Børneringen i 75 år

Af Ning de Coninck-Smith

At skrive et jubilæumsskift, er ingen enkel opgave. Jeg ved det ud fra egen erfaring. Der er mange, som har en mening, som de mener, bør komme med. Uenigheder skal helst pakkes væk eller glattes ud. Der er læssevis af scrapbøger og arkivalier i spredt fægtning. Endelig er der spørgsmålet om målgruppen? Er det foreningens egne medlemmer, eller et bredere publikum, der skal læse med?

Hvad gør man så? Interviewer de (mest) relevante personer, forsøger at danne sig et overblik – og kigger (måske) også lidt ud i verden for at få sat organisationens historie i perspektiv, alt imens man filosoferer over, hvordan teksten kan have appel til så mange som muligt.

Pia Sigmund har, så vidt jeg kan bedømme, gjort det hele og mere til, og alligevel er det ikke blevet en rigtig vellykket historie om den ellers superinteressante organisation Børneringen. En organisation, der ofte har måttet stå i skyggen af den socialdemokratiske og kulturradikale organisation Frie Børnehaver. Men hvor sidstnævnte gik konkurs sidste år, lever Børneringen i bedste velgående, og kunne i år fejre sin 75 års fødselsdag.

Børneringen blev født i 1941 på et tidspunkt, hvor der var et stort behov for daginstitutioner – og stor bekymring for befolkningstallet. Dens formål var at støtte lederne i det faglige, men også med bogføring og anden administration. Fra at der var tre institutioner under Børneringens paraply er der i dag omkring 90 – og de er alle selvejende og især beliggende i hovedstadsområdet. Bag Børneringen stod en række veldædige og kristne kvinder med tætte forbindelser til kongehuset. 10 af institutionerne får ordet i bogens første del, dernæst følger biografier af en række centrale personer, som Ingeborg Christiansen, organisationens grundlægger og lægen Richard Kjær-Petersen, drivkraften bag folkebørnehaverne omkring 1. Verdenskrig, mens historikken trækkes op i ti års forløb i den sidste del. Der bliver også plads til en omtale af vedtægter, den tilknyttede psykologtjeneste og studieture.

Denne kalejdoskopiske tilgang er på en gang bogens styrke og dens svaghed. Man kan bladre, nyde og fordybe sig i de forskellige personer, begivenheder, stemmer og billeder. Samtidig savner man, at begivenheder og mennesker og institutioner bliver bedre forbundet. Der skete mange ting i disse år, fra at institutioner var et socialt tilbud til de i 1961 blev et pædagogisk; fra at institutioner var for de få, til de er for alle – og fra at civilisering og hygiejne blev til udvikling og læring med den vigtige debat om ”deprivationssyndromet” i begyndelsen af 1960’erne som en mellemstation. Her dokumenterede embedslæge i København Hedvig Jacobi, at de mindste børn tabte livsmodet, når de hele dagen lå i deres tremmesenge og kun blev taget op, hver gang de skulle have mad. Fremtidens institutioner skulle være aldersintegrerede, og selv helt små børn skulle ned på gulvet for at lege.

Det hele er kommet med, eller næsten - men på en scrapbogsagtig måde – og det er ærgerligt. Jeg fik sådan lyst til at dykke længere ned i konflikter og uenigheder med de venstreorienterede forældre og pædagoger i 1970’erne, eller i organisationens tidlige år, da fem lederejede børnehaver forlod Børneringen ”under stor pressedækning” (s.64) eller i kampen for at få fjernet formuleringen ”på kristent grundlag.” Det skete først i 2005/06.

Fremfor at læse om, hvor glade alle er for Børneringens hjælp og støtte – hvad jeg slet ikke tvivler på – ville jeg også gerne have læst mere sammenhængende om de mange pædagoger, som bar og bærer organisationen i hverdagen – om deres professionsforståelser, og hvordan deres holdning til børn, forældre og pædagogik har ændret sig igennem tiden. Og så savner man hele vejen igennem billedtekster.

Bogen åbner imidlertid døren til et univers på grænsen mellem velfærdsstaten og den private velgørenhed og foretagsomhed, spændende og tankevækkende – og med mulighed for masser af forskning, specialer og artikler i årene fremover.

Siden er oprettet 21. september 2016.