Småstat, magt og sikkerhed
Af Simon Ankjærgaard, stud.scient.soc
Ujævn fortælling om Danmark i FN
Kristine Midtgaard yder med ”Småstat, magt og sikkerhed” sit bidrag til historien om Danmark under de første tre årtier af den kolde krig. Fortællingen fokuserer eksplicit på, hvilken rolle FN spillede i den danske sikkerhedspolitik, og motivationen er, at netop dette emne er underbelyst i den akademiske debat. Jeg er for så vidt enig i, at der mangler en stram sikkerhedsteoretisk analyse af Danmark i FN, men Midtgaards historie ligner til forveksling det arbejde, der allerede er foretaget af eksempelvis DUPI, Thorsten Borring Olesen og Poul Villaume.
Til gengæld glimrer Midtgaard ved at tildele Danmark langt større (stor)politisk handlerum end andre forskere, der ønsker at fortælle historien om småstaten Danmark. Den gængse tolkning – blandt andet næret af udmeldinger fra datidens politikere og diplomater – er, at Danmark under de omtumlede årtier efter 2. verdenskrig havde et meget lille råderum og begrænset indflydelse på de større politiske beslutninger. Det er sandt, at Danmark tit måtte spille tilpasningens spil overfor sværvægtere som USA, USSR og Storbritannien eller organisationer som FN og NATO, men Midtgaard illustrerer fornemt, hvordan Danmark – og dermed de danske politikere og diplomater – rent faktisk af flere omgange levede op til ambitionen om at bedrive aktiv internationalisme og i markante nationale mærkesager holdt stand overfor pres af varierende styrke. Den mest stædige tilpasning i perioden er i virkeligheden i forhold til Norden, især Norge, i form af løbende koordinering af tunge internationale sager.
Med sit værk sætter Midtgaard berettiget fokus på FN som dansk sikkerhedspolitiks bløde side versus NATO-samarbejdets mere hårde kant. Ambitionen er at skræve over både politisk tænkning og politisk handlen – og samtidig gøre op med den realpolitiske forståelse af sikkerhed, magt og sikkerhedspolitik. Det sker blandt andet ved at sløre grænsen mellem ideal- og realpolitik, og ved at se det politiske som et hele og ikke som opdelt i udenrigs-, sikkerheds-, handels- og indenrigspolitiske kasser. Det er rigtigt set, og redegørelsen for hvordan det skal gøres, er velreflekteret.
Den politiske tænkning beskrives godt i eksempelvis Midtgaards diskussion af en FN-vision, som et samlet folketing bakkede op om, om end man på tværs af partiskel var uenige om, hvordan visionen skulle nås. Beskrivelsen af den politiske handlen, derimod, er i høj grad toppolitikernes og diplomaternes fortælling, hvilket har den konsekvens, at værket – når regnestykket i sidste ende skal gøres op og trods Midtgaards ambition om det modsatte – teoretisk hælder over mod det realistiske og positivistiske hjørne. Og det er faktisk synd, for flere gange undervejs gør Midtgaard anslag til for alvor at komme væk fra mødelokalerne og de bonede gulve og ud i det komplicerede, men meget interessante spænd mellem politik og kollektiv selvforståelse; hvordan så den danske FN-politik ud i forhold til danskernes forståelse af sig selv som nation og (små)stat? Midtgaard trækker fint og grundigt tråde mellem den danske udenrigspolitik og det politiske spil hjemme i Danmark, men i forhold til et mere identitetshistorisk præg bliver det ved en forsigtig trippen rundt om grøden. Dette er formentlig et meget bevidst valg, men alligevel ærgerligt, når nu dét – for nærværende læser i hvert fald – kunne have løftet læselysten og udbyttet betragteligt.
Når det er sagt, kan man ikke tage fra Midtgaard, at hun har en meget fin næse for netop det komplekse diplomatiske spil. Over seks kapitler giver hun veldokumenterede eksempler på dansk navigering i den kolde krigs oprørte hav. De seks kapitler omhandler Koreakrigen 1950-53, Danmark og Uniting for peace resolutionen 1950-54, Danmark og Suezkrisen 1956, oprettelsen af en stående dansk militær FN-beredskabsstyrke 1958-64, Danmark og koloniafviklingen 1949-65 og slutteligt Danmark og den internationale nedrustning og atomkontrol 1949-65. Trods deres realpolitiske præg, giver alle seks kapitler en fyldestgørende indsigt i de mange faktorer, der lå bag en given dansk holdning og en given dansk beslutning.
Slutteligt skal der lyde et irriteret suk over de alt for mange små, sproglige fejl i form af enten for mange eller manglende ord i en sætning. Form og indhold kan ikke adskilles, og de mange skønhedspletter forstyrrer læsningen af et værk, der ellers holder højt akademisk niveau. Et andet kritikpunkt angår flere af billedteksterne. Langt de fleste af billederne viser centrale personer i den danske FN-politik, men i flere tilfælde noteres deres navne ikke i billedteksten. En H. C. Hansen eller Jens Otto Krag behøver nok ingen nærmere introduktion, men der var altså flere end dem med i diverse FN-delegationer. Hvad angår billedtekster forbliver flere af disse anonyme. Og det er synd.
