Biologismer

Af Caroline Nyvang, stud.mag. i historie, Dansk Folkemindesamling. 

De politiske konsekvenser af naturvidenskabens forklaringsmonopol i det 19. og 20. århunderede har de seneste år kastet studier af sig, der har skabt debat uden for den umiddelbare kreds af fagfæller. Ikke nok med, at den ”genetiske hygiejne” havde udgjort et institutionaliseret bidrag til den hjemlige befolkningspolitik, Danmark var også blandt foregangslandene inden for den positive eugenik. Konklusionen på studierne blev en forkastning af forestillingen om, at det biologistiske projekt udelukkende var propaganderet af vanvittige, overambitiøse videnskabsmænd, der fandt lydhørhed og grobund i spidsbelastede samfund. Den racehygiejniske tanke var, som Lene Koch har påpeget (1996, 2000), videnskabelig mainstream i det vestlige samfund. Dette års første udgave af Den Jyske Historiker bør genoplive debatten. Afsættet for det 112. nummer af tidsskriftet er biologismer, dvs. brugen af biologiske årsagforklaringer til at beskrive og forstå social adfærd. Det er der kommet et særdeles læsværdigt og aktuelt temanummer ud af.

Over 7 artikler sætter Den Jyske Historiker sig for at uddybe og eksplicitere, hvordan biologien konkret fungerede som legitim forklaringsmodel på en række niveauer i 1800- og 1900-tallets samfund. Temanummeret indledes af Jes Fabricius Møllers gennemgang af begrebets historie og indhold. Møller er tydeligvis på hjemmebane. Han disputerede i 2002 med en afhandling om netop biologismer, og den koncise, velskrevne oversigtsartikel formåede til fulde at udruste denne læser med tiltrængt baggrundsviden, inden hun gav sig i kast med de efterfølgende artikler. 

Artiklerne leveres af et ungt felt af forskere, fortrinsvist historikere. Pernille Sonne påviser, at det biologiske grundlag for kriminalpolitikken – modsat store dele af Europas såkaldte undermålere og afvigere – overlevede 2. Verdenskrig. Denne konklusion er ikke en egentlig revision af retshistorien, men stadfæster den danske forskning, der blev publiceret fra midten af 1990’erne. Mere banebrydende er Mikkel Leth Jespersens Store huse af sten fra middelalderens Afrika. Leth Jespersen undersøger, hvordan kolonimagterne søgte at tilpasse arkæologiske fund i Afrika til en europæisk kosmologi. 1800-tallets raceteoretiske forestillinger udelukkede, at det imponerende Great Zimbabwe, et ruinkompleks i det nuværende Zimbabwe, kunne være frembragt af en historisk forgænger til landets ”vilde”. I stedet søgte og fandt  man tegn på familielighed med klassiske levn fra mere kultiverede samfund, hvis medlemmer altså en gang i tidernes morgen måtte have lagt vejen forbi. Ved at drage analogier til det velkendte, lykkedes det – for en tid – både at kolonisere det ukendte og bibeholde forestillingen om natur som modspejling (og begrebsmæssig raison d’etre) af kultur. 

Endeligt bør artiklen af Poul Duedahl, der også leverer temanummerets overordnede indledning, nævnes. Duedahl belyser gennem læsning af internationale journaler og korrespondancer mellem førende danske antropologer, hvordan antropologien blev forsøgt lanceret som stueren videnskab i Danmark i slutningen af 1800-tallet. Fortællingen tager sit afsæt ved spadestikket til Eiffeltårnets grundpille, artiklens bærende konstruktion, der hele vejen igennem fastholder den kronologiske og ideologiske parallel mellem monumentets rejsning og antropologiens higen efter at blive rigtig science. Det er et elegant fortælleteknisk håndgreb, der  dynamisk relaterer udviklingen i datidens danske antropologiske forskningsdiskurs til det internationale forskningsnetværk.

For et par uger siden (27. maj 2006) udkom mammutudgivelsen Dansk Naturvidenskabs Historie. Temanummeret Biologismer kunne meget vel være et dystert appendiks til de sidste to bind, Lys over Landet 1850-1920 og Viden uden grænser 1920-1970. Overordnet udgør tidsskriftet en interessant kritisk gennemgang af biologiens kolonisation af humanvidenskaberne. Det eneste, jeg kunne savne fra Den Jyske Historiker i denne sammenhæng, er et kritisk blik på Historikerens egne forsøg på at finde naturvidenskabelige årsagsforklaringer til den historiske udvikling.