De gamle huse - Frilandsmuseet i Maribo
Af Lene Tranberg, cand. mag. i historie og dansk
Lad det være sagt med samme: John Erichsens og Luise Skak-Nielsens værk ”De gamle Huse”. Frilandsmuseet i Maribo er ikke, som titlen måske foranlediger én til at tro, en museumsguide i traditionel forstand, der kortfattet beskriver museets bygninger og udstillinger.
”De gamle Huse” er meget mere end det. Det er først og fremmest et anderledes grundigt, dybdegående, helstøbt og i øvrigt særdeles fremragende værk, der på 128 sider beskriver Frilandsmuseet i Maribo og dets bygninger i deres menneskelige og social- og kulturhistoriske sammenhænge i et velformuleret og præcist sprog. Herudover er det også en æstetisk ganske flot bog med et stilfuldt layout og mange flotte og velvalgte illustrationer i form af både kort over museets område og talrige nye og ældre fotografier af bygningerne og deres beboere, placering og omgivelser på både hjemstedet og museet.
Værket indledes af tre afsnit, der henholdsvis beskriver museets tilblivelse og historie, det gamle landbosamfund og dets livsvilkår og befolkningsgrupper samt byggeskikken på Sydhavsøerne.
Disse afsnit udgør et godt afsæt for de herefter følgende detaljerede og præcise skildringer af museets samtlige bygninger, der afspejler vidt forskellige sider af samtidens landbosamfund: bondegården, husmandsstedet, landarbejderhuset, hjælpepræstens bolig, Reventlow-skolen, vindmøllen, landsbysmedjen, sprøjtehuset, maltkøllen, skovriderhuset, huset ved skoven, laden og skovpavillonen. Disse tretten bygninger beskrives i hvert deres afsnit, der kommer godt omkring bygningernes konstruktion, historie, omgivelser og eventuelt forskellige relevante samfundsforhold og bygningens tidligere beboere og deres tilværelse.
Således skildrer f.eks. afsnittet om Frilandsmuseets husmandssted bygningens udseende gennem årene, dens ejere samt dens beboere og herunder især den sidste beboer Ane Huggemands og hendes families arbejds- og dagligliv på husmandsstedet og i lokalmiljøet. Ligeledes beskriver afsnittet om museets sprøjtehus de generelle juridiske og samfundsstrukturelle baggrunde for sprøjtehusenes opførelse og funktion i 1700- og 1800- tallets samfund samt udseendet og anvendelsen af sprøjtehuse og sprøjter generelt og museets sprøjtehus og sprøjte specifikt.
Efter disse tretten afsnit om museets bygninger følger fremstillingens sidste afsnit, der kort omtaler museets nutidige formidlingsaktiviteter. I forhold til fremstillingens øvrige ellers grundige og meget saglige tekst virker denne afslutning brat og som et lidt reklameagtigt stilbrud, og som læser savner man en egentligt opsummering eller afrunding på den foregående tekst.
Men når det så er sagt, formidler værket som helhed på en holistisk, sammenhængende og godt fortalt måde sammenvirket mellem mennesker, livsvilkår og bygninger i 1700- og 1800-tallets landbosamfund. Herved kommer museet og dets bygninger til at fremstå som konkrete og vedkommende vidnesbyrd om tidligere tiders virkelighed og hermed også om det nutidige samfund, - også for den, der slet ikke havde nogen forudsætninger herfor i forvejen.
På baggrund heraf henvender denne fremstilling sig til alle, der interesser sig for livet på landet i 1700- og 1800-tallets Danmark. Man behøver hverken have aflagt eller påtænkt museet et besøg for at få en helstøbt oplevelse af museets bygninger og det liv, der levedes her. Men efter endt læsning vil de fleste nok have lyst til at tage en tur til Maribo for at se på de gamle huse. Det fik jeg i hvert fald.
