Min egen rødstrømpe-abc
Af Thomas Mathiasen
Forfatteren Maria Marcus må have haft - formoder jeg - en spændende og rig tilværelse. Både på godt og på ondt. Hun er født i Tyskland i 1926 af jødiske forældre, men kom som allerede i 1933 som emigrant til Danmark. Hun måtte flygte til Sverige under krigen og blev student i Stockholm i 1945. Efter krigen studerede hun litteraturhistorie på universitetet og arbejdede derefter i en årrække som kunst- teateranmelder på dagbladene Information og Ekstra Bladet. Fra starten af 1960’erne og en snes år frem var hun ansat som kulturmedarbejder på Danmarks Radio, hvor hun lavede en række udsendelser om de nye bevægelser i tiden, herunder selvfølgelig kvinde- og rødstrømpebevægelsen. Siden 1979 har hun ernæret sig som psykoterapeut, sexolog og foredragsholder. Blandt andet har hun hver sommer siden 1988 afholdt nogle populære kærligheds- og seksualitetskurser på Ærø Højskole.
Ved siden af den professionelle karriere som journalist var hun fra starten af 1970’erne dybt engageret i den danske rødstrømpebevægelse og et af bevægelsens mest markante talerør udadtil.
Hun debuterede som forfatter med en bog om maleren Paul Klee allerede i 1956 og har siden udgivet adskillige bøger om forskellige emner, hovedsageligt inden for det kønspolitiske område. Hun har skrevet bøger om sado-masokisme, om kontaktannoncer og om webdating. Desuden har hun skrevet en meget gribende erindringsbog om barndommen og ungdommen i henholdsvis Tyskland, Danmark og Sverige med titlen Barn af min tid. Endelig har hun også skrevet en række fiktionsbøger og noveller til antologier både for unge og for voksne, hvor temaerne oftest tager udgangspunkt i forholdet mellem de to køn. En af novellerne har den bramfrie titel: ”Bye bye Nils-Bertil, eller Jeg har altid elsket pikke”
For nogle år siden udgav hun Bulen i mit bryst, der fortalte om en godartet cancerhistorie og nu er hun aktuel med Min egen rødstrømpe-abc, hvor hun gennemgår de erfaringer, hun har gjort sig gennem livet og særligt gennem rødstrømpebevægelsen. Bogen er udkommet på Politikens Forlag, og den kan stærkt anbefales.
Bogen er på over 300 sider og indeholder hundredvis af opslagsord lige fra abort, basisgrupper, blød mand og bongopatter til smilestrejke, søstersolidaritet, økofeminisme og ølejr.
I forordet understreger forfatteren, at bogen ikke er objektiv historieskrivning netop fordi hun selv var så dybt involveret i bevægelsen. Alligevel ender bogen med at give et glimrende indtryk af tiden fordi de mange enkeltopslag tilsammen danner et samlet billede af rødstrømpebevægelsen og alle de aktioner, som havde sit udspring i bevægelsen.
Aktionerne kunne være mangfoldige i deres udførelse - lige fra de berømte gadedemonstrationer, hvor de nægtede at betale fuld pris for at køre med bussen i København, da der ikke var ligeløn i samfundet, og blev båret væk af politiet. Den anden berømte gadeaktion fandt sted på Strøget i 1970 hvor kvinderne i protest mod at blive opfattet som sexsymboler demonstrerede iført overdrevent feminint ”dulletøj” og derefter afbrændte brystholdere og smed det feminine tøj i affaldssække.
Senere kom der husbesættelser, hvor man besatte slumejendomme for at indrette kvindehuse i dem. Eller det kunne være aktioner, hvor kvinder afbrød noget af det allerhelligste i landet, nemlig TV-Avisen på DR, så nyhedsoplæseren i nogle sekunder måtte vige pladsen for skilte med slagord, eller andre aktioner, hvor kvinder stormede talestolen, mens universitetsrektorer eller fagforeningsbosser holdt tale.
Den flotteste af alle aktionerne blev ifølge Maria Marcus udført på Mors Dag i 1973 hvor det på kun 13 minutter lykkedes for rødstrømperne at anlægge en barnevognsrampe på Nørreport Station. DSB havde pure nægtet at installere en elevator på stationen, så det blev nemmere at komme fra perronerne og op på gadeplanet. Det var ikke teknisk muligt mente etaten. Så når DSB ikke ville gøre noget ved problemet, så måtte rødstrømperne tage sagen i egen hånd. Og ved hjælp af 18 til formålet tilsavede gasbetonblokke og et par spande betonmørtel lavede kvinderne på under et kvarter en barnevognsrampe ved stationen. Politiet valgte at holde lav profil under aktionen, og det lykkedes for kvinderne at få rampen til at forblive så længe, at mørtlen nåede at størkne. Siden blev DSB klogere, og der blev installeret elevator på Nørreport og mange andre stationer rundt om i landet.
Et stort plus ved bogen er de mange illustrationer, som med gavmild hånd er drysset ind på bogens sider. Der er først og fremmest masser af eksempler på bevægelsens egne plakater, bogomslag og tidsskriftsforsider, men også utallige reportagebilleder fra tiden, blandet med kunstneriske billeder, træsnit, historiske billeder og ugeblade og reklamer, der på ironisk vis indrammer tidsbilledet.
Uanset om man er mand eller kvinde, eller om man kunder kender til rødstrømpebevægelsen gennem sin mor eller bedstemor, for den sags skyld, så vil man have glæde af at læse denne bog. For eksempel vil de unge mennesker, der har slugt Pia Fris Laneths: Lillys Danmarkshistorie kunne få uddybet deres kendskab til en del af den tidsperiode, som Pia Fris Laneth skriver om, ved at læse den nye bog af Maria Marcus.
