Socialdemokrater under pres

Af Thomas Mathiasen

Det er ikke nemt at være socialdemokrat for tiden. Vælgerne flygter nærmest væk i hobetal, og meningsmålingerne er derfor historisk lave. Medierne jagter enhver uenighed i partiet, og udstiller det som fløjkrig. Samarbejdspartnerne i SF og De Radikale har opgivet håbet på, at den nye leder kan vinde statsministerposten tilbage fra den borgerlige lejr.

Hvordan det er gået så galt, er der selvfølgelig mange svar på. En del af svarene kan man få ved at læse Socialdemokrater under pres skrevet af den tidligere minister under flere Anker Jørgensen-regeringer, Karl Hjortnæs. 

En væsentlig årsag er ifølge Hjortnæs, at Nyrup-regeringerne i halvfemserne gik langt ind på midten i dansk politik, og at den nuværende borgerlige regering ligeledes har rykket de politiske skel, så det hele nu er for meget konsensus-politik. De ideologiske forskelle er forsvundet, og nu gælder det om at tage sig bedst ud på skærmen, have de bedste spindoktorer o.s.v. Det er vel ikke nogen vanvittig original forklaring, men ikke desto mindre er det vel nok sandt.

Han skriver veloplagt og letfatteligt. Det er ikke nogen tung teoretisk bog. Til gengæld synes det som om, dispositionen af bogen ikke er rigtig gennemtænkt. 

Det starter ellers godt med et afsnit, hvor de socialdemokratiske kærneværdier: frihed, lighed og solidaritet tages under behandling. Og specielt hvordan den nuværende borgerlige regering bid for bid forsøger af fjerne de ovennævnte kærneværdier fra den nuværende lovgivning og debat. Det er tankevækkende læsning. 

Men så er det som om, kuglerne bare flyver i øst og vest.

Først får vi et kapitel om den offentlige sektor, hvor budskabet selvfølgelig er, at det er noget skidt, når man privatiserer den.

Så følger kapitler om Socialdemokraternes udvikling fra et socialistisk parti til et parti med en velfærdsideologi som vigtigste ideologiske indhold. Vi hører lidt om forfatterens egen tid som folketingspolitiker og minister, og tiden i opposition under Poul Schlüters regeringer i firserne. Schlüter gjorde ifølge Hjortnæs det smarte, at han inviterede LO og de store fagforbund med til politiske forhandlinger, hvor resultatet ofte blev forslag, som fagforbundene godt vidste, Socialdemokraterne ikke ville stemme for i Folketinget. Den frustration, som det gav hos Socialdemokraterne, forlængede Schlüter-regeringens liv med adskillige år, mener Hjortnæs.

Så skifter vi pludselig til et afsnit om forskellige debatbøger, som fortrinsvis yngre socialdemokrater har udgivet i løbet af halvfemserne. Dem har Hjortnæs tydeligvis ikke meget til overs for. Alene overskriften Signalforvirring fortæller hans mening om det emne.

De sidste emner Hjortnæs når at bringe på bane, er udenrigspolitikken i 1980´erne, som var præget af Socialdemokraternes fodnotepolitik, ømme punkter hos Socialdemokraterne som skattepolitik og udlændingepolitik, inden han slutter af med formandsopgøret i 1992 og det seneste formandsvalg, der bragte Helle Thorning-Schmidt i spidsen af partiet.

Trods den lidt rodede disposition er bogen bestemt anbefalelsesværdig. Hjortnæs formår med få ord at trække hovedproblematikken op i de emner, han behandler. Man fornemmer, at han brændte for at man kunne få indført ØD i Danmark, hvilket som bekendt aldrig blev til noget.

Han fortæller også, at han selv var fortaler for SV-regeringen, der var et forsøg på at komme ud af den økonomiske krise i slutningen af halvfjerdserne. Men han må også erkende, at forskellene var for store til, at den regering kunne holde mere end fjorten måneder.

Det er således i det tilbageskuende, at bogen har sin force. Hvordan Socialdemokraterne kommer ud af sin krise, kommer der ikke mange forslag på. Det ville nok også være for meget at forlange.