Magten på borgen

Anmeldt af Lars Kjær, mag.art. i historie.

Denne bog er udgivet som et led i magtudredningens analyse af demokrati og magt i Danmark og følgelig ligger bogens fokus inden for de synsvinkler som er udstukket i magtudredningen.

Bogen ser på magt og indflydelse i dansk politik på baggrund af en række nyere reformprocesser (i en række kapitler):

- Dansk pensionspolitik 1960 – 2004.

- Skattepolitik fra 1985 – 2004.

- Arbejdsmarkedsreformer fra 1993 - 2003.

- Efterlønsreform i 1998.

Bogen afsluttes (herefter) af nogle fine sammenfattende kapitler.

Der er taget fat i nogle af de helt centrale lovgivningskomplekser i den danske velfærdsstat, og det er interessant at følge deres forandringer i disse grundige analyser helt op til nutiden. Bogen er derfor relevant for en ”bred kreds” med interesse i velfærdspolitik, magt og demokrati.

I hovedtræk er det bogens resultater/konklusioner, i modsætning til en række af populære antagelser om det danske politiske system, at

- små og gradvise reformer kan føre til store ændringer.

- ledende politikere i regeringen har afgørende indflydelse.

- organisationerne inddrages efter forgodtbefindende.

- medier og offentlighed holdes ude og forholder sig i det hele taget passivt.

- partiorganisationernes rolle er ikke væsentlig inden for politikformulering eller -godkendelse.

- EU´s betydning er på disse områder begrænset til retorik.

(se/jf. bogens forord).

Af disse resultater er bogens titel ”Magten på Borgen” fulgt naturlig. Det er godt nyt set ud fra en demokratisk synsvinkel, at magten i disse beslutningsprocesser faktisk er placeret på Christiansborg og ikke i de store organisationers kontorer. Borgerne er dog samtidig i vid udstrækning blot tilskuere til det politiske system.

Bogen er på én gang utrolig typisk – fyldt til randen med alle de politologiske standardteorier og begreber. Som sådan er den ikke særligt letflydende eller personlig. Den ’obligatoriske’ sprogbrug som følger af det teoretiske oplæg, medfører at mange bøger af denne type er alt for ensartede. Samtidig rummer bogen en lyst til at nuancere og komme tæt på begivenhederne gennem en ”thick description” af en række beslutningsprocesser. Det har været påpeget, at studiet af beslutningsprocesser er måden at forene fagene, og det synes jeg, bekræftes her.

Det er for mig (med alle de fordomme jeg øjensynligt har om politologisk litteratur) nyt at se en samfundsvidenskabelig bog, der i den grad går tæt på beslutningsprocesserne. I og med at hensigten er at følge en række beslutningsprocesser, bliver det teoretiske ophav gradvist opløst og reduceret til ”checklister”. Altså en meget udogmatisk brug af teorier, hvilket for mig vidner om stort overblik og modenhed.

Der er en konvergens mellem fagene historie og politologi, og der sker i højere grad en nyttig udveksling, hvor fagene drager faktisk nytte af hinandens metoder og resultater. Historikere citeres her også for pointer og ikke blot baggrundsoplysninger (årstal osv.).

Tidligere (for få år siden) har jeg hørt politologer udtale, at historikere kunne bruges til at undersøge teoriers gyldighed i fortiden, altså en noget asymmetrisk indstilling til relationerne mellem fagene. Historikerne har haft en ligeså hoven indstilling til politologien og følt, at den slags reducerende forskning behøvede vi ikke forholde os til.

Denne bog kunne gå hen og blive en øjenåbner, så historikere og politologer i højere grad begynder at se kvaliteter og styrker i hinandens metoder og synsvinkler - og det kunne vi godt trænge til.