45 myter og halve sandheder fra verdenshistorien - Bind II
Af Peter Fransen
Der er efterhånden mange bøger, der har behandlet begrebet myter i historien, og flere har gjort det på en seriøs og oplysende måde. Nuvel, der er mange tilgange til historien, og denne bog befinder sig vel i afdelingen for spøg og skæmt. Med et billede på forsiden af David Hasselhoff som strandløve og to tankebobler med både transvestit og prostitution, er det en lummer stemning, der slås an. Forsiden prydes også af bl.a. pave Benedikt den 16., en Ninjakriger og en sort kriger med spyd, så der lægges op til en cocktail af sex, religion og slagsmål.
Det kunne måske være interessant nok, men det bliver det ikke i denne indpakning, og ej heller når bogen åbnes. Positivt er det, at skriftet har forsynet flere af historierne med henvisning til supplerende litteratur, og denne litteratur er ofte af lødig karakter. Det gør, at historierne om f.eks. Bayeux-tapetet, Det græske demokrati eller Silkevejen i det mindst peger på, hvor der er mere at hente om disse emner.
Dispositionen af de 45 historier er kronologisk eller i hvert fald tilstræbt kronologisk, hvilket ikke hensigtsmæssigt i denne sammenhæng. Oldrup har i forordet enkelte ansatser til at gruppere efter forskelle, typer af myter og overvejelser over, hvad der kunne ligge bag de forskellige typer. Dette spor forlades dog til fordel for en rodet buket uden rød tråd. Forfatteren har tidligere på historie-online fået en fornem anmeldelse af sin bog 45 myter og halve sandheder om 2. verdenskrig. Uden at have læst dette skrift, skulle han nok være stoppet, mens legen var god. Når forfatteren skriver om myten om, at yoyoen oprindelig var et våben, og forfatteren kan spore myten tilbage til sin barndom, eller at det var Coca-Cola, der opfandt julemanden – en historie som skulle være gængs ved julefrokoster - så må jeg melde pas. Det er myter, jeg aldrig har hørt om. Det kan skyldes anmelderens grænseløse uvidenhed, men måske også at nogle af de myter, der fremdrages er så små, at de nærmer sig det ligegyldige. Det bliver således en lidt flad fornemmelse at skulle læse om opgør med sådanne myter.
Flere af de andre myter, der berettes om, er dog selv anmelderen bekendt. Rigtig spændende bliver det dog ikke, da der ofte er tale om historier om myter, der nok har været fremført men for længst er blevet skudt ned. Her kan peges på myten om, at millioner af hekse blev brændt i middelalderen. Ud fra en nutidig betragtning skabes der herved blot en myte om en myte. Oldrup skriver ubeskedent, at bogen fungerer lige godt for den, der bare vil have nogle timers fornøjelse i lænestolen eller på lokummet, for den reelt historieinteresserede eller den irriterende bezzerwizzer og faktanørd. Nej, bogen opfylder efter anmelderens mening ingen af de formulerede målsætninger. Den er ikke specielt velskrevet eller underholdende, og fakta vil jeg søge andre steder. Historikere reviderer hele tiden synet på fortiden, og en god formidling hjælper med til at sprede ny indsigt. Bogen her om de halve sandheder fra verdenshistorien yder ingen af delene, og forekommer overflødig.
