Truslen indefra

Af Preben Etwill

Den hjemmelavede terrorisme.

Med Morten Skjoldagers bog ”Truslen indefra” er der kommet et yderst kvalificeret bidrag til belysning af hvordan den militante islamisme har slået rod i Danmark. Denne religiøst betingede bevægelse er på ingen måde omfangsrig, men er alligevel farlig.

Morten Skjoldager beskriver fire danske terrorsager, der er blevet optrevlet i de senere år. Det drejer sig om den såkaldte egypter-sag, hvor der faldt dom i 1996, Glostrup-sagen der forløb over to retssager i 2006 og 2007, Vollsmose-sagen fra 2007 og Glasvej-sagen, der blev afsluttet med domme i 2009.  Alle sagerne er forskellige, men har alligevel mange fællestræk, hvilket understøtter teorien, at godt nok er der tale om tilsyneladende isolerede lokale og hjemmestrikkede terroraktioner, men tydeligvis udført i samarbejde med, eller i inspiration fra internationale terrornetværk præget af stærkt islamisk fundamentalisme. 

Morten Skjoldager er ret overbevist om, at Danmark i nyere tid har været endog meget tæt på terroristiske anslag. Det har været et samspil af politiets efterforskning, amatørisme hos potentielle terrorister, moderate muslimers adfærd og rene tilfældigheder, der har gjort, at der indtil nu ikke er sprunget en terrorbombe i Danmark[1]. Hans analyse af de ekstreme muslimske miljøer i Danmark fører ham frem til den konklusion, at: ”Der er en reel risiko for, at Danmark i fremtiden rammes af et terrorangreb” (p. 10). Desværre er det måske bare et spørgsmål om tid: ”Terroristernes evne er det knebet med – men deres vilje til at sprede død og ødelæggelse har ikke manglet” (p. 298).

Bogen bygger på et omfattende journalistisk researcharbejde hos et stort antal danske og udenlandske kilder. Skjoldager betegner selv bogen som en ”dokumen­tarisk fortælling” (p. 9), hvilket jo ingenlunde kan sammenlignes med grundig historieforskning. Men det bogen måske mangler i kildekritiske refleksioner, har den så til gengæld i fortællingens klarhed. Bogen skaber overblik og sammenhæng.  Den er spændende, ja velskrevet. Dermed er den velegnet til politiske diskussioner og undervisning inden for terrorisme-, demokrati- og religionsforståelse. Dertil kan lægges den sociologiske dimension, der belyser hvilke faktorer og baggrundsvariable, der fører til, at rodløse unge mænd opbygger et blindt had mod deres eget samfund, og som i religiøs fanatisme drages af ekstremistisk vold som den eneste løsningsmodel.

Skjoldager gennemgår detaljeret historien bag de fire terrorsager. Han giver et grundigt indblik i, hvad det er, der driver disse mennesker ud i dette religiøse vanvid. Der er efter Skjoldagers opfattelse ingen simpel forklaring på, hvorfor nogle almindelige danske muslimer udvikler fundamentalistiske holdninger, der bringer dem over i terrorisme. De fleste af de anklagede og dømte er født og opvokset i Danmark, hvor radikaliseringen har fundet sted: ”Derfor er det oplagt, at opdragelse, eventuelle sociale problemer, dårlig integration og en oplevelse af at være udstødt spiller en rolle for de unges udvikling” (p. 301). Men det er samtidig en kendsgerning, at der i ”Danmark eksisterer miljøet, hvor rabiate prædikanter indgyder had i letpåvirkelige unge mennesker, der mangler retning og et ståsted i livet” (p. 302).

Skjoldager forsøger på bedste vis at finde fællestrækkene i de danske terroristers hævnbegær.  Krigen mod terror, der af mange muslimer blev betragtet som krigen mod islam, har haft en helt afgørende indflydelse på de danske terroristers bevidsthed. Krigen mod terror betød en invasion i Afghanistan, hvor de allieredes tropper så at sige kørte fast i det uvejsomme bjergsand. Talebanere og al-Qaeda-folk tog flugten og gemte sig hvor de kunne: ”Men invasionen af Afghanistan fjernede ikke truslen fra islamistisk terror. Krigen skabte vrede blandt mange muslimer. Da USA og flere allierede lande – deriblandt Danmark – invaderede Irak i 2003, gjorde det endnu flere muslimer vrede. Invasionen startede uden FN-mandat og blev blandt andet begrundet med, at Saddam Hussein samarbejdede med al-Qaeda, og at Irak havde fremstillet masseødelæggelsesvåben. Det viste sig senere, at ingen af delene passede” (p. 88). Men dette er langt fra hele forklaringen, hvilket fremhæves af: ”eksperternes nedslående konklusion er, at der ikke kan lade sig gøre at udpege én bestemt årsag til, at unge muslimer drages mod radikale metoder. Erfaringerne viser, at hver enkelt bærer rundt på sin egen historie. Nogle er veluddannede og kommer fra velfungerende familier, mens andre er vokset op med sociale problemer i trøstesløse ghettokvarterer. Den religiøse baggrund er heller ikke afgørende. Radikaliserede unge kan både komme ud af stærkt religiøse familier og af familier, hvor de har fået en verdslig opdragelse […] Ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt er de hjemmedyrkede terrorister meget sværere at holde styr på end militante islamister, som slog sig ned i Danmark før årtusindeskiftet” (p. 98). De nye terrorister kommer ikke rejsende langvejs fra med skæg og iført religiøs klædedragt. De er ofte født og opvokset i Danmark. De taler sproget, går i almindelig skole eller på en videregående uddannelse (p. 99). 

Mange unge opsøger selv de ekstremistiske miljøer, og et par moskeer i Danmark går så at sige igen i alle de danske terrorsager. Ikke sådan at forstå, at det har været moskeernes officielle hensigt at dyrke terrorisme, men det er opstået som en slags ekstremistisk subkultur i moskeernes ungdomskreds. Unge mennesker er som bekendt meget påvirkelige for markante – ja, ekstremistiske synspunkter, og deres særlige form for retfærdighedssans kan nemt vækkes. Stormøder kan som bekendt forstærke effekten betydeligt gennem massesuggestion. Det ses bl.a. ved at en egyptisk imam, Abu Talal, over for en tusindtal menneskeskare i Nørrebrohallen i 1995 i forbindelse med afslutningen af en Aid-fest fra talerstolen skulle have råbt: ”Det billigste blod er i dag muslimernes blod. Muslimerne bliver udryddet i Tjetjenien og Bosnien, mens islamiske regimer sover. Når terrorister kommer fra de undertrykte, så er det ikke længere terrorisme” (p. 61). Hvordan det kan virke på unge og ubefæstede sjæle, kan man naturligvis kun gisne om. 

Ud over den fysiske samling i og omkring moskeerne spiller internettet en meget betydelig rolle i netværksdannelsen bag terrorisme: ”I dag findes der mange tusinde hjemme­sider, som i forskellig grad henvender sig til islamister. Hjemmesiderne bruges af militante islamister til at udbrede propaganda, kommunikere og i nogle tilfælde til at rekruttere terrorister og planlægge konkrete terrorangreb. At man besøger hjemmesiderne betyder naturligvis ikke, at man alene af den grund kan finde på at udføre terrorisme, men de fleste terroreksperter er enige om, at internettet spiller en stor og voksende rolle i radikaliseringen af unge muslimer” (p. 156). 

Skjoldager er derfor ikke i tvivl om, at internettet spiller en helt afgørende rolle i at bevidstgøre og motivere unge muslimer til at udøve jihad: ”Siden 2001 er antallet af islamiske hjemmesider steget eksplosivt. Ved årtusindeskiftet eksisterede der en håndfuld hjemmesider. I dag findes der flere tusinde sider, som i større eller mindre grad fungerer som fora for ekstremister […] I de følgende år opdagede man også i Danmark, hvor meget internetttet betød. Nettet har spillet en kæmpe rolle for radikaliseringen af de unge mænd, der har været involveret i de danske terrorsager siden 2001. I cyberspace har de dyrket ekstremismen og hentet konkrete idéer til terrorangreb” (p. 215). Så halvdelen af denne terrorkamp foregår på mediernes kampplads.

Skjoldager har bogen igennem stor ros til politiets efterretningsvæsen (PET), og han tillægger især dets efterforskningsarbejde den store fortjeneste, at vi indtil nu har undgået terroranslag i Danmark. Terrorlovgivningen virker så at sige efter hensigten. Men sådan var det ikke i starten. Her var PET slet ikke på omdrejningshøjde med situationen. Deres terrorbeviser smuldrede ligefrem mellem hænderne på dem, når sagen blev oprullet i retten. De havde den fejlagtige opfattelse, at de unge menneskers ekstreme religiøse holdninger var et tilstrækkeligt bevis på deres kriminelle terrorhensigter. Men det holdt ingenlunde over for dommerne, der ville se beviser frem for formodninger. De måtte derfor – meget mod deres vilje - lade flere af de terrormistænkte gå fri.

Da Glasvejsagen i slutningen af 2008 kom for retten, var PET kommet anderledes op af hullerne: ”Fra starten var det tydeligt, at politiet havde lært noget af de dårlige erfaringer fra tidligere terrorsager. I Glostrup-sagen havde anklagemyndigheden lidt et stort nederlag, da tre ud af fire tiltalte blev frifundet. Og i Vollsmose-sagen havde en stor del af retssagen handlet om PET’s brug af den kontroversielle civilagent. Glasvej-sagen var ikke nær så mudret. Fokus på konkrete beviser og ikke på radikalisering og religiøsitet, som det havde været tilfældet i Glostrup-sagen” (p. 294).

Skjoldager er overbevist om, at terror i Danmark aldrig helt vil kunne elimineres, men terrortruslen bør nuanceres: ”I tiden efter terrorangrebene mod New York, Madrid og London var danskerne meget bekymrede for terrorangreb i Danmark. Siden er bekymringen i befolkningen faldet – til et mere rationelt niveau, kan man indvende: men rent faktisk tyder alt på, at terrortruslen er større i dag end dengang” (p. 300).

Bogen er ikke ment som et angreb på muslimer generelt, og den gør rigtig meget ud af at understrege, at islam ikke er lig med terrorisme, men at kampen mod ekstremisme er vigtig i et demokratisk samfund: ”Det siger sig selv, at det er meget vigtigt at skelne mellem flertallet af modrate muslimer i Danmark og en lille gruppe ekstremister. Men det er lige så indlysende, at vi skal tage truslen fra den lille gruppe alvorligt […] Men efterretnings­virksomhed og anholdelser er nu engang kun symptombehandling. PET’s antiterroraktioner har forhindret konkrete angreb – men fjerner ikke terrortruslen i Danmark. Hvis samfundet skal forhindre fremtidige terrorangreb, er den eneste vej, at gruppen af ekstremister gøres mindre” (p. 301). Det er klar tale, og her påhviler det alle demokratiske kræfter i Danmark at handle. Det gælder for politikerne, der skal skabe rammerne for de unge menneskers udvikling, men det gælder også for underviserne på vores udannelsesinstitutioner, hvor demokrati-, og religionshistorie skal lære de unge mennesker om hvad der er ret og vrang i demokrati og religion.

Bogen skal på alle måder anbefales, da den ud over at være spændende og vedkommende læsning, er et rigtigt godt fundament for en fortsat debat om eller undervisning i terrortruslens betydning for det danske samfund. 

[1] Bogen behandler ikke tiden før 1990’erne, hvilket gør, at Danmarks seneste bombeterror mod Northwest Orients kontor i København 1985 hvor en algerisk turist blev dræbt, ikke bliver behandlet.