Børnelove og socialpædagogik gennem hundrede år
Lars Kjær, arkivar, mag.art. Køge Byhistoriske Arkiv
Den danske børnelov fyldte 100 år i 2005. Loven indeholdt bestemmelser om fjernelser, opdragelse og straf af børn og unge. Denne lovgivning lagde grunden til de næste 100 års udvikling. En udvikling der blev præget af både kontinuitet og brud. Gennem bogen følges ændringerne i lovgivningen, det praktiske arbejde med børn og unge og socialpædagogikkens metoder, mål og samfundsmæssige funktioner.
Forfatteren Inge Bryderup er lektor på DPU, sociolog og har skrevet en lang række bøger og artikler om socialpædagogik.
Bogen er – på godt og ondt - en Tour de Force gennem et århundredes socialpædagogik:
Bogen er på den ene side god, grundig og gennemarbejdet. Forfatteren har til dette arbejde opnået tilstrækkelig støtte til at kunne ansætte en forskningsassistent. Den store litteraturoversigt (side 419-457) kan godt ses som et tegn på den meget store arbejdsindsats, der er lagt i projektet. De mange statistikker, oversigter osv. et andet tegn på det arbejde, der er lagt i den. Grundighed, dybde og bredde, som det ses her, koster tid og penge.
Bagsiden af denne grundighed er, at bogen på den anden side bliver meget, meget lang at komme igennem. Bogen forsøger sig sympatisk med et helhedsbillede af udviklingen ved at forsyne læseren med et billede af udviklingen både ovenfra og nedefra: Lovudviklingen og institutionerne forbindes med de menneskelige skæbner. Det er en prisværdig ambition, men jeg synes, forfatteren får anbragt sig mellem to stole. Forfatteren har samtidig en intention om, at bogen skal give en samlet formidling til et bredere publikum. Bogens tunge sprog og omfang ikke mindst er i hvert fald en hindring for realiseringen af denne ambition. Perspektivet ovenfra vil sikkert også tabe de læsere, der kommer efter bogens empatiske elementer.
Bogen udkommer mens de store reformer i den offentlige administrative struktur står på. En af de store fortjenester ved bogen er, at den påpeger, at procentvis lige så mange børn bliver anbragt nu som tidligere, og at udgifterne relativt set er de samme. Det er måske det vægtigste argument i bogen, og hvis den pointe når ud i det politiske rum, har forfatteren opnået meget: På trods af velfærdsstatens opbygning gennem den periode bogen beskriver, vedbliver der at være en minoritet, der ikke indfanges af de sociale ordninger. Hvis de kommer højt på den socialpolitiske dagsorden, vil det være lidt af en bedrift.
Dette er en bog, der næppe behøver anbefalinger med på vejen. Dens læsere skal nok finde den!
