66 Håndskrifter fra Arne Magnussons Samling

Af Anders Ellegaard

”En særdeles oplysende, lystig, fremragende, underholdende, nyttig og interessant bog med lærerig og skøn visdom, lærdom og gode forbilleder.”

Dette citat stammer fra titelbladet på et håndskrift, som ca. 1676-1677 blev: ”Sammenstillet og skrevet af den velærværdige høvding Magnús Jónsson på (øen) Vigur i Isefjorden”. Citatet kan genbruges om den her anmeldte bog, som er udgivet i anledning af 350-årsdagen for Arne Magnussons fødsel d. 13.november 1663.

Arne Magnusson blev født i en præstefamilie og voksede op hos sine morforældre i et intellektuelt og litterært miljø - hans morfader var også  præst. Som 20-årig rejste han til København og blev indskrevet på universitetet. Som teologistuderende og som Regensianer mødte han blandt andre den unge professor Thomas Bartholin, som ansatte ham til blandt andet at rejse til Island for at indsamle håndskrifter til brug for forskning. Tilbage i København fortsatte samarbejdet mellem de to teologer/historikere.

Thomas Bartholin døde allerede i 1690, og Arne Magnusson fik til opgave at fortsætte arbejdet med at skrive en dansk kirkehistorie, som Bartholin var begyndt på. Efter ophold ved universiteter i Tyskland blev Arne Magnusson i 1694 udnævnt til professor designatus (”på venteliste”). I 1697 blev han udnævnt til arkivar ved Gehejmearkivet (Statsarkivet) og i 1699 til professor ved Københavns Universitet, som den første islænding. Så var den økonomiske fremtid på plads.

I begyndelsen af 1700-tallet var Island i en vanskelig situation efter en langvarig kuldeperiode. Islændingene sendte et bønskrift til Kong Frederik 4. og bad om reformer. Kongen nedsatte en tomandskommission, der skulle udarbejde et register over alle jordejendomme i landet, deres tilstand og herligheder, og ved samme lejlighed foretage en folkeoptælling. Kommissionen kom til at bestå af Arne Magnusson og vicelagmand Páll Jónsson Vidalin. De skulle ”reise omkring ganshe Landet fra Syssel til Syssel, og fra Herrit til Herrit, og tage alting saavit mueligt er, udj Øyesyun og nøye Obagt (opsyn)”. Kongen og hans embedsmænd undervurderede, hvor lang tid arbejdet ville tage. Arne Magnusson regnede selv med, at det ville vare halvandet år. Det kom til at vare mere end et årti før ”Jordebogen” var færdig! 

Hvorfor nu dét? Fik Arne Magnusson samlet håndskrifter ind i forbindelse med arbejdet? Og hvad skete der derefter? Og hvad skete der under Københavns brand i 1728? Og hvad var det nu med håndskriftkrigen mellem Island og Danmark? Og hvad endte det egentlig med?

Læs selv Svanhildur Óskarsdóttirs interessante og omfattende og meget underholdende indledning med dels Arne Magnussons biografi og dels håndskriftsamlingens historie.

Arne Magnusson blev 66 år, og til dette jubilæumsværk har man udvalgt 66 håndskrifter hovedsageligt fra Den Arnamagnæanske Samling i København og Reykjavik, men også nogle få fra andre institutioner og lande.

Håndskriftsamlingen omfatter meget mere end sagaer og eddaer. Arne Magnusson har samlet mange forskellige håndskrifter, som havde relation til Island og landets historie. Nogle af dem kunne ved første øjekast måske synes ubetydelige eller ligegyldige, men hvem véd, hvad forskere i en sen eftertid kunne være interesserede i? I bogens sidste afsnit slutter forfatterne med følgende: ”Håndskrifter er historiske og materielle vidner til den tid, de blev skabt og brugt i. De overleverede tekster er en uvurderlig kilde til middelalderens sprog, litteratur og historie – islandske sagaer og skjaldedigte, historiske krøniker på latin og modersmålet, oversættelser af oldfranske fortællinger, landslove og landskabslove, lægebøger og bønnebøger til personlig brug, lærebøger til brug i klosterskolernes undervisning, samlinger af legender om hellige mænd og kvinder, messebøger og prædikensamlinger til kirkelig brug, og, ikke mindst, morskabslæsning”. Det kan ikke siges bedre.

Det er umuligt at fremhæve alle de gode håndskrifter, som er taget med. Men nogle få kan vel nævnes: Reykjabók, Njals mange rejser, med billeder af bogen og dens indbinding med træ på for-og bagside, Mödruvallabók med 11 af de sejeste sagaer (bl. a. andet Njals og Egil Skallagrimssons), Grundplan (kort) over Jerusalem, Kongespejlet, en håndbog for fyrster, Codex Runicus, skrevet med runer og med tekst og noder til DR Program 1´s pausesignal (Drømte mig en drøm i nat…), Jyske Lov, i folioformat, den tidligere nævnte Jordebók som Arne Magnusson og Páll Jónsson Vidalin samlede oplysninger til, Tegnebogen med 22 blade med tegninger af kristne motiver til brug for andre forfattere til håndskrifter, som skulle illumineres, Stjórn, med religiøse (fra Det gamle Testamente) og teologiske tekster og måske de flotteste illuminationer i noget håndskrift overhovedet. Og – og - og…

Arne Magnussen var ikke kræsen i sin iver for at samle så meget som muligt. Selv enkeltsider eller småstumper med tekst søgte han. Leverandørerne skulle ikke vurdere værdien af dem. Det gjorde han selv med hård hånd. Håndskrifter, som han vurderede var uden interesse, blev brugt til andre formål eller direkte kasseret og smidt ud. At andre kunne undervurdere håndskrifternes værdi ses af de mere underholdende fundomstændigheder. Nogle blade havde været brugt til indbinding af andre bøger, for eksempel skolebøger, andre havde været skåret til som snitmønstre til veste eller jakker, eller som indlæg i et dørslag, som skulle bruges til at sigte mel med, eller som afstivning i en bispehue. Håndskrifter fra før Reformationen blev ikke regnet for vigtige efter Reformationen.

Det sidste afsnit i bogen har overskriften ”Bogproduktion i middelalderen”. Her gennemgås alle aspekter af tilblivelsen af håndskrifterne. Hvordan lavede man pergament af dyrehuder? Hvordan foldede og opdelte man pergamentstykkerne og samlede dem som hæfter og bøger? Hvilke penne, blæk og farver brugte man? (Man importerede farvestofferne!)  Hvilke skrifttyper brugte man på forskellige tider? Hvem kunne skrive? Hvor skrev man? Hvordan var skrivernes arbejdsvilkår og –metoder? Hvornår valgte man at illuminere et håndskrift? Hvem illuminerede dem? (Skriverne selv eller illuminatorer eller rubrikatorer?) Hvordan opdeler man illuminationer indholdsmæssigt? Hvilke stilarter og farver brugte man? Hvornår begyndte man at indbinde bøgerne, og hvordan gjorde man det? 

Denne anmelder anbefaler kraftigt, at man læser dette sidste afsnit straks efter, at man har læst indledningen. Udbyttet af at læse om de enkelte håndskrifter er meget større med den baggrundsviden, man kan få her.

Det skal i øvrigt nævnes, at denne samling af håndskrifter ikke er en gennemgang af de enkelte skrifters tekst in extenso. Det er en beskrivelse af selve håndskrifterne, deres proveniens, deres tilstand og for det meste en kort beskrivelse af tekstindholdet. Bogens sigte er Arne Magnussons håndskriftsamling, dens tilblivelse og forskningen i den. Ved hvert af dokumenterne er der en kort faktaboks med håndskriftnummer, sideantal, materiale, indhold, opbevaringssted, alder, proveniens, skriver(e) og artiklens forfatters initialer.

I indledningen er der citater fra nogle af Arne Magnussons egne notater fra breve og notitser. Et enkelt citat skal nævnes her. Arne Magnusson havde mange (af)skrivere til at arbejde for sig. Det var som bekendt duplikeringsmåden før bogtrykkunsten blev opfundet og udbredt. Han var meget krævende, og også meget kritisk over for andre videnskabsmænd og udgivere af gamle tekster: ”Egils saga…er trykt i Uppsala i 1693 med oversættelse til svensk og latin. Der er ikke ét rigtigt ord i den islandske tekst, og oversættelserne er endnu værre. Petrus Salanus hedder han, som har udgivet den. Der er også noter til teksten, det rene vrøvl… en dag vil jeg binde en snor om denne dumhed og slå ham i hovedet med den…”  Se, dét kan man da kalde en anmeldelse!

Bagerst i bogen er der oversigter og registre over de benyttede og citerede håndskrifter, noter til citater, illustrationslister, navneregister, værkregister og de 35 forfattere fra Island og Danmark, som har skrevet teksten til de enkelte håndskrifter.

Bogen er en hommage til Arne Magnussons håndskriftsamling i anledning af 350-årsdagen, men der skal også rettes en stor ros til redaktørerne, forfatterne og ”bogfolkene” for det flotte arbejde med tekst, billeder og boghåndværk.

Bogen er indbundet i et smukt bind, som er farvet som et gammelt håndskrift fra Island, og der er trykt med guld på forsiden. Det passer til indholdet. Bogen er guld værd.

...

Siden er oprettet 25-08-2015