Tyskland
Af Nils Arne Sørensen
En bog for begyndere kaldte Per Øhrgaard i et interview i forbindelse med bogmessen sin nye bog – bl.a. fordi han i dag ser danskerne som et folk af begyndere, hvad angår viden om vores nabo mod syd. Jeremiaderne over denne elendige tilstand har lydt med mellemrum de senere år og er kommet både fra professionelle eksperter i tysk sprog, kultur og historie og fra erhvervsfolk, der anser de faldende tyskkundskaber for at stort problem for danske økonomiske interesser. Klagesangene har indtil nu ikke hjulpet stort, i hvert fald ikke på landets højere uddannelsesinstitutioner, men man har jo lov til at håbe – og med Øhrgaards velskrevne og veloplagte bog i hånden har danskere i hvert fald fået et redskab til at komme godt ud over begynderstadet, når det gælder viden om den nyeste tyske historie.
Trods undertitlen ”Et essay” falder bogen i tre klart adskilte dele. De to første handler om henholdsvis fortidens rolle for tysk identitet og forholdet mellem Tyskland og Europa. Her giver Øhrgaard først et fint overblik over de tyske historiedebatter om nazisme, holocaust og DDR-tiden og udnytter dem bl.a. til spændende overordnede refleksioner om brugen af fortiden i identitetsbygning. Efter Øhrgaards opfattelse er det ikke tilfældigt, at fortolkningskrigene i den politisk-kulturelle offentlighed om Holocaust og 2. verdenskrig skifter karakter i retning af det moraliserende jo længere begivenhederne kommer tidsmæssig på afstand – og jo mere uforståelige de historiske adfærdsmønstre forekommer os. Kapitlet om forholdet mellem Tyskland og Europa er ikke mindst interessant, fordi det viser læseren, at stereotypen om det militaristiske og aggressive Tyskland – til fare for sine europæiske naboer – er knyttet til en relativ kort historisk periode, nemlig det lille århundrede fra 1864 til 1945.
Bogens tredje del er langt den største (ca. 235 sider). Den består af en samlet fremstilling af Tysklands historie siden 1945. Her er det overordnede greb det klassiske kronologiske: først skildres efterkrigstidens ødelagte Tyskland og den tyske deling, så følger 1950ernes økonomiske mirakel i Vest, 1960ernes opbrud med ungdomsoprør og demokratisering, 1970ernes økonomiske krise og terrorisme, de skandaleramte 1980ere før vi når frem til skildringen af genforeningen og dens konsekvenser. Denne korte opsummering synliggør også to markante forhold. Hovedinteressen ligger for det første på politisk historie med inddragelse af især økonomiske og i mindre grad sociale forhold. Og for det andet er det den vesttyske udvikling, der interesserer Øhrgaard mest: helt frem til genforeningen bliver DDR noget stedmoderligt behandlet.
Denne skævhed kan et langt stykke forsvares ved at henvise til det faktum – som er helt centralt i Øhrgaards analyse af genforeningsprocessen – at selve begrebet ”genforening” faktisk er forkert. Det der skete i Tyskland i og ovenpå miraklernes år var, at DDR blev nedlagt og indlemmet i Forbundsrepublikken – Øhrgaard bruger ligefrem ordet ”kolonisering”. Vil man forstå vore dages Tyskland i et historisk perspektiv er det derfor ikke urimeligt at lægge hovedvægten på Vesttyskland, når man blot sørger for at forklare, hvordan den skæve genforening har skabt en stribe problemer, som Tyskland og især beboerne i det tidligere DDR fortsat præges dybt af. Som Øhrgaard argumenterer godt for, så skyldes en del af disse problemer, at de tidligere DDR-borgere i samlingsprocessen blev frataget ethvert medejerskab til det nye Tyskland – både politisk, økonomisk og kulturelt. Og Øhrgaard kaster også skarpt lys på samlingens store tabere: de østtyske kvinder og de østtyske dissidenter.
Det lange kapitel om genforeningen er blandt bogens bedste. Men man er også i vældig godt selskab, mens man læser portrættet af ruinernes Tyskland og om det demokratiske opbrud i 1960ernes Vesttyskland, hvor man endelig tog afsked med de autoritære og patriarkalske traditioner, der havde præget Tyskland siden kejserrigets dage. En gennemgående kvalitet i fremstillingen er, at Øhrgaard har godt blik for, hvornår den danske læser har brug for en særlig håndsrækning som fx i hans grundige gennemgang af den (vest)tyske Grundgesetz og det politiske systems struktur. Til gengæld vil den læser, der regner med en fremstilling med stor vægtning af kulturlivet blive skuffet. Det bruger litteraten Øhrgaard ikke mange linjer på undervejs – bortset fra, at de enkelte kapitler indledes med litterære citater, der forklares undervejs – og så at det bliver ganske klart undervejs at to af Øhrgaards største tyske helte er forfatterne Günter Grass og Hans Magnus Enzensberger (som han dog især refererer til som politisk engagerede intellekturelle). Den tredje helt i bogen er Helmut Schmidt, men især i hans rolle som ældre statsmand, der ikke stikker op for bollemælk.
Det gør Per Øhrgaard heller ikke. ”Jeg gør ingen røverkule af mit hjerte”, skriver han på bogens første side, og et karakteristisk træk er det klare engagement som bogen udstråler. Engagementet – og sikkert også henvisningerne til Øhrgaards egne tyske erfaringer og erfaringer som Tysklandsekspert i Danmark – er nok forklaringen på, at Øhrgaard har valgt at betegne sin bog som et essay. Det giver frirum og beskytter vel også mod evt. beskyldninger om, at professoren politiserer. Men det er en skam. For det åbent fremlagte engagement betyder i virkeligheden, at bogen på fineste vis lever op til human- og socialvidenskabernes krav om gennemsigtighed: lige præcis fordi Øhrgaard ikke stikker noget under stolen, bliver det lettere for læseren at tænke kritisk med, når man læser hans fremstilling. Men desværre gør Øhrgaard denne kritiske læsning mindre konstruktiv end nødvendigt. Det er nemlig tydeligt, at Øhrgaards fremstilling bygger på en ualmindelig dyb viden, der ikke blot er baseret på egne erfaringer og studier, men så sandelig også på en imponerende belæsthed i den historiske og samfundsvidenskabelige litteratur. Men her lader forfatteren med den valgte form læseren i stikken. Vi får ganske vist enkelte litteraturhenvisninger flettet ind i teksten undervejs. Men vi savner systematiske henvisninger, enten i form af et noteapparat eller en afsluttende kommenteret litteraturoversigt. Sådanne hjælpemidler havde ikke blot gjort det lettere at kigge Øhrgaard efter i kortene, men også og vigtigere have lettet den læsende begynders vej til at blive en habil tysklandskender.
Det er en vigtig indvending, men den kan ikke rykke ved helhedsindtrykket: Per Øhrgaard har skrevet en meget fin introduktion til den nyeste tyske historie – og bestemt ikke kun for begyndere.
