Niels Barfod: Hotel Donau
Af Thomas Petersen, univ. lektor emer.
Det var chefredaktør Herbert Pundik på dagbladet Politiken, der i 1986 havde sendt forfatteren og kritikeren Niels Barfoed (født 1931) til en række østeuropæiske lande for der at tage pulsen på kunstnernes og de intellektuelles vilkår på baggrund af de nye ideologiske vinde i den kolde krig. Året før havde Sovjetunionen fået ny leder, Mikhail Gorbatjov. En leder, der i ord og gerning indvarslede noget nyt på såvel den udenrigspolitiske, indenrigspolitiske som den kulturelle font. En leder, der gav hele verden et kort håb om en mere afslappet og nedrustet verden. Og, som med et slag havde givet den øvrige del af sovjetblokken kulturelt og intellektuelt baghjul - in casu de østeuropæiske lande.
Den gang i 1986 berettede Barfoed om den kulturelle og intellektuelle situation i DDR, Tjekkoslovakiet, Polen og Ungarn gennem møder og samtaler med blandt andre den tyske protestsanger Wolf Biermann (født 1936), der i 1976 havde mistet sit østtyske statsborgerskab. Uagtet han som ungt menneske i 1953 var emigreret til netop DDR fra Forbundsrepublikken. En anden af Barfoeds samtalepartnere var den tjekkiske dramatiker Vácslav Havel (1936-2011), mens en tredje var den senere Nobel-pristager, rumænsk-tyske og på tysk skrivende forfatter Herta Müller (født 1953), der i 1987 endte med at udvandre til Vesttyskland. Resultatet af disse interviews var først blevet publiceret i Politiken, og i 1988 var de så udkommet i bogform.
Den gang kunne hverken hans interview-ofre eller Barfoed selv vide, at blot et par år senere var alt forandret. Muren væk, de to Tysklande genforenet og Sovjetunionen gået i opløsning. Samt et Østeuropa, der var forvandlet fra satellitstater til historiske centraleuropæiske nationalstater, der var opstået i kølvandet på 1. Verdenskrig. Men, som den gang kun fik få årtier til at udvikle nationalstaten. Og, som derfor i dag søger at genoptage denne udvikling. Forfatteren kunne derfor i 1986 ikke have nogen forestilling om, at stater som Polen og Ungarn i dag skulle fremstå med nationalkonservative regeringer, der med deres synspunkter udfordrer mange af de idealer, som EU står for, eller som Barfoeds samtalepartnere den gang forfægtede og kæmpede for.
Nu godt 25 år senere, vender Barfoed så tilbage til sin beskrivelse af forholdene den gang. Og genudgiver bogen i en korrigeret og suppleret form. Samt ikke mindst righoldigt og nyttigt for især nye læsere suppleret med forklarende og uddybende fodnoter. Noter, der undervejs fylder så meget, at der blot er en enkelt linje til brødtekst
Den nye udgave af bogen er blevet til blandt andet på baggrund af de artikler, som Barfoed skrev i forbindelse med Murens fald i november 1989 sammen med de iagttagelser, han i årenes løb har gjort under rejser i Centraleuropa og i mødet med både de den gang interviewede samt andre forfattere og intellektuelle. Den gang i 1986 havde kunstnerne valget mellem to moralsk lige umulige alternativer. De kunne flygte ud af landet eller vælge at gå i en slags indre emigration. Det sidste i et stille håb om, at forholdene måske ville ændre sig. Som det for eksempel skete for en Vacslav Havel, der på kort tid gik fra at have været straffefange og blive sit lands præsident.
Barfoeds – nu supplerede - beretning er stadig værd at læse. Han har altid kunnet noget med ord. Som for eksempel hans kostelige beskrivelse af en køretur i bil en oktobernat i 1986 fra Prag og til byen Cheb – grænseby mellem datidens Tjekkoslovakiet og Forbundsrepublikken. Men det er ikke en helt almindelig biltur. De var fire i Skoda´en – chaufføren, Barfoed og to vogtere. Niels Barfoed var samme aften blevet arresteret udenfor sit hotel i Prag og skulle nu hurtigst muligt og helst senest ved midnat ekspederes hjem til Vesten. Barfoed havde været i Prag for at overrække Vacslav Havel den frihedspris, som svenske Dagens Nyheter og Politiken havde tildelt organisationen Charta 77t..
Undervejs på den lidt specielle tur gør den belæste og historisk dannede arrestant sig alskens tanker og historiske refleksioner. Som for eksempel over et vejskilt med navnet Lidice – landsbyen, der inklusive samtlige sine indbyggere grusomt blev udslettet af nazisterne. Som hævn for mordet på det såkaldte blonde bæst, alias rigsprotektor for Böhmen og Mähren Reinhard Heydrich i oktober 1942. Barfoed filosoferer i fangebilen:
”Uden Lidice intet Jalta, intet Potsdam, intet delt Europa. Uden Hitler-riget, dets handel med Sovjet om Polen, og dets blår i øjnene på England --- ikke dette aparte selskab en oktobernat i 1986 et sted i Tjekkoslovakiet. Som nu gør holdt og stiger ud. Chaufføren forrest, derefter mig, og skråt bag mig på hver sin side to sikkerhedsfolk, på vej gennem støvregnen, ind i en fjern og natlig kro, og derpå i gåsegang hen til et bord i den oplyste spisesal, men først igennem skænkestuen, forbi et par klynger mænd, der tager imod ølkrus, som den unge tjener i hvid skjorte og vest kommer med. Krogæsterne – måbende? Nej. Sådan foregik, foregår det ikke. --- De havde set det før. En fangetransport”, (side 109f.).
Barfoed er altid en fornøjelse at læse. Så genudgivelsen af bogen er af den grund helt i orden. Mens mange af de synspunkter, der kommer til udtryk i bogen, stadig har relevans. Nu suppleret med et forord af Uffe Ellemann-Jensen.
Historie-online.dk, den 14. november 2017
