Tilbage til 80'erne
Af Jesper Mathiassen, cand. mag. i historie og religionsvidenskab, MPO
Da jeg forleden fik bogen ”Tilbage til 80’erne” i hånden, bladrede jeg den kort igennem og tænkte, at det nok var hurtigt overstået. Jeg må indrømme, at da jeg netop var ung teenager og gik i gymnasiet i 80’erne, var bogen faktisk rigtig svær at slippe igen. Ove Dahl beskriver i forordet, at det er hans håb, at gensynet med de ting, billeder og beskrivelser, der er med i bogen, vil bringe læseren tættere på den nærmeste fortid. Undertitlen er en selvopfyldende profeti ”Alle de ting, du har glemt, du kan huske”, og det viser sig, at det er ret mange ting. For bogen er grundig, godt fortalt og rigt illustreret.
Tilbage til 80’erne er farverig. Der er striber i lys og koboltblå, teksten er pink og gul og lægger fint op til det første afsnit, der netop handler om, at 80’erne var et kriseårti, og at der var ”knald på farverne”. Der var fokus på fest for måske at forsøge at glemme, at der var krise og høj ledighed. Krisen fra 70’erne fortsætter et godt stykke ind i 80’erne, og fokusset på solidaritet og fællesskab fader ud, og det individuelle træder frem. Det handler om fest og farver og mere individet end fællesskabet. Den unge generation bliver derfor i 80’erne kaldt ”nå-generationen” eller ”dig og mig”.
Ove Dahl har med tredje bind forsøgt at fortsætte linjen fra de øvrige to bind i serien. Han har brugt den teknik, han har benyttet med succes på det nu fysisk lukkede Center for Reminiscens på Nørrebro. Ved hjælp af billeder, korte præcise beskrivelser og veludvalgte temaer vil folk, der har levet og været unge i 80’erne, kunne få hukommelsen tilbage ved at tænke sig ind i et årti, der har været central for egen opvækst.
Som de øvrige bind i serien er der dermed tale om en anderledes måde at formidle kulturhistorie på, og det gøres med en stærk fornemmelse for, hvad der har været vigtigt i 80’erne som årti betragtet.
Bogen er inddelt i 10 afsnit med op til otte underafsnit. Udover det indledende afsnit beskrives det materielle, interrelationelle forhold mellem drenge og piger, ungdom, mode, mad, musik, stil og meget mere i korte, præcise tekster med gode billeder til. Jeg holder meget af især afsnittet ”mig og verden”, da forfatteren her beskriver noget af det, der rammer mig ved samfundssituationen i både Danmark og udlandet i 80’erne rigtigt godt.
Afsnittet ”Mig og verden” beskriver netop 80’erne som årtiet, hvor der var store politiske spændinger, koldkrigen raser, og faren for en atomkrig gør temaet fred til noget altoverskyggende. Der holdes fredsdemonstrationer og demonstrationer mod atomvåben. I øvrigt her illustreret med en række badges – og hvem havde ikke sådan nogle på rygsækken? Det er i samme afsnit, at aids bliver beskrevet – også det var et rigtig stort tema i 80’erne og i bogen godt beskrevet og illustreret med de tegneserier, teenagere blev informeret igennem om kondomer og med coveret til sangen om samme tema med Søs Fenger, Thomas Helmig med flere. Det lykkes her Ove Dahl at komme godt fra de valg, der er nødvendigt at træffe i sådan en bog. Temaerne i afsnittet fortsætter med uddannelse, ungdomsledighed og naturligvis det, der fyldte rigtig meget i min skole- og gymnasietid – ”musik for liv” koncerterne. Band Aid, USA for Africa og det danske svar ”Giv en hånd”. Greenpeace og Operation Dagsværk får også naturlig opmærksomhed. Interrail, sprogrejser og Kibbutz ophold var alt sammen noget, vi gik og drømte om, selv har rejst på eller kendte folk, der havde været af sted på.
Det særlige ved bogen er, at der via de mange temaer er mange muligheder for at tænke tilbage. De enkelte afsnit rammer den, der læser forskelligt. Til forskel fra andre kulturhistoriske værker er den rige mængde af illustrationer en stor del af det, der gør, at hukommelsen kommer på gled. En plakat med Dankortet, som kommer i 1983, LP cover med Wham og Boney M, Miami Vice plakater, en Sparefant fra Handelsbanken, pac-man, Eldorado, Yuppier, Time Management, Lambrusco, Jane Fonda workout, Vi Unge, Michael Strunge, Casio armbåndsur med indbygget lommeregner, Donkey Kong bip-spil, Klaphatten, badges og meget meget mere.
Som kulturhistore kan ”Tilbage til 80’erne” dog virke noget overfladisk. Som eksempel vil jeg fremhæve, at de politiske diskussioner, der gik om Operation Dagsværk, ikke kommer frem i bogen. Både den gang – som nu, hvor det stadig kører – er der diskuteres det, om Operation Dagsværk har politisk slagside mod venstre. Der var mange gymnasieelever, der valgte Operation Dagsværk fra, da det var moderne at høre til konservativ ungdom, og Operation Dagsværk kom som initiativ fra venstre side af dansk politik. Der er flere eksempler på, at dybden mangler. Det er naturligvis bogens styrke, og dybden er ikke dens ærinde.
Samtidig er Ove Dahl i et sådan værk nødt til at træffe nogle valg om temaer og ting, der skal med i bogen samt eksempler og illustrationer i de enkelte afsnit. Der er få ting, jeg savner. F.eks. et afsnit om Prince, der var en superstjerne i 80’erne, og under mode mangler også de hullede cowboybukser og basketstøvlerne. Lidt uforståeligt er det, at Piolet tasken på side 20 tages frem, som helt klart er fra 70’erne, når nu Fjällräven var så populær i 80’erne – og slet ikke er med i bogen. Helt specifikt kunne jeg godt savne et selvstændigt afsnit om sport. Min opfattelse af 80’erne er, at der sker noget helt unikt på dette område. Bl.a. bliver Basket Ball en stor sport i Danmark, og en stor del af ungdommen prøver at følge den amerikanske liga, ligesom Amerikansk fodbold følges i dag.
Kritikpunkterne ændrer dog ikke ved, at Ove Dahl med ”Tilbage til 80’erne” slipper rigtig godt fra sit ærinde: At få os til at huske alt det, vi har glemt om 80’erne. Det er ikke nogen diskuterende kulturhistorie, men bogen har sin ret som et naturligt tillæg til øvrige beskrivelser af 80’erne. Styrken er, at de korte tekster og illustrationerne er nemme at forholde sig til, og for folk, der gerne vil huske tilbage på 80’erne, rammer bogen plet.
