandwich for i vore dage. Prisen på en milkshake ville omregnet til vore dage være 16,66 kr. En milkshake på McDonalds koster vist mindst ti kroner mere i 2017.

historie-online.dk, den 25. april 2017