Tysklands genkomst

Af Ole Schramm

Anden verdenskrig sluttede i 1945, og i 1949 blev Forbundsrepublikken Tyskland og Den tyske demokratiske Republik (DDR) grundlagt. Ville Tyskland for altid være delt? Eller var Tyskland kun delt midlertidigt? Disse grundlæggende spørgsmål var aktuelle helt frem til 1990, hvor de to tyske stater blev forenet.

Eksisterede der i perioden mellem 1949 og 1990, hvor Tyskland var delt, et udelt Tyskland? Dette spørgsmål stiller Peter Bender i bogen ”Tysklands genkomst”, og undertitlen i hans bog ”en udelt efterkrigshistorie” giver et foreløbigt svar herpå. Det er et paradoks, at Peter Bender på den ene side slår fast, at Tyskland var delt, samtidig med at han på den anden side taler om en udelt efterkrigshistorie, men dette paradoks har ført til en tankevækkende og perspektivrig analyse af Tysklands historie fra 1945 til 1990.

I Danmark er der sandsynligvis ikke mange, der kender Peter Bender (1923-2008). Han var uddannet historiker og dr. phil. I Tyskland kendte mange ham som journalist, der især beskæftigede sig med relationerne mellem Vest- og Østtyskland. Bogen udkom i Tyskland i 2007.

I første kapitel ”Det glemte land” gør Peter Bender rede for sin hovedtese om, at et udelt Tyskland spillede en stor rolle for de to stater. Det var nærmest umuligt at frigøre sig herfra. Peter Bender siger således: ”De to tyske staters fyrre års lange eksistens satte i stigende grad spørgsmålstegn ved Tysklands eksistens, men fornægtede den ikke. Så længe de bestod, var Forbundsrepublikken og DDR orienteret mod hinanden.” (s. 17) Endnu vigtigere – forekommer det mig – er Peter Benders overraskende formulering: ”Tysklands efterkrigshistorie var ikke kun, som den oftest opfattes, en historie om forskelle og modsætninger, men også en historie om paralleller og ligheder.” (s. 18)

Det er denne tankegang, som Peter Bender påviser så overbevisende i sin bog. Begge stater skulle overvinde mistroen mod tyskere og Tyskland, de ville skridtvis opnå en ligeberettigelse med deres europæiske naboer. Begge skaffede sig respekt gennem deres økonomiske resultater, begge forsøgte at gøre sig uundværlige i deres alliancer, og de udviklede sig til frontstater og forkæmpere i deres alliancer. Begge stater erfarede, at deres førende partnere (USA og Sovjetunionen) ikke blot hjalp dem, men også udgjorde en hindring for dem, og begge stater søgte at frigøre sig i det omfang, blokdisciplinen tillod det.

Også deres indbyrdes forhold udviklede sig. De første to-tre årtiers uforsonlige modsætning blev mildnet og muliggjorde et begrænset partnerskab på nogle områder.

Hverken Willy Brandt, Helmut Schmidt eller Helmut Kohl troede, at en tysk genforening var umiddelbart mulig. De mente, at den først ville kunne realiseres efter flere generationer, men da Gorbatjov kom til, ændredes alt: ”DDR stivnede … østtyskerne gennembrød Muren og oversvømmede Forbundsrepublikken, hvor de med forbavset vantro blev hilst velkommen af forbundsborgerne og mange steder hjerteligt modtaget. Hvad, der var blevet sagt om delingens uendelighed, var glemt i løbet af få uger. Ingen tvivlede længere på, at Tyskland stadig eksisterede. (s. 20)

Peter Bender undersøger i de seks efterfølgende kapitler meget detaljeret de komplicerede problemer, som begge de to tyske stater stod overfor, og som de forsøgte at løse ud fra deres forudsætninger. Det er spændende læsning, fordi PB har en enorm viden og et formidabelt overblik over den historiske udvikling, og han formår at skrive levende og engageret.

I et centralt afsnit skriver han om ”Veje ud af skylden”. For mig er det et af de mest spændende og tankevækkende afsnit, fordi det berører mange af de følelser, som også vi i Danmark og i mange andre europæiske lande har haft overfor Tyskland og tyskerne efter 2. verdenskrig. Allerede i 2. kapitel rejser han nogle provokerende almene etiske og moralske problemstillinger. ”Tyskerne fremstod anderledes end andre folkeslag – det lå åbenbart til deres natur … Kunne tyskerne ændre sig? Kunne de, når de atter kom til kræfter, holde fred? Kunne de blive pålidelige partnere for Europas nationer.” (s. 24)

Hvordan var så tyskernes eget forsøg på at bearbejde den skyld, som klæbede til dem efter nederlaget? Bortset fra et lille mindretal, der talte åbent om skyld og ansvar, var det en næsten overmenneskelig opgave at erkende skylden i alle dens konsekvenser, og flertallet af befolkningen nåede aldrig længere end til en erkendelse af, at det var herskernes eller statens skyld. Også det tog tid, og det var nødvendigt med en ny generation, som ikke havde del i nazismens forbrydelser.

Ikke desto mindre var der opgaver, som trængte sig på. I begge stater måtte man tage stilling til, hvordan man kunne fjerne nazismens personmæssige og mentale efterladenskaber. Det var en fælles opgave, som Vest- og Østtyskland greb meget forskelligt an. De østtyske kommunister gik til værket med overdreven iver, demokraterne i vest med slaphed.

Der var ligeledes stor forskel på, hvordan en tilbagevenden til nazismen skulle forhindres. For de vesttyske politikere forekom en forankring af det parlamentariske demokrati, retsstaten og de grundlæggende friheder at være det mest presserende, mens kommunisterne i Østtyskland mente, at man kunne trække tæppet væk under en ny fascisme ved, at man fratog den dens økonomiske og sociale grundlag, bl.a. ved at ekspropriere ”junkere og monopolherrer”. Der blev også gjort langt mere end i Tysklands vestlige del for at gøre det klart for enhver, hvilke ubegribelige ting, nazisterne havde forøvet. Det var imidlertid vigtigere, at borgerne var gode kommunister end overbeviste antifascister.

Efterhånden som tiderne ændrede sig, kom man stadig mere i tvivl om den måde, som de tyske stater havde beskæftiget sig med den seneste tyske fortid på. TV-serien Holocaust (1979), der handlede om en jødisk families skæbne, betød meget. Det var især de yngre generationer, der helligede sig den dobbelte opgave at bearbejde nazismen og at kritisere svigtet i opgøret med den. ”I Forbundsrepublikken var der i slutningen af firserne næppe en profession, en social gruppe eller en institution, hvis adfærd mellem 1933 og 1945 ikke var blevet undersøgt, for nogles vedkommende også deres adfærd derefter.” (s. 100)

Det samme opgør fandt også sted i DDR. ”Så klart, så enkelt og så heroisk havde det nok ikke været. Senest fra firserne spurgte unge østtyskere om det samme som 68-genertationen i Forbundsrepublikken: Hvordan det virkelig havde været dengang, og hvordan forældrene og bedsteforældrene havde optrådt.” (s. 101)

Sidst i kapitlet forsøger Peter Bender at lukke diskussionen om nazismen i Tyskland. ”Men hvad end kritikere udefra og i endnu højere grad i eget land mente at kunne afsløre af gammel og ny nazisme, så hverken forblev eller blev øst- og vesttyskerne nazister. Hverken DDR eller Forbundsrepublikken var i fare for at blive offer for en anden ”magtovertagelse”. Så vidt det er mennesker muligt, har tyskerne gjort sig fri af deres fortid.” (s. 104)

Veje ud af skylden finder jeg særdeles interessant og tankevækkende. Jeg har gengivet problemstillingerne i kapitlet relativt udførligt, fordi man herved får illustreret, hvordan Peter Bender arbejder som historiker. Problemstillingerne bliver klart stillet op, og han gør rede for de valg og de løsninger, man traf i henholdsvis vest og i øst. Peter Bender har i afsnittet om ”Henvisninger og dokumentation” en interessant betragtning: ”Den største udfordring med hensyn til arbejdet med at udforme bogen har været at give Forbundsrepublikken og DDR lige meget opmærksomhed.” (s. 209) Jeg synes, det er lykkedes overbevisende.

Undertiden formulerer han problemstillingerne som paradokser, fx i indledningen til kapitlet ”Veje til suverænitet”, hvor han skriver: ”Den Kolde Krig var Tysklands ulykke, men den var også dets lykke. Den delte landet, men hjalp delene til en uventet hurtig opstigning.” (s. 105) Det hjælper til at forstå den tyske efterkrigstid.

De øvrige kapitler indeholder klare og gode analyser, men jeg vil fremhæve Peter Benders skildring af genforeningen. Peter Benders fortælling herom rummer al den dramatik, som emnet fortjener. I et afsluttende kapitel ”Erindring og glemsel” diskuterer han holdbarheden af påstanden om, at der efter en svær tid ikke kan leves videre uden glemsel. Samtidig siger han også: ”vi (dvs. tyskerne) fordømte enhver glemsel og sværgede til erindring.” (s. 291) For alle – men i særdeleshed også for historikere – er det en væsentlig diskussion.

Billedmaterialet har ikke den kvalitet, som bogen besidder – desværre. Derimod er der en god tidstavle, og afsnittet om henvisninger og dokumentation er fremragende. Han lægger ikke skjul på, ”at hovedkilderne kan ikke dokumenteres, men kun beskrives. De består af personlige indtryk, erfaringer, oplevelser og samtaler i begge dele af Tyskland og ikke mindst af deltagelse af tidens kontroverser.” (s. 309) Peter Bender bliver på den måde historiker og samtidsvidne, og det er måske det, som gør bogen så fascinerende.

Det har været en sand fornøjelse at læse Peter Benders bog. Den fortjener stor udbredelse. Jeg er sikker på, at bogen vil blive stående som et hovedværk til forståelse af de to tyske staters forhold til hinanden. Man kan altid diskutere, om hans karakteristik af de mange personer er præcis nok, men det væsentligste er, at man efter læsningen er blevet meget klogere på en periode i Tysklands og verdenspolitikkens historie.