Det røde spøgelse
Af Thomas Petersen
Et spøgelse går gennem Europa – kommunismens spøgelse. Sådan lyder de indledende ord i Marx´ og Engels´ kendte programskrift, Det kommunistiske Manifest, fra 1848. Og det fortsætter: Alle magter i det gamle Europa har sluttet sig sammen til en hellig klapjagt på dette spøgelse: Paven og tsaren, Metternich og Guizot, franske radikale og tyske politimænd.
Det er dette spøgelse – markeret med rødt på omslaget – og den klapjagt på spøgelset, som udspillede sig på de danske jagtmarker, der er Bertel Nygaards ærinde i nærværende bog. Lad det være sagt med det samme. Han har løst denne opgave på en fortrinlig måde. På forholdsvis få sider lykkes det ham, ikke blot at finkæmme den danske kontekst, men også at placere den i en europæisk sammenhæng.
Først et par ord om forfatteren. Bertel Nygaard (født 1977) er til daglig lektor i moderne historie ved Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet. På trods af sin forholdsvis unge alder har Nygaard allerede et vægtigt forfatterskab bag sig. I 2011 udgav han Guldalderens moderne politik: Krise, utopi og handling hos Johan Ludvig Heiberg. En bog, der mere end antyder, at Nygaards historie-begreb favner vidt og bredt. På universitetets hjemmeside læser man, at hans forskningsområde omfatter politiske tankers, begrebers og kulturers historie foruden politik, antipolitik og historiebrug i dannelsen af moderne politiske kulturer. Og så har jeg endda ikke nævnt hele Nygaards forskningsområde. I 2012 udgav Bertel Nygaard den blandt andet i disse spalter anmelderroste bog Revolution. Masser af modstand. Også den causerende stil mestrer han. Demonstreret overbevisende sidste år i den lille tænksomme bog Håb i Aarhus Universitetsforlags serie Tænkepauser.
Forfatterens hensigt med bogen er detaljeret at studere de tidlige møder mellem det gamle danske samfund, dets politiske og kulturelle forandringsprojekter og periodens nye kommunistiske bestræbelser. Bogen skal vise, hvordan nye begreber, tanker og handlingsformer dukkede op og hurtigt bredte sig på tværs af landegrænser. Hvordan disse fænomener udfordrede de eksisterende samfundsordener, men også hvordan de blev modtaget og skabte forandring i forskellige dele af det bestående samfunds kulturelle, politiske og mentale strukturer, (side 12).
Det gør han så ved at konfrontere den danske publicistik og det danske politiske spektrum, fra det yderste højre til det yderste venstre, med avisernes og politikernes reaktion på mødet med kommunismen. Baseret på et overordentlig stort kilde- og litteraturstof. Blandt andet stort set hele den danske publicistik i 1840´erne.
Længe før de socialistiske fædre Marx og Engels udsendte deres berømte manifest, rumsterede det kommunistiske spøgelse. Det havde det såmænd gjort lige siden Den store franske Revolution i 1789. Og spøgelset var blot blevet intensiveret med 1830-revolutionen – ligeledes i Paris. Senere fulgte så de fælles-europæiske uroligheder i 1848. Alle havde de haft som mål at bringe et stadig voksende og økonomisk/politisk stærkt og selvbevidst borgerskab til magten. Men sideløbende havde disse borgerlige revolutioner også bragt socialistiske ideer på banen. Blandt andre fremført af de såkaldt utopiske socialister som f.eks. Henri de Saient-Simon (1766-1825), Charles Fourier (1772-1837) og Joseph-Pierre Proudhon (1809-65).
De socialistiske ideer blev også ivrigt diskuteret i den danske offentlighed. Ikke mindst i sammenhæng med diskussionerne op mod vedtagelsen af grundloven i 1849. Det store dyr i åbenbaringen var for borgerskabet socialisternes forkastelse af den private ejendomsret. Derfor skulle socialismen og kommunismen bekæmpes med alle midler. Og kampen rejste en hoben af spørgsmål.
Kunne man overhovedet få demokrati uden, at det naturnødvendigt ville medføre kommunisme? Nationaløkonomen, den stærkt konservative Christian Nathan David (1793-1874) var ikke i tvivl. Han udtalte skråsikkert i Den grundlovgivende Forsamling, at de kommunistiske lærdomme og læren om den almindelige stemmeret havde det samme udspring. Gav man først de fattige politisk indflydelse, ville de snart benytte den til også at angribe de riges ejendom. Og resultatet ville uvægerlig blive kommunisme og dermed i David´s øjne den moderne civilisations undergang.
På den national-liberale fløj var man uenig i disse synspunkter, selv om dens tilhængere kunne erklære sig enige om at lægge afstand til kommunismen. F.eks. udtalte den 35-årige digter og redaktør på de national-liberales avis Fædrelandet, Carl Ploug (1813-94), i den grundlovgivende rigsforsamling følgende:
”Jeg vil spørge om, hvor og under hvilken Valglov, at de bekjendte eiendomsangribende communistiske og socialistiske Theorier ere opstaaede, forplantede og tilsidst voxede til en Samfundet faretruende Styrke? [D]ette er skeet i Frankrig og under en Valglov, der begrænsede Valgretten ---”, (side 194).
Så det var med andre ord og ifølge de national-liberale ikke en liberal valglov, der havde fremmet de kommunistiske ideer. Det var tværtimod en konservativ valglov som den i Frankrig. Også de nationalliberales anfører Orla Lehmann (1810-70) havde et mildere syn på den jævne mand end David. Men fernissen var tynd. Så snart håndværkere og fattigbønder krævede indflydelse på den politiske proces, var Lehmanns reaktion utvetydig. Så forbandede han dem som ”communistiske Fanatikere”. Heller ikke den politiske venstrefløj ville kendes ved kommunismen. For dens repræsentanter var demokratiet det bedste værn mod kommunismen.
Selv om alle talte om kommunismen som en reel størrelse, fandtes den jo ikke. Definitionen på den afhang helt af den, der talte. Ingen steder fandtes den realiseret. Derfor var Marx og Engels´ udtryk så træffende – netop et spøgelse. Kommunismen var den imaginære væg, som alle på hver deres måde spillede bolden op ad. For nogle var den himmerig, for andre helvede på jord. Den varslede om et anderledes samfund, der måske ville opstå i fremtiden. Kommunismen var i sandhed et spøgelse, som alle politiske orienteringer måtte tage bestik af og stilling til overalt i Europa – også i Danmark.
Bertel Nygaard har med den foreliggende bog præsteret et stykke original og vigtig forskning. Han er overordentlig bredt orienteret, ikke blot i den danske, men også i den internationale litteratur. Og så kan han skrive - mere end almindeligt godt dansk og på en interessant og spændende måde. Endvidere formår Nygaard det, der ikke er almindeligt blandt historikere, nemlig at inddrage ikke blot det danske samfunds politiske og økonomiske manifestationer, men også dets kultur. Bogen bliver dermed et ægte stykke mentalitetshistorie. Denne anmelder føler sig overbevist om, at den danske historiker-verden og offentligheden generelt kan glæde sig til nye stærke publikationer fra Nygaards hånd og værksted.
