Det venskabelige bombardement

Af David Høyer, mag.art., museumsinspektør ved Statens Forsvarshistoriske Museum.

”Jeg så tårnet styrte ind i tårnmuren og af denne, som af en uhyre skorsten, nej som et ildsprudende bjerg opstå en fontæne af ild, der af kobberet var blå og grøn, jeg glemmer aldrig det syn.”

Dette frygtelige syn blev ikke undfanget på Manhattan den 11. september 2001, men derimod i området omkring Vor Frue Kirke under det britiske bombardement af København 1807. Det var et syn, der skulle mejsle sig ind i den danske folkesjæl i form af erindringer, teaterstykker og malerier af bl.a. Eckersberg. Det flammende terroriserede København og det efterfølgende tab af den danske flåde, for en stund, efterlod dybe ar på den danske folkesjæl.

Rasmus Glenthøj og Jens Rahbek Rasmussen står som redaktører bag antologien ”Det Venskabelige Bombardement – København 1807 som historisk begivenhed og national myte”. De mange forfattere leverer, samlet set, et nuanceret billede af begivenhederne omkring 1807 og eftertidens forståelse heraf. Men der er dog enkelte forbehold, hvilket jeg vil vende tilbage til senere.

Antologier lider ofte under, at de går i mange forskellige retninger. Det Venskabelige Bombardement er ingen undtagelse, men alligevel aner man en grov struktur, der giver værket en vis sammenhæng og konsensus udover begivenheden 1807. Man kan groft set dele antologien op i to dele. Den første del beskæftiger sig med de politiske og militære forhold omkring invasionen, belejringen, bombardementet og flådens ran. Den anden del af antologien forsøger at analysere eftertidens syn på begivenhederne, som de tog sig ud i skuespil, malerier og fjendebilledet.

Antologiens stærkeste kort er efter min mening bidraget fra de to britiske historikere Andrew Lambert og Thomas Munch-Petersen. De udgør kernen af antologiens første del i selskab med Jakob Seerup. De to britiske historikere leverer en god analyse af begivenhederne op til 1807, set fra et britisk synspunkt, og der er særligt i Munch-Petersens bidrag tale om ny viden.

Det traditionelle billede af 1807, set med danske øjne, er vel, at det var en ulykke, der uden dansk skyld faldt ned over Danmark. Det Venskabelige Bombardement forsøger ikke at give nogen grundig analyse af den danske rolle i dette spørgsmål. Hvad antologien i stedet formår, og navnlig i kraft af Lamberts og Munch-Petersens artikler, er at skitsere en situation, hvor Danmark i realiteten var en tilskuer til begivenheder og beslutninger, som Danmark svært kunne ændre på. Danmark var så at sige nærmest blot en passager ombord på et europæisk stormagtstog, uden indflydelse på destination og hastighed. Det handler derfor ikke så meget om, hvorvidt Danmark havde bragt sig selv i den ulykkelige situation at se hovedstaden i flammer og flåden ranet. Det interessante er derimod, hvorfor Storbritannien valgte at rane den danske flåde.

Den interessante konklusion, man drager efter at have læst Lambert og Munch-Petersens artikel, er, at det ikke bare var et spørgsmål om britisk fejlvurdering og kynisme. Derimod var begivenhederne i 1807 en nærmest uundgåelig konsekvens af, at Storbritannien kæmpede med ryggen mod muren i et Napoleons Europa, hvor kredsen af venner svandt ind, og kredsen af fjender tog til. Som Lambert påpeger, så var Storbritanniens altdominerende strategiske udgangspunkt at undgå en situation, hvor overmagten til søs blev sat på spil. Havde Napoleon først held med at skabe dominans til søs, ville det bringe hele den britiske sikkerhedspolitik i alvorlig fare. Først ville handelen og flådens virke trues, dernæst ville selve det britiske monarki gå sin undergang i møde. Overtaget efter Trafalgar – Nelsons arv, måtte ikke bringes i fare. Derfor var aktionen mod København, set med britiske øjne, en nødvendighed og i øvrigt ikke særegent, da lignende operationer blev ført mod Istanbul, Antwerpen, Lissabon og Washington. På den baggrund var der næppe meget, der kunne holde den britiske regering tilbage overfor en aktion mod den danske flåde.

Den britiske historiker Thomas Munch-Petersen, har netop udgivet en tilbundsgående analyse af den britiske regerings politik og beslutningsproces op mod aktionen mod København 1807 i Defying Napoleon (på dansk København i Flammer). Munch-Petersens bidrag til Det Venskabelige Bombardement bærer således hovedkonklusionerne fra Defying Napoleon. Heri redegøres der netop for, at en blanding af mistillid, misinformation i form af forfalskede spionrapporter, samt et ændret internationalt politisk klima lagde grundlaget for, at det altovervejende britiske strategiske hensyn, nemlig bevarelsen af flådeherredømmet, fik de britiske politikere til at kaste blikket mod Danmark.

Resultatet kender vi, og Jakob Serup leverer i sin artikel en god gennemgang af amfibieoperationens størrelse og bestanddele, det endelige angreb på København og de få mindre fægtninger, der udspillede sig på Sjælland.

At det var en katastrofe for Danmark-Norge, idet at Danmark efterfølgende satte sig skæbnesvangert på Napoleons side, hersker der vel næppe nogen tvivl om. At bombardementet derimod fik en positiv konsekvens for København, der ud af ruinerne fik skabt rum omkring Vor Frue kirke til en mere helstøbt arkitektur er derimod en spændende vinkel i Claus M. Schmidts artikel om genopbygningen efter bombardementet. De mange afskårne gadehjørner i København var måske nok skabt af hensynet for at brandsprøjterne kunne komme rundt i gaderne, men det har samtidig skabt en masse mindre pladser rundt om i den indre bys kvarterer, som få i dag ved var en konsekvens af bomberegnen i september 1807.

Claus M. Schmidts artikel er et af de interessante bidrag til den del af antologien som beskæftiger sig med eftertidens håndtering af 1807. Her finder vi også en række andre artikler om bl.a. kunstens og skuespillets tolkning af begivenhederne.

”Det Venskabelige Bombardement” rummer på mange måder en række spændende vinkler på begivenhederne omkring 1807. Men antologien er dog ikke fejlfri. Som det jo (desværre) ofte er tilfældet med antologier, så savner bogen et helt elementært stikordsindeks.

En af bogens styrker er samtidig en del af bogens svagheder. Det er befriende at se andre vinkler på 1807 end den traditionelle stormagts/militærhistoriske vinkel. Store skelsættende begivenheder har det jo med at levere aftryk mange steder. Men den del af antologien, der beskæftiger sig med eftertidens tolkning på begivenhederne, står mærkeligt afskåret fra bogens første del, der udelukkende beskæftiger sig med de politiske og militære forhold. Man burde måske have holdt sig til den ene eller den anden vinkel på 1807. Spørgsmålet er dog, om bogens anden del er stærk og fyldig nok til at stå alene. I bogens umiddelbare forlæg er dette dog efter min mening ikke tilfældet.

De to store antologier om 1807 lider dog af det samme nærmest kollektive hukommelsestab. Der ville ikke have været noget ”1807” uden en Napoleon. Men Napoleons politik får ikke nogen særlig plads i antologiernes historieskrivning om 1807. Det er næppe fordi at der mangler Napoleonkyndige historikere i Danmark. Det er senest blevet bevist, da Stig Høffding og Eric Lerdrup Bourgois for nylig udsendte antologien Napoleon og Danmark.

Sidst men ikke mindst fortjener redaktionen ros for deres velskrevne indledende artikel om 1807. Her får man begivenhedsforløbet før, under og efter bombardementet serveret på en oplysende måde, der gør det overordentligt let for læseren at tage de efterfølgende artikler i antologien ind.

”Det Venskabelige Bombardement – København 1807 som historisk begivenhed og national myte” er et godt bidrag til dem, der ønsker lidt flere vinkler på begivenhederne end alene den traditionelle politiske og militære vinkel.