Biologisk antropologi med human osteologi
Af Elisabeth Windmüller, cand.mag. i middelalderarkæologi og biologisk antropologi
Så kom den endelig! Den første skandinaviske bog, der samler alle trådene indenfor forskningsfeltet biologisk antropologi. Bogen har været næsten 10 år undervejs, men det har faktisk nok været en fordel, for læseren præsenteres for mange nye resultater, og gamle ”sandheder” korrigeres og uddybes. I bogen behandles grundlæggende og praktiske discipliner såsom anatomi, osteologiske analyser, arkæologiske undersøgelser, paleopatologi, demografi og statistik. Herudover er der kapitler om menneskets evolution, DNA, retsmedicinske undersøgelser samt om de etiske overvejelser, man nødvendigvis må gøre sig, når man skal håndtere humane skeletter.
Bogen er redigeret af Niels Lynnerup og Pia Bennike fra Antropologisk Laboratorium, Københavns Universitet og Elisabeth Iregren fra Institutionen för Arkeologi och antikens historia, Lunds Universitet. Redaktørerne har beskæftiget sig med biologisk antropologi i mange år, bl.a. som undervisere, og mente derfor, at der, efterhånden som flere forskere og studerende viste interesse for faget, var brug for en lærebog baseret på eksempler fra Norden. I alt har 30 forskere fra både Danmark, Sverige og Norge bidraget til bogen. De mange bidragydere repræsenterer fagene antropologi, arkæologi, biologi, genetik, medicin, odontologi og osteologi, hvilket på fornemste vis illustrerer, at der er tale om et forskningsfelt, som i høj grad er bygget op omkring tværfagligt samarbejde.
Som sædvanlig, når der er tale om værker med mange forfattere, svinger kvaliteten af både form og indhold fra kapitel til kapitel, men overordnet set er der tale om en virkelig god grundbog, som er forholdsvis nem at læse og forstå. Bogen kan dog ikke stå alene, hvis man f.eks. vil foretage seriøse osteologiske analyser, dertil er kapitlet om skeletanatomi for overfladisk. Retfærdigvis skal det dertil siges, at dette heller ikke er bogens ærinde, det er nemlig først og fremmest at ”definere de faglige grænser for den biologiske antropologi og den humane osteologi i Norden” (fra forordet).
Og, som sædvanlig er det svært at yde alle forfattere retfærdighed. Jeg har valgt at kommentere bogen mere overordnet og fremhæve enkelte bidrag, som jeg finder særligt vigtige eller repræsentative for faget biologisk antropologi.
For at blive ved det tværfaglige, så viser de mere ”tunge” kapitler om DNA, statistik og demografi tydeligt nødvendigheden af at dele forskningsresultater samt vigtigheden af et godt kendskab til statistik. Det er især vigtigt at forstå og bruge statistiske og demografiske metoder, når et givent skeletmateriale skal fortælle os om levevis og demografisk udvikling. For nok kan man få sig et godt, lille gys, når man stilles over for de enkeltindivider, som har lidt af f.eks. syfilis eller engelsk syge, men i det store perspektiv er det jo ikke særlig relevant. Jeg vil også fremhæve de eksempler, der omhandler retsmedicinske undersøgelser af forskellig art, det er lidt trykkende læsning, men samtidig understreges fagets berettigelse, også for mennesker, der ikke har en decideret faglig interesse i biologisk antropologi og human osteologi. Her tænker jeg bl.a. på arbejdet med at identificere de 158 mennesker, der omkom i branden på passagerskibet Scandinavian Star i 1990. Sådanne sager viser virkelig, hvor vigtigt det er at et fag som biologisk antropologi fortsat er i udvikling, og atter pointeres betydningen af vidensudveksling mellem de forskellige relevante faggrupper. I den sammenhæng synes jeg også kapitlet om etik skal fremhæves, dels er det altid en vigtig diskussion, og dels er det vigtigt i forhold til fagets fremtid. I denne bog gøres der meget ud af at afmystificere den biologisk antropologis metoder og formål. At det til stadighed er nødvendigt at ”forsvare”, at vores forfædre havner i kasser på universiteternes hylder, så man sidste år i Holstebro, hvor en kirkegårdsudgravning førte til en diskussion mellem lægfolk, præster og arkæologer om, hvor længe gravfreden skal opretholdes på nedlagte kirkegårde. Men der er også plads i bogen til mere ”interne” faglige, metodiske diskussioner, bl.a. i kapitlet om det osteologiske paradoks, som er et vigtigt begreb indenfor human osteologi. Dejligt at der nu foreligger en dansk tekst, som forklarer denne komplekse problemstilling.
Bogen er som sagt bygget op af mange bidrag, men fremtræder stadig som et hele, hvilket absolut er en positiv oplevelse. Der er konsekvens i layoutet, hvilket er rart, men der forekommer dog manglende bogstaver hist og pist. Og i en enkelt boks er noget gået galt med billedhenvisningerne. I alle kapitler brydes teksten af nogle grå bokse, som fylder alt fra en halv side til to-tre sider. Som hovedregel bryder jeg mig ikke om den slags, da det ofte gør en tekst uoverskuelig. Men, i dette tilfælde må jeg tilsidesætte min irritation, for boksene har absolut deres berettigelse; de supplerer og uddyber det givne kapitel på en god måde, og er ofte meget interessant læsning. Noget andet, der bidrager til at læsningen for nogle kan forekomme lidt besværlig er, at bogens tekster er skrevet på henholdsvis dansk, norsk og svensk. Det er modigt i disse ”anglofile tider” at insistere på en fælles-skandinavisk udgivelse, men det er også forfriskende. Personligt har jeg ikke oplevet det som et problem, at bogen er på flere sprog, selvom det godt kan virke lidt forvirrende, når sproget skifter midt i et kapitel.
Biologisk antropologi med human osteologi får, trods lidt skønhedsfejl, mine bedste anbefalinger, bare det, at den er udkommet, er godt. Jeg vil også anbefale bogen til læsere, som ikke arbejder indenfor de relevante fagområder, men som bare har interesse i emnet – eller rettere: emnerne. Der er virkelig noget at komme efter.
